Over 300.000 franske børn har været udsat for seksuelle overgreb, mens kirken vendte det blinde øje til

Hundredtusindvis af børn, langt størstedelen af dem drenge, er blevet ofre for overgreb i den katolske kirke i Frankrig siden 1950, konkluderer rapport.

En uafhængig undersøgelseskommission har brugt to et halvt år på at afdække anklager om seksuelle overgreb i Frankrigs katolske kirke siden 1950. (Foto: Eric Cabanis © Ritzau Scanpix)

I en periode på 70 år er op mod 330.000 børn blevet seksuelt misbrugt af præster og andre ansatte i den katolske kirke i Frankrig.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som samtidig anklager den katolske kirke for at vende det blinde øje til det overvældende antal overgreb.

- Indtil af starten af 00’erne har den katolske kirke udvist en dyb og endda ondskabsfuld ligegyldighed over for ofrene, lyder det i dag fra Jean-Marc Sauvé, som er lederen af den undersøgelseskommission, som har efterforsket anklagerne om seksuelle krænkelser i over to år.

I rapporten vurderes det, at omkring 216.000 mindreårige er blevet misbrugt af præster og andre gejstlige i årene mellem 1950 og 2020. Tæller man overgreb begået af samtlige kirkeligt ansatte med, er tallet meget højere og mindst 330.000, viser efterforskningen.

Kommissionen har fundet beviser for, at mellem 2.900 og 3.200 pædofile i den katolske kirke står bag de mange overgreb, men vurderer samtidig, at antallet af krænkere sandsynligvis er højere.

Frankrig er langt fra det første land, der afdækker omfattende seksuelle overgreb mod børn i den katolske kirke. I USA, Chile, Australien og Irland har lignende sager i de seneste år set dagens lys.

Et slør af tavshed

Rapporten konkluderer også, at mørklægningen af overgrebene var systematisk og tog form af et overlagt ”slør af tavshed”.

En næsten ekstrem hemmelighedskultur i den katolske kirke i Frankrig har gjort det muligt at skjule de utallige overgreb, fortæller DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

- I det omfang man overhovedet har opdaget det her, har man dækket over brodne kar, og i nogle tilfælde har man straffet, men gjort det diskret og indenfor egne rækker. Og så har der også været en eklatant mangel på viden og procedure om, hvad man egentlig skal gøre, når det her sker.

Langt størstedelen af ofrene, hele 80 procent, er ifølge rapporten drenge og unge mænd, og størstedelen af overgrebene er blevet begået mod dem, da de var i alderen 10 til 13 år. At ofrene har været netop drenge, der i dag er blevet til mænd, har også spillet en stor rolle i at mørklægge de mange overgreb, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Selvom der har været pædofilisager, der er kommet frem i dagens lys i de seneste år, så har mange af ofrene følt, at det her var tabu. Der er rigtigt, rigtigt mange voksne mænd i Frankrig, som ikke har haft lyst til at tale om det her med deres familier, og slet ikke med pressen. Men nu, efter det her næsten tre år lange arbejde, er sandheden altså ved at komme frem.

Formand for undersøgelseskomiteen, Jean-Marc Sauve, taler med pressen om kommissions fund tirsdag. (Foto: Thomas coex © Ritzau Scanpix)

Med sorg

Lederen af de franske biskopper, Eric de Moulins-Beaufort, har efter udgivelsen af dagens rapport udtalt, at kirken skammer sig og beder om tilgivelse. Samtidig lover han, at kirken vil handle.

Det er ikke kun den katolske kirke i Frankrig, der har reageret. Også den katolske kirkes overhoved, pave Frans, har ”med sorg” hørt om konklusionerne på undersøgelsen. Det siger han i en udtalelse fra Vatikanet her til eftermiddag.

- Først og fremmest går hans tanker til ofrene med stor sorg over deres sår, lyder det i udtalelsen, som også beskriver pavens taknemmelighed til de ofre, som er stået frem.

- Hans tanker går også til kirken i Frankrig, som med bevidsthed om denne frygtelige realitet kan bevæge sig fremad på stien mod frelse.

Her modtager pave Frans de franske biskopper i audiens i Vatikanet den 1. oktober 2021. (Foto: VATICAN MEDIA HANDOUT © Ritzau Scanpix)

Det er ikke første gang, at paven tager bladet fra munden, når det kommer til seksuelle overgreb i den katolske kirke. Siden sin udpegelse i 2013 har han taget flere skridt mod at få sat en stopper for gejstliges overgreb på børn.

Det gjorde han senest i juni, hvor han foretog de mest drastiske ændringer i katolsk lov i fire årtier og krævede, at biskopper griber ind overfor gejstlige, der begår overgreb på mindreårige. Kritikere mener dog, at pavens indsats kommer for sent og ikke går langt nok.

Moralsk status vil lide et knæk

Uanset vil rapportens konklusioner komme til at gå ud over tilliden i både ind- og udland til den katolske kirke, vurderer Jakob Egeris Thorsen, som er lektor i teologi ved Aarhus Universitet.

- Den her rapport kommer til at have en stor betydning for den katolske kirke i Frankrig. Den kommer til at miste utroligt meget troværdighed blandt de katolske dele af befolkningen. Særligt kommer kirkens troværdig på det moralske område til at lide et ordentligt knæk, siger han til Ritzau.

- Man kan sagtens forestille sig, at den her rapport giver anledning til, at man gentænker magtstrukturer i kirken, og at der vil være et ønske om at lægfolk og særligt også lægkvinder får en større indflydelse i kirkens dagligdag, siger han.

Stort oprydningsarbejde venter

Rapporten kommer til at betyde et meget stort oprydningsarbejde internt i den katolske kirke fremover, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Med rapporten følger ikke bare en lang række anbefalinger, men også nogle meget, meget skarpe indskærpelser på, hvordan det her skal håndteres fremover, siger hun og fortsætter.

- Og det er noget, som kirken vil lytte til, fordi det er det, franske medier kalder for en chokrapport, og den har ikke bare Frankrigs bevågenhed, men også Vatikanets, præsidentpalæets og hele det internationale samfunds bevågenhed. Så der kommer til at ske store forandringer i den katolske kirke i Frankrig.

Halvdelen af overgrebene har ifølge rapporten fundet sted fra 1950 til 1970, mens resten er blevet begået i de efterfølgende 50 år.

Som følge af rapporten er der blevet åbnet 22 straffesager, ligesom der også er leveret bevismateriale til yderligere 100 sager med nulevende ofre og gerningsmænd.

Facebook
Twitter