Opfordrede sangerinde til boykot af Israel: Skal betale 77.000 kr. i erstatning

De to aktivister bad den new zealandske musiker Lorde om at droppe koncert i Tel Aviv.

(ARKIV) Lorde valgte efter "et overvældende antal beskeder og breve" at droppe koncerten i Israel. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Et åbent brev til en sangerinde kommer nu til at koste to new zealandske aktivister 12.000 dollars - eller godt 77.000 danske kroner - i godtgørelse.

Det har en israelsk domstol afgjort, efter tre israelere havde sagsøgt Justine Sachs og Nadia Abu-Shanab for at påføre dem følelsesmæssig skade ved at få sangeringen Lorde til at aflyse sin koncert i byen Tel Aviv.

Det skriver flere medier heriblandt The New York Times.

Sagen menes at være den første af sin slags, siden det israelske parlament tilbage i 2011 vedtog en lov, der gjorde det muligt for privatpersoner at sagsøge enhver, som opfordrer til boykot af Israel.

Var imod besættelsen

Episoden, det hele drejer sig om, stammer tilbage fra december 2017, hvor den anmelderroste new zealandske musiker Lorde annoncerede en koncert i Tel Aviv den kommende sommer.

Det fik ifølge The Guardian aktivister, som er modstandere af Israels militære besættelse af de palæstinensiske territorier, til at starte en online kampagne for at få Lorde til at droppe koncerten.

Blandt aktivisterne var de to new zealændere Nadia Abu-Shanab og Justine Sachs, der er af henholdsvis palæstinensisk og jødisk oprindelse.

De skrev et åbent brev til musikeren, hvori de beskrev, hvordan millioner af mennesker kæmpede imod den israelske regering, som, de mener, udfører undertrykkelse, etnisk udrensning og apartheid.

- Som en del af den her kamp tror vi, at et økonomisk, intellektuelt og kunstnerisk boykot er en effektiv vej til at stå op mod de her forbrydelser, skrev de i brevet.

Efter bare en uge havde "et overvældende antal beskeder og breve" overbevist Lorde om at droppe koncerten, som musikeren selv beskrev det.

Følte sig sårede af anklagerne mod Israel

Det fik i februar tre israelske teenagere, der havde billetter til koncerten, til at sagsøge de to new zealændere med hjælp fra gruppen Shurat HaDin. De begrundede det med, at det var første gang, der kunne vises en direkte forbindelse mellem opfordring til boykot og følelsesmæssig skade.

- De skammer sig og føler sig sårede af anklagerne mod Israel.

- De vil sige, at dem, der boykotter Israel eller opfordrer til at boykotte Israel, vil blive gjort ansvarlige og skal betale, sagde deres advokat i februar ifølge The Guardian.

Og nu har retten altså givet dem medhold og beordret new zealænderne til at betale en godtgørelse på 12.000 dollars.

Lorde er ikke den første musiker til at aflyse en koncert i Israel. Også blandt andre The Pixies og Gorillaz har aflyst deres koncerter, mens danske Mø gennemførte en koncert trods protester, fordi hun mente, at dialog var vejen frem.

Facebook
Twitter