Opsigtsvækkende interview med russisk minister sender forholdet mellem EU og Rusland tættere på frysepunktet

Den russiske udenrigsminister siger, at Rusland må forberede sig på at afbryde forbindelserne til EU, hvis EU indfører hårde sanktioner.

Forholdet mellem EU og Rusland nærmer sig frysepunktet, og et opsigtsvækkende interview med den russiske udenrigsminister gør ikke situationen bedre. (Foto: pool © Scanpix)

Hvis du synes, det er koldt i Danmark, så skulle du tage temperaturen på forholdet mellem Rusland og EU.

Det tog endnu et dyk fredag, da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i et interview truede med at kappe al forbindelse mellem EU og Rusland, hvis EU indfører sanktioner mod russerne.

- Vi vil ikke isolere os fra verden, men vi må forberede os på det. Hvis man vil have fred, må man forberede sig på krig, sagde udenrigsministeren ifølge Reuters i et interview, der er lagt på Youtube og delt af det russiske Udenrigsministerium.

Direkte adspurgt om Rusland styrer mod et brud med EU, lød svaret fra udenrigsministeren, at russerne er klar til det, hvis EU indfører sanktioner, der truer Ruslands økonomi.

Forholdet mellem EU i Bruxelles og Kreml i Moskva er på frysepunktet. (Foto: Yuri Kochetkov © Scanpix)

Historisk dårligt forhold

Udtalelserne falder, mens forholdet mellem EU og Rusland er på et historisk lavpunkt.

Det skyldes først og fremmest arrestationen af den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der i januar vendte tilbage til Rusland, efter han sidste år blev udsat for et giftangreb.

Anholdelsen af Navalnyj blev efterfølgende mødt af protester og brutale masseanholdelser af tusindvis af hans tilhængere, og fængslingen af oppositionslederen og hans støtter har udløst fordømmelse og dybe panderynker hos EU-landene.

I sidste uge besøgte EU’s udenrigschef Josep Borrell den russiske hovedstad, hvor han bl.a. mødtes med udenrigsminister Sergej Lavrov.

Mødet blev efterfølgende betegnet som en diplomatisk fiasko, da Lavrov kaldte EU en “utroværdig partner” og samtidig udviste tre EU-diplomater, mens mødet fandt sted.

Danmark presser på for sanktioner

Senere på måneden skal EU-landenes stats- og regeringschefer på et topmøde diskutere forholdet til Rusland.

Her vil Danmark presse på for at indføre sanktioner mod Rusland, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til DR.

Ifølge Kofod bør der indføres sanktioner mod de ansvarlige personer for arrestationerne ved for eksempel at indefryse midler eller indføre indrejseforbud.

- Vi har krævet, at Navalnyj og hans tilhængere bliver løsladt. Vi kan se, at det her er et udtryk for en generel forværring af menneskerettighedssituationen i Rusland, siger Jeppe Kofod, der mener, at forholdet mellem EU og Rusland er på “et historisk lavpunkt” og at “den vej, som Rusland har valgt er stærkt foruroligende”.

Talsmand forsøgte at korrigere

Efter at interviewet med den russiske udenrigsminister fredag skabte overskrifter, anklagede en talsmand fra den russiske regering medierne for at tage interviewet ud af kontekst, fordi Lavrov også siger, at Rusland og EU er naboer, og at EU er “vores største handels- og investeringspartner”.

Ifølge talsmanden, Dmitry Peskov, vil Rusland gerne udvikle forholdet til EU, men russerne er klar på at forberede sig på det værste, når nu EU rasler med sablen i forhold til at indføre sanktioner.

Jeppe Kofod, kan man ikke se sådan på det?

- Nej. Man kan se sådan på det, at sagen med Navalnyj er helt grotesk og et udtryk for et grundlæggende overgreb på frihedsrettighederne i Rusland.

Risikerer I ikke at isolere Rusland yderligere fra EU og resten af verden, hvis I indfører sanktioner?

- Nej, jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede dem sammen med amerikanere. Det ville være stærkt, hvis EU og amerikanerne kunne lægge et fælles pres, fordi det er helt nødvendligt. Det, der foregår i øjeblikket i Rusland, er man nødt til at agere på med de kraftigste signaler, man kan finde, siger Jeppe Kofod.

Det vil kræve enstemmighed blandt de 27 EU-medlemslande, hvis sanktionerne skal vedtages. Og der er langt fra enighed. Hverken Tysland eller Frankrig vil afvise sanktioner, men landene betoner først fremmest ønsket om dialog med russerne.

Der er nemlig mange interesser på spil. Tyskland har for eksempel store økonomiske interesser på spil med nye Nord Stream 2-gasrørledning, der skal løbe fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter