'Opkog' og 'fatale fejl': Mays nye brexit-plan bliver skudt ned fra alle sider

Et tilbud om en ny folkeafstemning giver ikke umiddelbart flere jasigere.

Theresa Mays seneste - om måske sidste - forsøg på at redde sin brexitaftale falder ikke i god jord. (Foto: Kirsty Wigglesworth © Scanpix)

Premierminister Theresa Mays seneste - og formentlig sidste - forsøg på at få sin skilsmisseaftale med EU gennem det britiske underhus får en kølig modtagelse blandt de parlamentarikere, som hidtill har stemt nej til aftalen.

May præsenterede i dag en ny plan for, hvordan hun vil sikre sig opbakning fra et flertal i underhuset, som tre gange tidligere har stemt brexitaftalen ned.

Den nye plan består ifølge analytikere primært af en række løfter og indrømmelser, som skal motivere EU-tilhængere i oppositionspartiet Labour til at stemme for skilsmisseaftalen.

De bliver blandt andet lokket med muligheden for at holde en ny folkeafstemning om brexit og et tættere handelssamabejde med EU, end den britiske regering hidtil har lagt op til.

Underhuset skal efter planen stemme om aftalen igen i begyndelsen af juni.

"Et opkog"

Men Labours leder, Jeremy Corbyn, siger allerede nu, at hans parti ikke kan stemme for brexitaftalen - på trods af Mays nye løfter, som han kalder "i store træk et opkog af regeringens positioner" i de forhandlinger med Labour, som brød sammen i sidste uge, skriver Reuters.

Også labourmedlemmer, som May formentlig havde håbet på at vinde over med sit nye tilbud, siger nej tak til guleroden.

Margaret Beckett, som er aktiv i bevægelsen People's Vote, der kæmper for en ny folkeafstemning om EU, afviser Mays fremstrakte hånd i en udtalelse. Hun kalder Mays plan for et utroværdigt "sammensurium" og advarer samtidig sine kollegaer mod at sige ja til et tilbud fra en premierminister, som er på vej til at forlade roret.

Theresa May har lovet at forlade posten som premierminister, når skilsmisseaftalen er nået hele vejen gennem lovgivningsmøllen. Hvis hun taber afstemningen i begyndelsen af juni, forventes hun også at fremlægge en plan for sin afgang.

Brexittilhængere stødt længere væk

Mens Theresa May altså tilsyneladende ikke har fået nye medlemmer på sit hold blandt modstanderne af brexit, har hun til gengæld stødt flere brexittilhængere i sit eget parti endnu længere væk.

Det gælder de hardlinere, som hele tiden har stemt nej - for eksempel David Davis og Jacob Rees-Mogg, som allerede har tilkendegivet, at de vil stemme nej igen. Men det gælder også nogle af dem, som modvilligt stemte ja ved den seneste afstemning 29. marts.

- Loven er direkte mod vores manifest - og jeg vil ikke stemme for den, skriver den tidligere konservative udenrigsminister Boris Johnson på Twitter.

Endelig siger Theresa Mays nordirske støtteparti DUP, der hele tiden har stemt mod brexitaftalen, at de "fatale fejl" i Mays plan består.

Partiet frygter fortsat, at den foreslåede skilsmisse med EU kan føre til, at Nordirland kan blive adskilt fra resten af Storbritannien.

Der er ti punkter i den nye plan, som Theresa May fremlagde i dag:

  1. 1

    Regeringen vil forsøge at afslutte alternative foranstaltninger, der kan afløse backstop'et i december 2020, så det aldrig behøver at blive brugt.

  2. 2

    En forpligtelse til, at hvis backstop'et træder i kraft, vil regeringen sikre, at Storbritannien vil være på linje med Nordirland.

  3. 3

    Forhandlingsmålet og endelige traktater for det fremtidige forhold til EU skal godkendes af parlamentarikerne.

  4. 4

    En ny lov om rettigheder på arbejdsmarkedet vil ikke være mindre fordelagtig end i EU.

  5. 5

    Der kommer ingen ændring i graden af miljøbeskyttelse, når vi forlader EU.

  6. 6

    Storbritannien vil tilstræbe så gnidningsfri handel med varer med EU som muligt, men under det indre marked og med stop for fri bevægelighed.

  7. 7

    Storbritannien vil holde sig 'up-to-date' med EU-regler for varer og landbrugsprodukter, som er relevante for kontrol ved grænser.

  8. 8

    Regeringen vil fremlægge et kompromis på toldområdet.

  9. 9

    Der kommer en afstemning i underhuset om, hvorvidt aftalen skal sendes til folkeafstemning.

  10. 10

    Der vil være en juridisk forpligelse til at sikre, at ændringer i den politiske deklaration afspejler denne nye aftale.

Facebook
Twitter