Oprørere dræber 41 i syrisk landsby

Oprørere fra den islamistiske brigade har dræbt mindst 21 civile og 20 syriske regeringssoldater i en landsby.

Mindst 21 civile og 20 syriske regeringssoldater er dræbt i en Alawite landsby i Syriens Hama-provins mandag, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP.

Aktivistgruppen, der er en London-baseret overvågningsgruppe, siger, at det er oprørere fra den islamistiske brigade, der står bag drabene i landsbyen Maan, der ligger i den centrale del af Syrien.

Observatoriets direktør, Rami Abdel Rahman, siger, at der ikke var nogle informationer, om hvordan de civile blev dræbt, men tilføjede at mindst ti af dem angiveligt var fra den samme familie.

Video viser angreb

En video, der er lagt på YouTube og angiveligt produceret af Jund al-Aqsa, viser oprørerne angribe landsbyen og beskyde den.

Videoen har titlen "Befrielsen af Maan landsby" og viser en oprører hæve et sort flag, der ofte forbindes med radikale islamistiske grupper, på toppen af et kommunikationstårn.

Der er ingen billeder af de dræbte civile.

Syriens præsident Bashar al-Assad tilhører den religiøse alawite-minoritet, som er en udløber af landets sunnimuslimske flertal.

Opstanden mod Bashar al-Assad er domineret af sunnimuslimer og har tiltrukket ekstremistiske grupper, som anser alle andre end sunnimuslimer for vantro.

/ritzau/AFP