Oppositionsleder i Venezuela varsler strejke i den offentlige sektor

Samtidig oplyser USA, at landet overvejer nye sanktioner mod Venezuela for at indskrænke præsidentens midler.

(Foto: Reuters/Ivan Alvarado © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Oppositionsleder i Venezuela Juan Guaidó varsler strejke blandt offentligt ansatte i landet for at lægge pres på præsident Nicolas Maduro.

Oppositionslederen mødtes således med en række fagforeninger tirsdag.

- Ansatte i den offentlige sektor, arbejdere og fagforeninger ønsker ikke længere at samarbejde med et regime, som fængsler og forfølger dem, sagde Guaidó på et fagforeningsmøde i hovedstaden Caracas.

En strejke vil øge presset på præsident Nicolas Maduro ved at give millioner af offentligt ansatte en chance for at vise deres frustration over regeringen, som har ført Venezuela ind i en dyb, økonomisk krise.

- De (regeringen, red.) troede, at presset allerede havde nået sit maksimum. Men vi er først lige begyndt, siger Juan Guaidó, der af de fleste vestlige lande anses som Venezuelas legitime statsoverhoved.

Derudover skal Venezuelas oppositionskontrollerede nationalforsamling holde møder med ansatte i den offentlige sektor onsdag.

Guaidó lover desuden amnesti til ansatte, som vælger at vende præsidenten ryggen.

Oppositionslederen vendte mandag tilbage til Venezuela, efter at han havde brudt et rejseforbud, da han forlod landet.

Guaidó forlod Venezuela 23. februar trods et forbud mod at forlade landet.

Siden da har han besøgt en række sydamerikanske lande. Her han forsøgt at samle støtte til sin kamp for at vælte præsident Nicolas Maduro.

35-årige Guaidó leder nationalforsamlingen og har udnævnt sig selv som fungerende præsident i Venezuela.

En lang række vestlige lande anerkender ham som præsident. Heriblandt flere EU-lande - herunder Danmark - samt USA.

Præsident Nicolas Maduro afviser, at der er krise i Venezuela.

Han mener i stedet, at det hele er en "politisk forestilling", der skal give USA en undskyldning for at lede en invasion i landet.

USA's udsending til Venezuela, Elliot Abrams, sagde tirsdag, at det er svært at se en rolle for Nicolas Maduro i fremtidige demokratiske valg.

- Hvis han (Maduro, red.) ønskede at opbygge et demokratisk Venezuela, havde han chancen for at gøre det. Men det gjorde han ikke, sagde Abrams til journalister.

Tirsdag aften amerikansk tid siger sikkerhedsrådgiver John Bolton, at USA overvejer at indføre nye sanktioner mod Venezuela for at øge presset på Maduro for at få ham til at opgive magten.

- Vi overvejer nye sanktioner for at stramme grebet om Maduros økonomiske midler - at nægte hans regime de penge, de har brug for, for at kunne beholde magten, siger han til Fox Business Network.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter