Orlandos borgmester opjusterer: 50 døde under skyderi

Orlandos borgmester har erklæret undtagelsestilstand i byen efter massakren på en natklub.

Orlandos borgmester, Buddy Dyer, taler her under en pressekonference om skyderiet på natklubben. (Foto: ho © Scanpix)

50 personer har mistet livet, og 53 blev såret efter skyderiet på en natklub for homoseksuelle i den amerikanske by Orlando i delstaten Florida.

Det har byens borgmester, Buddy Dyer, netop oplyst under en pressekonference.

- Der er blod over det hele, sagde borgmesteren ifølge nyhedsbureauet AP.

Det var den 29-årige Omar Mateen, der kom fra byen Port St. Lucie i Florida, som ifølge amerikanske sikkerhedsmyndigheder stod bag massakren på natklubben "Pulse", og ifølge Buddy Dyer brugte han et stormgevær til at skyde gæsterne.

Derudover skulle han ifølge politichef John Mina have haft et håndvåben under episoden.

Ifølge Reuters har sikkerhedsmyndighederne oplyst, at Omar Mateen var afghaner og havde fået våbentræning.

Borgmesteren erklærede under pressemødet undtagelsestilstand i byen, og han har bedt delstatens guvernør om at gøre et samme for hele Florida.

Se politiets pressemøde fra kl. 14.00:

Efterforskes som terror

Skyderiet fandt sted klokken 02 natten til søndag klokken (lokal tid), ligesom natklubben skulle til at lukke.

På det tidspunkt var der omkring 300 mennesker indenfor, og skyderiet begyndte ude foran natklubben, hvor en politimand besvarede ilden.

Gerningsmanden løb efterfølgende ind på natklubben, hvor der opstod en gidselsituation.

En politibetjent blev såret under episoden, som FBI nu efterforsker som terrorisme.

- Som jeg ser det, er dette en hændelse, som vi helt sikkert kan klassificere som en terrorhændelse, sagde den lokale sherif i Orange County, Jeffrey Demings.

Nattens massakre er det værste masseskyderi udført af en enkeltperson i amerikanske historie.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, blev ifølge Det Hvide Hus briefet om skyderiet af Lisa Monaco, som er præsidentens assistent i spørgsmål om intern sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme.

Præsidenten har ifølge Ritzau givet USA's føderale myndigheder ordre til at yde de lokale myndigheder i Orlando i Florida assistance i efterforskningen af baggrunden for blodbadet.

Facebook
Twitter