Orkanen Barry på vej i land: 'Det er en farlig og livstruende storm'

Her til morgen lokal tid ventes Louisiana at blive ramt af voldsom orkan.

Vinden er taget til i den sydlige delstat Louisiana, hvor billeder fra amerikanske medier viser, at vandstanden allerede begynder at true de lavest beliggende områder.

Orkanen ventes at ramme New Orleans og de andre kystbyer i Louisiana her til morgen lokal tid med kraftige vindstød og meget store nedbørsmængder.

Ifølge USA's nationale orkancenter, NHC, er det særligt de enorme nedbørsmængder, som udgør en trussel. I dele af delstaten forventes det, at der kan komme regnmængder på mere end 600 millimeter.

Det svarer næsten til, hvad der gennemsnitligt falder på et helt år i Danmark.

New Orleans' borgmester, LaToya Cantrell, slog på et pressemøde sent i aftes dansk tid fast, at situationen er alvorlig.

- Dette er et meget alvorligt tropisk storm-varsel, som er blevet udstedt for byen New Orleans, sagde hun.

Et endnu mere alvorligt advarselsbillede blev på samme pressemøde tegnet af meteorologen Benjamin Schot fra det nationale vejrcenter.

- Det er en farlig og livstruende storm. Det vil formentlig blive en orkan, når den rammer Louisianas kystlinje, sagde han og uddybede.

- Tiden er knap. Hvis du mangler at forberede dig, så skal du afslutte det nu. Du har ikke meget tid, før Barry rammer, sagde han og fortalte, at man allerede så oversvømmelser ved kysten.

Der er også lukket flere veje på grund af frygten for oversvømmelser. (Foto: SETH HERALD © Scanpix)

Trump har erklæret nødretstilstand

Forud for orkanen har den amerikanske præsident, Donald Trump, erklæret nødretstilstand i Louisiana.

Det skyldes, at de amerikanske myndigheder frygter en gentagelse af orkanen Katrinas rasen i 2005. Dengang mistede mindst 1.200 mennesker livet, og størstedelen af New Orleans stod under vand.

Louisianas guvernør, John Bel Edwards, sagde i går, at han vurderer, at New Orleans' og de omkringliggende byers diger kan forhindre, at det går galt denne gang. Han opfordrede dog også til, at man tager sig i agt.

- Desto flere oplysninger vi får, desto mere frygter vi at stå over for ekstreme regnmængder, sagde han i går ifølge Reuters.

Barrys snarlige landgang har ifølge amerikanske medier fået tusinder til at forlade deres hjem.

En af dem, der stadig overvejer at forlade sit hjem, er den 60-årige mekaniker Keith Delahoussaye, som bor i Port Sulphur nær Mississippi River.

- Hvis vi ser, at vandet stiger, så tager vi væk, siger han til AP.

Facebook
Twitter