Orbáns parti mister borgmesterpost i Budapest

Det er fremover ikke længere regeringspartiets mand, der skal sidde på borgmesterposten i Ungarns hovedstad.

(Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)

Den ungarske premierminister Viktor Orbáns højrefløjsparti, Fidesz, lider nederlag flere steder ved søndagens lokalvalg i Ungarn.

I hovedstaden Budapest har borgmester Istvan Tarlos erkendt sit nederlag til oppositionens kandidat, Gergely Karacsony.

- På landsplan er resultatet godt, men i Budapest har vi fået noget at tænke over, siger Tarlos søndag aften på en pressekonference med Orbán ved sin side.

- Budapest besluttede at vælge Gergely Karacsony i dag, tilføjer borgmesteren.

Med 89 procent af stemmerne talt op har Karacsony fået omkring 50 procent af stemmerne mod cirka 45 procent til den nuværende borgmester fra Fidesz, viser tal fra den ungarske valgkommission.

Det er det største valgnederlag, Orbán har oplevet, siden han kom til magten i Ungarn i 2010.

En række vidt forskellige oppositionspartier er gået sammen om at pege på en fælles kandidat for at fravriste Fidesz borgmesterposten i Budapest.

I flere andre byer har oppositionen samlet sig bag en enkelt kandidat, der udfordrede Fidesz-kandidaten, så oppositionen havde en chance for at komme til magten under de valgregler, Orbán har indført.

- Oppositionen har fået sine bedste resultater i årevis med den nye strategi, siger analytiker Andras Biro-Nagy.

I byrådet i Budapest ser det ligeledes ud til, at oppositionen tilsammen kan sætte sig på 17 pladser, mens Fidesz må nøjes med 14, og to pladser går til uafhængige kandidater.

Den 44-årige udfordrer til borgmesterposten i Budapest sammenligner valget i Budapest med det i den tyrkiske millionby Istanbul i marts. Her lykkedes det oppositionen at vippe præsident Recep Tayyip Erdogans allierede af borgmesterpinden.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter