Organisation advarer mod kæmpejagt efter Loch Ness-uhyret

En begivenhed på Facebook, hvor folk vil lede efter uhyret, er gået viralt.

Foto: Ritzau/Scanpix, Grafik: Morten Fogde

- Storm Loch Ness, Nessie kan ikke gemme sig for os alle.

Sådan lyder det i en begivenhed på Facebook, som forsøger at samle folk til i fællesskab at lede efter det berømte Loch Ness-uhyre - også kaldet Nessie - i Skotland i slutningen af september.

I skrivende stund har 18.000 mennesker klikket på 'deltager' i begivenheden, og næsten 40.000 er interesserede.

Facebook-begivenheden, der opfordrer folk til at lede efter Loch Ness-uhyret.

Det har fået RNLI, Den Kongelige Nationale Redningsbåd-Institution, som er en velgørenhedsorganisation, der redder liv på havet, til at advare om farerne ved søens dybe vand.

Inspireret af UFO-konspirationsteorier i USA

Facebook-begivenheden er inspireret af en lignende begivenhed i USA, som inviterede offentligheden til at storme den amerikanske militærbase Area 51.

I beskrivelsen af begivenheden kræver arrangørerne, at de vil se de aliens, som de mener, militær-basen gemmer på.

For et par dage siden havde flere end 1,7 millioner Facebook-brugere tilmeldt sig begivenheden 'Storm Area 51, de kan ikke stoppe os alle', mens yderligere 1,3 millioner viste interesse.

Efter at tilmeldingen til begivenheden løb løbsk, opfordrede det amerikanske luftvåben kraftigt folk til at holde sig væk fra militærbasens område, der er lukket for offentligheden.

Arrangøren bag meddelte senere, at begivenheden var for sjov.

Loch Ness-søen ligger i Skotland. Slottet Urquhart Castleligger ud til søen. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

Bekymringen for, at hundredvis eller måske endda tusindvis af mennesker vil tage ud til Loch Ness-søen 21. september, får de frivillige i RNLI til at melde ud, at de ikke har samme ressourcer, som det amerikanske militær brugte til at håndtere planerne om at storme Area 51.

Koldt og dybt vand

Ifølge en talskvinde fra RNLI så - spøg til side - er vandet farligt.

Søens dybde svarer til næsten 2,5 gange højden af Big Ben-tårnet i London, og vandet har en temperatur på omkring 6 grader.

Derudover kan forholdene på vandet hurtigt ændre sig, og der kan komme bølger i op til 4 meters højde.

Facebook
Twitter