To oprørsgrupper har taget ansvaret for angrebet i Belgorod. Men hvem er de?

Den ene gruppe består blandt andet af russiske afhoppere, mens den anden gruppe ledes af en højreradikal russer.

To medlemmener af Rusland Frivillige Korps poserer foran et pansret køretøj. Billeder er offentliggjort af gruppen og skal angiveligt være taget i Belgorod. (Foto: © RUSSIAN VOLUNTEER CORPS, Ritzau Scanpix)

I mandags udbrød der kampe i den russiske region, Belgorod. Ifølge de lokale myndigheder er det ukrainske sabotører, der havde krydset grænsen fra Ukraine, men det afviser man fra ukrainsk side.

Herfra lyder forklaringen i stedet, at det var to oprørsgrupper bestående af russiske statsborgere, der i virkeligheden stod bag ødelæggelserne: Legionen Frihed for Rusland og Ruslands Frivillige Korps.

I går aftes lød det fra Ruslands forsvarsministerium og Belgorods guvernør, at de ”ukrainske sabotører” var blevet nedkæmpet med flere end 70 dræbte til følge, og man offentliggjorde fra russisk side billeder af kampvogne, der var blevet efterladt i Belgorod.

I dag lyder det så fra guvernøren, at der over natten har været adskillige droneangreb på Belgorod-regionen.

De to paramilitære grupper bag de seneste dages angreb består angiveligt af russiske afhoppere. Grupperne er ifølge BBC blevet beskrevet som del af den internationale legion, der er involveret i forsvaret af Ukraines territorium.

Vi har kigget nærmere på, hvem de to oprørsgrupper egentlig er.

Det røde område er den russiske region Belgorod.

Ruslands Frivillige Korps

Gruppen, der kalder sig Ruslands Frivillige Korps, blev formet omkring august sidste år, men gjorde sig især bemærket i marts i år, hvor gruppen var med i et angreb på den russiske region Brjansk. Ifølge den ukrainske efterretningstjeneste er gruppen aktiv i både Rusland og Ukraine.

Medlemmer af Ruslands Frivillige Korps ses angiveligt her nær den russiske by, Grajvoron, i Belgorod-regionen. Billedet er offentliggjort af gruppen selv. (Foto: © RUSSIAN VOLUNTEER CORPS, Ritzau Scanpix)

Efter angrebet i Brjansk lød det fra gruppen, at man var krydset over grænsen for at opfordre russere til at gøre oprør mod regeringen i Kreml.

Mandag eftermiddag delte Ruslands Frivillige Korps en video på deres Telegram, hvor to camouflageklædte mænd smiler til kameratet og påstår, at de befinder sig på russisk territorium i Belgorod.

Ifølge BBC er gruppens leder kendt under navnene Denis Kapustin og Denis Nikitin. Han er ifølge det britiske medie en russisk nationalist, der åbent går ind for en mono-etnisk russisk stat. Han har tidligere været sat i forbindelse med nynazistiske grupper.

Bortset fra lederfiguren er det meget småt med informationer om gruppen, forklarer DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev, der i øjeblikket befinder sig i Ukraine.

- Gruppen ledes af en meget kontroversiel mand. Han er højreradikal og tidligere bosat i Tyskland. Men hvor mange mennesker de er, hvem de egentlig er, og hvor de får deres ordrer fra, det står hen i det uvisse, siger Anna Gaarslev.

Legionen Frihed for Rusland

Legionen Frihed for Rusland er en ganske anden størrelse. Gruppen blev dannet i marts sidste år og offentliggjorde efterfølgende et manifest. Her skrev gruppen, at den kæmper for frihed, og at det endelig mål er at indtage Den Røde Plads i Moskva.

I går lagde Legionen Frihed for Rusland en video på Twitter. Billedet her er fra den video. (Foto: © Foto: Legionen Frihed for Rusland)

I går lagde Legionen Frihed for Rusland en video på Twitter, hvori det blandt andet lyder:

- Vi er russere lige som jer. Vi er mennesker lige som jer. Vi ønsker, at vores børn skal vokse op i fred og være frie mennesker, så de kan rejse, studere og bare være glade i et frit land.

- Fat mod og vær ikke bange, for vi kommer hjem. Rusland vil blive frit, siger en soldat i videoen, der også påpeger, at det er ”på tid at sætte en stopper for Kremls diktatur.

Medlemmerne af Legionen Frihed for Rusland befinder sig i Ukraine, og gruppen siger selv, at den arbejder med de bevæbnede styrker i Ukraine, og at man kæmper i den østlige del af landet, skriver Reuters.

Gruppen består blandt andet af russiske afhoppere, fortæller Anna Gaarslev.

- Legionen siger selv, at den består af tre bataljoner. Altså omkring et par tusinde mand. Mange af dem er afhoppere fra den russiske hær, siger de. Det stemmer overens med historier, vi hører fra soldater i det østlige Ukraine. Det er sket, at russere har overgivet sig og i stedet for at blive udvekslet som krigsfanger nu kæmper på ukrainsk side, siger Anna Gaarslev.

Angrebet i Belgorod er også et tema i Krigens Døgn onsdag aften, hvor vært Kim Bildsøe Lassen får besøg af Steen Kjærgaard og Esben Salling Larsen i studiet. Det er klokken 18.00 på DR1 og DRTV.

Krigens døgn