Otte bjergbestigere forsvundet på indisk bjerg i Himalaya

Gruppen havde planer om at bestige en tinde, som ingen andre har været på før.

Bjerget Nanda Devi, hvor en gruppe på otte bjergbestigere er forsvundet. (Foto: Vedang Narain © WikiMedia Commons)

En stor eftersøgning er sat i gang i Himalayas bjerge, hvor en gruppe på otte bjergbestigere ikke er vendt tilbage til deres lejr som planlagt, skriver The Guardian.

Det er den seneste i en lang række af dårlige nyheder for bjergbestigere i området, hvor 11 personer alene over de seneste uger har mistet livet på Mount Everest på grund af trængsel og dårligt vejr.

Den forsvundne gruppe, der består af personer fra Storbritannien, USA, Australien og Indien, havde planer om at bestige bjerget Nanda Devi, der med 7.817 meter er Indiens næsthøjeste.

De havde tilsyneladende planer om at nå toppen via en rute, der aldrig er benyttet før.

Ville bestige uberørt tinde

Der er både sendt et eftersøgningshold ud til fods og med helikopter. Fra luften håber man at nå hurtigere frem og kunne fire mandskab ned, der kan deltage i eftersøgningen.

- Vi har altid håb, men som en praktisk foranstaltning er vi også nødt til at være forberedte på dårlige nyheder, siger en talsmand for den indiske bjergbestigerforening.

I et opslag på Facebook fra den 22. maj fremgår det, at gruppen undervejs mod toppen af Nanda Devi også ville forsøge at nå en tinde i 6.477 meters højde, som ellers aldrig var besteget før.

De otte savnede var en del af en større gruppe, der undervejs delte sig op, og en af de tilbageværende guider gik op til deres basecamp, da kontakten forsvandt.

Der fandt han et tomt telt og tegn på, at der havde været en lavine i området, skriver The Guardian.

Nanda Devi ligger i den nordøstlige del af Indien. (© Map4News)
Facebook
Twitter