Osama bin Ladens mor: Han er stadig min elskede søn

Familien fortæller nu for første gang om forholdet til deres søn og halvbror.

Osama bin Laden blev dræbt den 2. maj 2011 i Pakistan. Det var amerikanske specialstyrker, der fandt og skød ham. (Foto: Str © Scanpix)

Hvordan

håndterer
man beskeden om, at ens søn er terrorist og verdens mest eftersøgte mand?

Det spørgsmål svarer familien bin Laden nu på.

I et interview med den engelske avis The Guardian forklarer moderen, Alia Ghanem, og halvbrødrene, Hassan og Ahmad, om deres forhold til Osama bin Laden.

- Han var sådan et godt barn, indtil han mødte nogle mennesker på King Abdulaziz Universitetet i Jeddah (saudiarabisk by, red.). De hjernevaskede ham. Det var der, han blev

radikaliseret
, fortæller Alia Ghanem.

- Jeg bad ham holde sig fra dem. Han ville aldrig indrømme, hvad han lavede med dem, fordi han elskede mig så højt.

Et screenshot fra The Guardians twitterprofil, hvor Osama bin Ladens mor er afbilledet.

- Vi vidste med det samme, at det var ham

Det er første gang, at familien på den måde giver interview til

offentligheden
, efter i årevis at have nægtet pure at udtale sig om familiens sorte får.

Selvom hun vidste, at Osama bin Laden var begyndt at

færdes
i de radikale miljøer, var det stadig et chok for moderen at finde ud af, at hendes søn var blevet jihadist - en hellig kriger.

- Vi var meget vrede. Jeg ønskede ikke, at noget af det skulle ske. Hvorfor skulle han smide alt væk på den måde?, spørger hun.

Hun fortæller, at familien sidst så Osama bin Laden i live i 1999.

- Han er min søn. Mit liv var svært, fordi han var så langt væk fra mig. Men jeg elsker ham stadig.

Herefter går hun ind i et andet rum og hviler sig.

Den sorte dag i september

Halvbroderen Ahmad fortsætter samtalen og kommer ind på den skæbnesvangre dato, der for altid vil forbindes med halvbroderen, og som forandrede familiens liv for altid.

Bin Laden-familien er vanvittigt rige. De er blandt de rigeste familier i Saudi-Arabien. Det har de været siden 80'erne, takket være deres byggevirksomhed, som gennem årtier har bygget store dele af det moderne Saudi Arabien.

Billederne fra angrebet på World Trade Center i New York City, New York står formentlig klart for mange, selv efter snart 17 år. (Foto: SEAN ADAIR © Scanpix)

Men efter en dag i september vil der for altid være en kulsort plet på familiens navn.

- Det er næsten 17 år siden 9/11. Men min mor nægter stadig at bebrejde ham. Hun bebrejder dem, der var omkring ham, siger Ahmad.

- Vi vidste fra starten, at det var ham. Hele familien skammede sig over det. Og vi vidste, at det ville få frygtelige konsekvenser for vores liv.

Den anden halvbror Hassan indrømmer også, at han er splittet omkring sine følelser for halvbroderen.

- Fordi han er min storebror, er jeg stolt af ham. Han lærte mig meget - men jeg er ikke stolt over den mand, som han blev til.

Frygter sønnen vil følge faderen

Samtalen falder også på Osama bin Ladens søn, Hamza bin Laden, som USA betragter som global terrorist.

Familien havde aldrig forventet, at han ville følge i sin fars blodige fodspor.

- En dag kommer han så ud af det blå og siger: Jeg vil hævne min far, siger Hassan.

Det sidste familien har hørt, er, at Hamza bin Laden befinder sig i Afghanistan under vingerne hos al-Qaeda.

- Hvis jeg havde Hamza foran mig nu, ville jeg sige 'Tænk to gange over, hvad du har gang i. Lad være med at begå de samme fejl som din far', siger Hassan og ryster på hovedet.

- Jeg vil ikke gå igennem det samme igen.

Facebook
Twitter