Oprørere i Aleppo: Vi har taget syrisk pilot til fange

Syriske oprørere påstår at have taget en pilot fra regimet til fange efter at have skudt hans fly ned.

Islamistiske oprørere har skudt et kampfly ned i et område syd for den syriske storby Aleppo, hvor oprørere kæmper mod den syriske regeringshær og dens allierede, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Overvågningsgruppen rapporterer, at der blev observeret en stor røgsky, idet flyet brød i brand og faldt ned i Talat al-Iss-højlandet.

Oprørskilder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er tale om et kampfly fra det syriske regime, som oprørerne har skudt ned, og de hævder, at de har taget piloten til fange.

Ifølge Reuters at det ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder stadig uvist, om der er tale om et syrisk eller russisk fly.

Videooptagelser fra stedet, der er lagt på sociale medier, viser et brændende fly omgivet af oprørere.

/ritzau/