Orkanen Katrina rammer kysten

Orkanen Katrina har ramt kysten i den amerikanske stat Louisiana. Orkanen drejede en smule mod øst inden den ramte kysten. Dermed håber New Orleans at undgå de værste ødelæggelser.

Orkanen Katrina har ført til oversvømmelser i New Orleans (Foto: Rick Wiling © Scanpix/Reuters)

Orkanen Katrina drejede en smule mod øst, før den ramte kysten i den amerikanske stat Louisiana med vindstød på op til 233 kilometer i timen. Dermed undgår storbyen New Orleans måske de værste ødelæggelser.

Orkanen blev en anelse svagere i løbet af natten og nedgraderet til en kategori 4 storm, men direktøren for det nationale orkanovervågningscenter, Max Mayfield, frygter stadig, at orkanen kan medføre 6 meter høje bølger.

Bølgerne kan vælte ind over den lavtliggende bys dæmninger og oversvømme New Orleans' historiske franske kvarter.

Tvungen evakuering

Ifølge byens borgmester, Ray Nagin, har 80 procent af byens 480.000 indbyggere fulgt en tvungen evakuering i, det der truer med at blive, den værste storm, der nogensinde har ramt byen.

- Orkanen kan medføre katastrofale ødelæggelser. Selv solide konstruktioner vil få store skader, men det vi virkelig er bekymret for er selvfølgelig tabet af liv. New Orleans vil aldrig være den samme, sagde borgmesteren.

Frygt for giftige udslip

Det frygtes, at orkanen vil oversvømme byens dæmninger, og at kemikalier og petroleum fra byens raffinaderier, og spildevand fra byens kloaksystem, vil gøre byen til én stor giftig pøl.

Orkanen ramte tidligere på ugen Florida, hvor 9 mennesker omkom.

Facebook
Twitter