Oppositionsleder anholdt i Zimbabwe

Forhenværende finansminister er mistænkt for at stå bag uroligheder.

Den anholdte politiker Tendai Biti. (Foto: Philimon Bulawayo © Scanpix)

En fremtrædende oppositionspolitiker i Zimbabwe er blevet anholdt, da han forsøgte at flygte til Zambia.

Den tidligere finansminister Tendai Biti frygter for liv og ville søge asyl i nabolandet, oplyser hans advokat til nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har eftersøgt Biti i forbindelse med de uroligheder, der brød ud i sidste uge efter et historisk valg i Zimbabwe - det første efter den mangeårige præsident Robert Mugabe blev tvunget fra magten.

Valget blev en sejr for det mangeårige regeringsparti Zanu-PF, der fik flertal i parlamentet, mens Emmerson Mnangagwa fra Zanu-PF blev udråbt som vinder af præsidentvalget foran udfordreren Nelson Chamisa.

Den anholdte Tendai Biti kommer fra et parti, som indgik i en valgalliance med Nelson Chamisa.

En talskvinde for politiet i Zimbabwe siger, at hun ikke har nogen information om, at Tendai Biti skulle være anholdt.

Men Bitis advokat siger, at grænsebetjente fra Zambia alarmerede Zimbabwes myndigheder, da politikeren forsøgte at krydse grænsen.

Seks demonstranter blev dræbt af soldater under urolighederne i Zimbabwe i sidste uge. Oppositionen anklager regeringen for udnytte efterspillet til at slå hårdt ned på sine modstandere.