Operasanger tager humor i brug mod 'Europas sidste diktator': Vi skal grine af Lukasjenko

Belarus' kulturliv bruger humor som modgift mod regimets brutalitet.

Operasangerinde Margarita Levtjuk retter satiresangen mod Lukasjenko (© Margarita Levtjuks Youtube-kanal)

Med et hidsigtrødt tørklæde bundet stramt om hovedet, stirrer Margarita Levtjuks blå og hårdt optegnede øjne intenst på seeren. Hun er klædt ud som en spåkone og lægger en række gigantiske tarotkort på et bord for sig.

I en dybt sarkastisk lykønskningssang til politiet, vender kvinden det ene kort efter det andet, og synger om personerne på det.

Kortet med landets politichef Mikalaj Karpiankou bliver vendt, og sopranstemmen runger i studiet:

- Han vil bygge kz-lejre og sige, at han ikke er fascist. Ej fascist, ej fascist, men en lille pacifist...

Margarita Levtjuks satiriske sang "Tillykke til politiet":

Fra operahuset til vælgermøder

Margarita Levtjuk plejede at stå i balkjoler og lade arier rulle mod et imponeret publikum blandt andet på Belarus' Nationale Opera, men i sommer valgte hun åbent at støtte oppositionen.

Hun sagde ja til at synge til oppositionskandidaten Svetlana Tikhanovskajas vælgermøde, og efter valget gik hun med til protestmarcher mod landets diktator, Aleksandr Lukasjenko. Og sådan lukkede dørene til al offentlig optræden.

- Jeg er jo på den sorte liste nu. Hvis jeg var i Belarus, ville jeg være smidt i fængsel, fortæller hun fra sit eksil i nabolandet Litauen.

Margarita Levtjuk synger "Ave Maria" til oppositionens vælgermøde i begyndelsen af august 2020. (© Radio Free Europe)

Kunstnerisk modstandsbevægelse

Hun er langt fra den eneste, der har måtte forlade landet for at være i sikkerhed. Sammen med en række andre kunstnere har de skabt Belarus Kultur Solidaritetsfond, hvor de samler penge ind til at støtte de kolleger, der er blevet tilbage eller har mistet deres job, fordi de har haft en politisk holdning.

Blandt de mere end 350 politiske fanger i de belarusiske fængslet er flere kunstnere, der har ytret sig kritisk mod regimet. Så kampen mod diktaturet er nødt til at fortsætte, forklarer Margarita Levtjuk.

- Politisk satire er et godt våben mod styret, og vi ved, at Lukasjenko slet ikke kan holde det ud.

Vi forsøger med alle tænkelige, fredelige midler at lægge pres på regimet og skubbe til det igen og igen, fortæller Levtjuk.

Margarita Levtjuk og hendes kollega Andrej Pavuk holder koncert til støtte for kunstnere i Belarus (Foto: © Fotograf: Lau Svensson)

Musik er lyden af håb

Belarus' kulturelle modstandsbevægelse har simret under overfladen i årevis, men blev for alvor synlig i sommer, da en hel række kunstnere, både kor, teatre og popbands, stødte til protesterne mod politivold og styrets brutale behandling af politiske modstandere.

- Vores kunstnere er ligesom pianisten i Kyiv (i 2014, red.), der stillede sit klaver op foran de kampklædte betjente og spillede løs. Han stoppede volden et øjeblik, fordi musik er lyden af håb, fortæller stifteren af Belarus Free Theatre, Natalia Kaliada.

Hendes teatertrup er forbudt i Belarus, og deres optrædener foregår hemmeligt og med risiko for anholdelser.

Se Horisont fra slutningen af august 2020 om den kulturelle modstandsbevægelse i Belarus:

Tilbage i Vilnius har Margarita Levtjuk netop lagt sidste tone på en ny satiresang, der tager pis på en gammel sovjetisk tradition, der stadig bliver brugt i Belarus.

"Subbotnik" er egentlig en slags frivilligt lørdagsarbejde, hvor alle skal hjælpe med samfundsopgaver, men der er ikke noget frivillligt over det.

Hvis man ikke kommer, skal man betale en straf. Og da mange mennesker betragter arbejdsdagen som et tåbeligt historisk levn, der kun handler om, at myndighederne kan få udført gratis arbejde, så bruger mange det som en dag at drikke sig i hegnet.

I bedste sovjetiske stil: De lader som om, de betaler os, og vi lader som om, vi arbejder.

Se Margarita Levtjuk gøre grin med "arbejdslørdag" og fordrukne Lukasjenko-støtter:

Se mere til Margarita Levtjuk i 21 Søndag i aften på DR1.