Oprørere dræber mindst 21 syriske soldater i angreb i Hama

Oprørere har indledt en offensiv mod regeringsstyrker i det nordvestlige Syrien. Mindst 21 soldater er dræbt.

En tank tilhørende den tyrkiskstøttede oprørssammenslutning Den Nationale Befrielsesbevægelse (NLF) ses her køre ind i den syriske provins Hama. (Foto: OMAR HAJ KADOUR © Ritzau Scanpix)

Jihadister i det nordvestlige Syrien angreb torsdag regeringsstyrker og dræbte mindst 21 soldater. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

Torsdagens angreb er det seneste i en række af dødelige angreb i den nordlige del af Hama-provinsen, som oprørere fra den væbnede islamistgruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) kontrollerer. HTS var tidligere tilknyttet al-Qaeda.

Torsdagens angreb blev angiveligt indledt med flere raketangreb mod regeringsstyrker i en række landsbyer, som de syriske soldater for nylig har generobret.

Under angrebet blev flere hjem i landsbyer i det nordlige Hama ødelagt.

- Oprørerne er gået til modangreb. De gør strategiske fremskridt, siger lederen af Sohr, Rami Abdel Rahman.

I mellemtiden ramte luftangreb fra den syriske regering den nærliggende provins Idlib.

Rami Abdel Rahman fortæller, at mindst 14 jihadister blev dræbt i de efterfølgende kampe.

Dræbte og fordrevne

Syriske regeringsstyrker og deres allierede fra Rusland har siden slutningen af april øget antallet af dødelige luftangreb i regionen.

Ifølge syriske medier ramte torsdagens angreb blandt andet landsbyerne Tal Maleh og Jibeen.

Sohr oplyser, at en civil blev dræbt i bombardementerne.

Siden slutningen af april er flere end 300 mennesker blevet dræbt i luftangreb af det syriske regime i området.

Yderligere har angrebene fordrevet 270.000 mennesker fra deres hjem alene i maj, viser tal fra FN.

35 skoler ramt

Ifølge FN's humanitære kontor er 24 sundhedsfaciliteter og 35 skoler blevet ramt under den seneste eskalering af angreb.

Analytikere vurderer, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans allierede vil fortsætte angrebene i området.

Krigen i Syrien har kostet flere end 370.000 mennesker livet, siden den brød ud i 2011.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter