Italienske valg er sjældent noget for folk, der lider af tinnitus, men selv efter italiensk standard er tonerne gået usædvanligt højt, forud for det her regionsvalg.
Regionalvalget holdes i 13 ud af landets 20 regioner og løber både i dag og i morgen.
Silvio i centrum
Selv om der er tale om regionsvalg så har selve valgkampen alligevel i høj grad drejet sig om landets regeringsleder Silvio Berlusconi og afstemningen i dag og i morgen ses som en afgørende test for, hvor stærkt han står.
Efter et år fyldt med kulørte skandalesager omkring Berlusconi og mange alvorlige retssager, så viser den seneste meningsmåling, at under halvdelen, altså kun 44 procent, af italienerne at Berlusconi gør et godt job.
Det tal er det laveste antal siden Berlusconi i 2008, blev valgt til at lede Italien for fjerde gang.
Hadefuld valgkamp
Tonen er ved dette valg er derfor blevet skærpet fra alle sider. Lørdag modtog Berlusconi en patron med posten, og en mindre brevbombe stilet til regeringspartiet Liga Nord brød i brand på et posthus i Milano.
Men bortset fra de episoder, så er det først og fremmest Berlusconi egne angreb på landets undersøgelsesdommere og politiske modstandere, der har stjålet fokus i valgkampen.
Ministerpræsidenten har ført an i en skinger tone. Han har rask væk kaldt de dommere, der efterforsker korruptionssagerne omkring ham for ”talebanere” og ”en trussel mod demokratiet”.
Ny Mussolini
Det har fået Berlusconi-kritikere til åbent at sammenligne landets regeringsleder med Italiens tidligere fascistiske diktator Benito Mussolini.
En af dem er journalisten Marco Travaglio. Han er bare en af flere kritiske journalister, som er blevet suspenderet fra de statslige TV-kanaler, RAI.
Det skete da RAIs bestyrelse, der er kontrolleret af regeringen, forud for regionalvalget besluttede at fjerne alle politiske debatprogrammer indtil valget er overstået.
En beslutning, der i følge Marco Travaglio, afslører Berlusconis sande karakter.
Lyver uden problem
- Berlusconi vinder seere på sine private kanaler ved åbenlyst at skade public service TV, siger Marco Travaglio til DR Nyheder og peger på, at Berlusconi nu kan lyve uden at nogle tager ham i det.
- Konsekvensen er, at Berlusconis skandaler - og dem er der mange af - er forsvundet fuldstændig fra medierne, siger han.
Marco Travaglio mener ikke, at en politisk leder af en demokratisk republik skal opføre sig på den måde.
Ingen demokrat
- Du er nødt til at kalde Berlusconi en tyran, Il Duce (Mussolini, red.), diktator eller noget i den retning, siger Travaglio til DR Nyheder.
I december måned var Silvio Berlusconi popularitetsmålinger tårnhøje, efter han blev overfaldet af en sindsforvirret mand i Milano. Men siden da har en række retssager og korruptionsskandaler med forbindelse til regeringen fået målingerne til at dale kraftigt.
Derfor har regeringen lagt mange kræfter i at gøre god figur og erklæret regionsvalget idag for et valg mellem ”kærlighedens og hadets kræfter”.
Hadets kræfter
Med hadets kræfter menes ikke mindst de undersøgelsesdommere, der har trukket Berlusconi i retten i sager om skattesnyd, bestikkelse af et vidne og dem der afhører tidligere mafiamedlemmer, der anklager Berlusconi for at have tætte forbindelser til den sicilianske mafia.
Desuden efterforskes han for magtmisbrug, fordi han i aflyttede telefonsamtaler har lagt pres på de myndigheder, der kontrollerer TV-kanalerne. Berlusconi ønskede at lukke munden på kritiske journalister. Det har sidenhen vist sig at de har fået deres programmer suspenderet.
Ifølge Berlusconis parti, Popolo della Libertá - Frihedens Folk - er de mange sager mod ham udtryk for, at Italiens anklagemyndighed har mistet sin uafhængighed og nu åbent er en del af oppositionen.
Berlusconi har ved flere lejligheder op til regionsvalget kaldt undersøgelsesdommerne for fjender af demokratiet, der deltager i konspiration mod ham.
Ingen demokratisk respekt
For Berlusconi-kritiske kræfter og dele af oppositionen er de mange angreb mod landets dømmende magt, endnu et eksempel på at regeringen ikke respekterer demokratiet.
”Det er en mere og mere udbredt opfattelse at dommere og anklagere er som en spiller på fodboldbanen i stedet for en dommer med fløjten, forklarer Marco Travaglio, og det betyder at statens kontrolinstanser ikke anerkendes, de er pludselig inddraget i den politiske debat. Det ødelægger retsstatens fundamentale principper, hvor love og domme skal efterleves.
Det står i dag enhver frit for at anklage en dommer for at være hadefuld og nægte at følge en dom.
- Det er en kræftsygdom som ødelægger retsstaten. Italien er ikke længere et rigtigt demokrati med en tredelt magt, påpeger Marco Travaglio
Debat helt afsport
Polemikken om Berlusconi, har fyldt alt i italiensk politik, siden den første skandalesag om Berlusconis forhold til yngre piger og prostituerede brød ud i maj sidste år. Og siden den italienske forfatningsdomstol i efteråret afgjorde, at Berlusconi godt kan retsforfølges selvom han sidder i politisk embede, så har regeringens fokus entydigt været at indføre en ny lov, der skal fritage Berlusconi for sagerne.
Emnet har fuldstændig blokeret for vigtige diskussioner om reformer, illegale immigranter og Italiens underskud på statsbudgettet, der nu snart i mange år har været i den røde zone.
Frustationer
Flere italienske analytikere spekulerer i, at yngre kræfter i Frihedens Folk, såsom formand for parlamentet Gianfranco Fini eller finansminister Tremonti, arbejder i kulissserne på at kunne tage over, hvis Berlusconi skulle stå meget svækket tilbage efter valget i dag.
Mange peger samtidig på, at der faktisk længe har været en frustration i partiet over, at Berlusconis mange sager fylder så meget, at det optager hele den politiske dagsorden.
Sigter mod toppen
Silvio Berlusconi selv, ser tilgengæld ikke nogen svækkelse true. Han har lovet at han i de næste tre år vil gennemføre ”store, store, store reformer”, der blandt andet indeholder flere magtbeføjelser til Italiens præsident, der i dag stort set kun har ceremonielle forpligtigelser.
Silvio Berlusconi arbejder samtidig på at få indført direkte valg til præsidentposten, og lægger ikke skjul på at det er fordi han selv ønsker sig netop den post engang i fremtiden.
Først skal valget i dag dog overståes. Flere målinger peger på at den store sejrherre kan blive det stærkt højreorienterede regeringsparti Lega Nord, der har sin base i Norditalien. Hvis der her lykkes partiet at vinde magten i flere regioner fra både opposition og Frihedens Folk, så kan de meget forlange øget indflydelse i regeringen i Rom.