Artiklen er skrevet inden aftenens melding om et voldsomt angreb mod al-Ahli Arab Baptist-hospitalet i Gaza, der ifølge de palæstinensiske myndigheder har kostet hundreder livet
Siden Hamas's omfattende og blodige terroraktion mod det sydlige Israel for halvanden uge siden har Israel svaret igen med heftige bombardementer af Gaza.
Det israelske militær har kastet tusindvis af bomber over det tætbeboede Gaza, hvor omkring 3.000 palæstinensere nu meldes dræbt.
Ifølge sundhedsministeriet i Gaza blev flere end 70 mennesker dræbt under israelske bombardementer natten til tirsdag, som ifølge mediet Al Jazeera primært ramte det sydlige Gaza, som beboere fra det nordlige Gaza er blevet bedt om at lade sig evakuere til.
Ifølge meldinger er flere evakuerede familier blandt de dræbte, beretter The Guardian.
Imens advarer flere nødhjælpsorganisationer om, at den humanitære situation i Gaza forværres time for time i takt med, at hospitalerne fyldes op, og forsyningerne slipper op som følge af Israels omfattende blokade af Gaza, der forhindrer adgangen til strøm, vand, mad, medicin og brændstof.
- Situationen, kan jeg kun understrege, er katastrofal, hvad angår den humanitære situation og situationen omkring nødhjælp, siger Haifaa Awad, læge og forperson for NGO'en Mellemfolkeligt Samvirke, til P1 Morgen.
- Tingene bliver værre time for time, siger Haifaa Awaad, der siger, at organisationen har et ungdomsteam i Gaza, som fortæller, at tusinder af civile har søgt ly på hospitalerne i håb om at komme i sikkerhed fra de israelske bombardementer.
Men også hospitalerne i Gaza bliver ramt af de israelske bomber, siger Haifaa Awad.
- Flere af mine kollegaer bliver simpelthen udslettet i bombardementerne.
- Alvorligheden og graden af bombardementerne - fordi de er så vilkårlige i forhold til, om de rammer hospitaler, ambulancer eller den forreste førstehjælpslinje - det er absolut alvorligt, og det er forbudt ifølge international lov og ifølge krigens regler, siger hun.
Fremfærd kritiseres af flere organisationer
De seneste dage har flere organisationer kritiseret det israelske militærs fremfærd i Gaza.
Herunder da Israel i sidste uge krævede, at over en million palæstinensere i det nordlige Gaza skulle lade sig evakuere.
- Den israelske regerings 24-timers varsel om, at folk i det nordlige Gaza skal forlade deres land, hjem og hospitaler er skandaløs, lød det i fredags i en udtalelse fra Meinie Nicolai, generalsekretær i Læger Uden Grænser, der kaldte det et angreb på lægehjælp og menneskelighed.
- 'Uden fortilfælde' dækker ikke engang de lægelige humanitære konsekvenser af det her. Gaza bliver jævnet med jorden, tusinder af mennesker dør. Det må stoppe nu. Vi fordømmer Israels krav på det kraftigste, lød det fra generalsekretæren, mens Verdenssundhedsorganisation WHO kaldte ordren en "dødsdom" for de syge og sårede på hospitalerne i området.
Og i weekenden tog Internationalt Røde Kors afstand fra både luftangrebene mod Gaza såvel som evakueringsordren.
- Intet kan retfærdiggøre det rædselsvækkende tab af civile liv i Israel i sidste weekend (...) Men en sådan tragedie kan ikke retfærdiggøre den grænseløse ødelæggelse af Gaza. Vi er stærkt foruroliget over opfordringen til en udflytning i Gaza. Vores frivillige nægter at rejse og svigte dem, der har mest brug for dem, lød det.
I dag har FN's menneskerettighedskontor, OHCHR, peget på, at den israelske belejring af Gaza samt evakueringsordren kan udgøre en international forbrydelse.
- Vi er bekymrede over, at denne ordre kombineret med pålæggelsen af en komplet belejring af Gaza ikke kan opfattes som en lovlig midlertidig evakuering og derfor ville udgøre en tvangsforflyttelse i strid med international lov, lyder det fra Ravina Shamdasani, som er talsperson for menneskerettighedskontoret, beretter Reuters.
Her peger man på, at tvungen flytning af civile er forbrydelse mod menneskeheden, der kan straffes af Den Internationale Straffedomstol, ICC.
Israel: Hamas gemmer sig bag de civile
Det israelske militær gør, hvad den kan for at begrænse civile tab i Gaza.
Det sagde den israelske hærs talsmand, Peter Lerner, i et interview med DR i går, hvor han påpegede, at man føler et ansvar for de civile i Gaza.
- Vores ansvar er at sikre os, at vi kan minimere civile tilskadekomne i krigen. Det er Hamas, der valgte at starte en krig og ikke Israel. Vi valgte ikke at gå i krig, men jeg kan fortælle jer, at vi vil vinde den.
Peter Lerner siger, at man skelner klart mellem civile og terrorbevægelsen Hamas i Gaza:
Talsmanden afviser ikke, at det er Gazas civile, der betaler den højeste pris i Gaza, men det er Hamas' skyld, siger han.
- Det er Gazas befolkning, der betaler prisen, men jeg vil sige, at Gazas befolkning er ikke vores fjende - Hamas er vores fjende, og det er derfor vi siger, at folk skal lade sig evakuere og drage sydpå, lyder det fra Peter Lerner, der siger, at Hamas prøvet at få civilbefolkningen til at blive.
Han beskylder samtidig Hamas for at gemme raketter på skoler i Gaza og for at placere sig steder, hvor der er mange civile. Men det kommer ikke til at stoppe den israelske hær i at slå til for at undgå nye angreb fra Hamas, siger Peter Lerner.
- Vi vil søge efter, hvor deres infrastruktur er, og meget af den er bestemt i den civile arena - jeg vil sige for det meste i den civile arena. Deres terrorborg er i hjertet af Gaza By, det er, hvor de har etableret deres kapaciteter.
Israel tænker over proportionaliteten i sine angreb, siger Peter Lerner:
- Vores mål er at tilintetgøre Hamas. Når de placerer droner på hustage, så er det et legitimt mål. Dronerne er der ikke af gode årsager - de er fyldt med sprængstof, og deres mål er at angribe israelere.
- I kan ikke forvente, at Israel ikke beskytter sin civilbefolkning, bare fordi Hamas gemmer sig bag sin, siger han til DR.