Over 200 er såret ved makedonsk grænse

Makedonsk politi bruger tåregas mod flygtninge og migranter ved Idomeni-lejren. MSF melder om mange sårede.

  • Flygtninge og migranter bærer en af de sårede efter det voldsomme sammenstød med makedonsk politi. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)
  • Nogle af flygtningene og migranterne havde held med at bryde igennem hegnet. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)
  • En kvinde forsøger at få sit barn væk fra urolighederne og tåregassen. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)
  • Flere flygtninge og migranter kastede sten mod politiet. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)
1 / 4

Mindst 260 migranter og flygtninge er kommet til skade ved den græsk-makedonske grænse, oplyser Læger uden Grænser (MSF).

Det skete, da politifolk affyrede tåregas mod mange hundrede mennesker, der forsøgte at trænge over den lukkede grænse.

- To hundrede mennesker har modtaget behandling af vores lægehold for problemer med vejrtrækningen, 30 for sår forårsaget af plastikkugler og 30 for andre kvæstelser, siger Achilleas Tzemos fra Læger uden Grænser til det franske nyhedsbureau AFP.

Kort forinden sagde det makedonske politi, at flygtninge og indvandrere havde kastet sten og andre genstande mod betjentene, som derfor brugte tåregas i selvforsvar, skriver AFP.

Oprindeligt afviste makedonsk politi at have anvendt tåregas, men erkendte det siden.

En talskvinde for det makedonske politi afviser imidlertid over for AFP, at betjente på den makedonske side havde brugt deres stave eller kugler.

- Vi bruger ingen form for kugler, det er forbudt ifølge makedonsk lov. Vi bruger de tilladte kemiske midler, siger talskvinden, Liza Bendevska.

Læger Uden Grænser opdaterer løbende om situationen på Twitter. Lige nu behandler de de mange sårede. Der er kommet ro på nu, lyder det på Twitter. Men det bliver en travl nat for hjælpeorganisationen.

Sagen kort

  • Over 11.000 mennesker er strandet ved grænseovergangen Idomeni mellem Makedonien og Grækenland.

  • Også tidligere har der været voldelige episoder ved Idomeni. Nu venter flygtningene på, at grænsen bliver åbnet.

  • Et stort antal flygtninge og migranter har slået lejr her siden midten af februar, hvor Balkan-landene lukkede deres grænser, og dermed afskar de mange migranter og flygtninge vejen videre mod det centrale og nordlige Europa.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter