Optælling øger demokraters sejr i USA

Optællingen af stemmer efter det amerikanske valg i tirsdags har nu tilføjet staten North Carolina til Barack Obamas pulje. Samtidig har optællingen i Oregon sikret demokraten endnu en vunder plads i Senatet.

Optællingen af stemmer efter det amerikanske valg i tirsdags har nu tilføjet staten North Carolina til Barack Obamas pulje, og dermed forøget antallet af valgmænd, der skal stemme på ham i december med 15. Dermed har han 364 valgmandsstemmer.

Militære stemmer

Tallet er uden praktisk betydning, for Obama var i forvejen langt over de 270 valgmænd, der udgør et flertal i valgmandskollegiet. Til gengæld er det understregning af Obamas gennemslagskraft at han også vandt den store sydstat, hvor en stor del af vælgerne er knyttet til det amerikanske militær som uniformeret personel eller civile ansatte på de mange baser og militære installationer.

Kun en stat, Missouri, er endnu ikke helt færdig med optællingen af præsidentvalget. Her fører John McCain med omkring 5.500 stemmer, og statens 11 valgmandsstemmer må forventes at gå til McCain, der i så fald når op på 173.

Sjette senator

Af langt større betydning er det, at optællingen af senatsvalget i staten Oregon har givet den demokratiske kandidat Jeff Merkley sejren. Det betyder at demokraterne har erobret seks pladser i Senatet fra republikanerne. Demokraterne har dermed et flertal på 57 ud af Senatets 100 pladser i de næste to år.

Optællingen er ikke officielt afsluttet i staterne Alaska, Georgia og Minnesota. I Minnesota afhænger resultatet af en fintælling, idet den demokratiske udfordrer Al Franken efter den første optælling kun ligger 221 stemmer bagud for republikaneren Norm Coleman. En overraskelse kan ikke udelukkes i Minnesota.

Til gengæld er de to republikanske senatorer fra henholdsvis Alaska og Georgia sikre på genvalg - omend Alaskas Ted Stevens risikerer at få underkendt sin valgbarhed, fordi han netop er blevet dømt for korruptionslignende forhold.

I Repræsentanternes Hus har demokraterne vundet 20 pladser, og har dermed et flertal på 255 pladser mod republikanernes 174. Optællingen i seks valgdistrikter er ikke afsluttet.

Facebook
Twitter