Over 5.000 er døde, og økonomien er banket tilbage - men Trumps opbakning stiger

Amerikanerne støtter deres præsidents styring af coronakrisen. DR's internationale korrespondent, Steffen Gram, forklarer hvorfor.

Den amerikanske præsident står ved siden af en kurve, der skal illustrere, hvor hårdt virus rammer det amerikanske samfund. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)

Til at begynde med ville han slet ikke høre tale om den. "Det drejer sig om en enkelt kineser, og vi har totalt styr på det," sagde han. Det var bare den "kinesiske virus".

'Han' er naturligvis Donald Trump, og han er præsident i USA.

Men på trods af det, der kan opfattes som en slingrende kurs gennem hans håndtering af coronaudbruddet i USA, står befolkningen i stigende grad bag ham.

Samme tendens gør sig med mindre udsving gældende i lignende målinger hos andre instituter. Det skriver nyhedsbureaet AP. Alligevel skal man passe på med at konkludere alt for meget på meningsmålinger.

Ifølge DR's internationale korrespondent og tidligere USA-korrespondent, Steffen Gram, handler det blandt andet om lederskab.

- Indtil videre har amerikanernes bedste våben i den her krise været sammenhold.

Ifølge Steffen Gram er der stor opbakning til lokale ledere i byer og delstater. Som guvenørerne Andrew Cuomo i New York og Jay Inslee i Washington.

- Sådan nogle personligheder har glimtet i den mangel på lederskab, der har været fra forbundsregeringen og præsidentkontoret, siger Steffen Gram.

Men det er ikke det store, præsidenten kan gøre; det er Kongressen, der leverer pengene. Det er delstaterne, der bestemmer, hvordan de skal bruges.

- En præsident kan og skal demonstrere lederskab, og det har Trump ikke gjort – før i det seneste døgn, hvor han har accepteret katastrofens omfang, siger Steffen Gram.

- Når han så alligevel nyder opbakning i krisetiden, skyldes det blandt andet det, USA står overfor, og de mange, der udlægger omfanget af krisen.

For eksempel en Anthony Fauci, direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases, der siger, at 240.000 kan dø af coronavirusset.

- Så lytter amerikanerne. Det er seriøst. Og hver gang Trump har kommunikeret om corona, står Fauci bag ham. Det gør Trump til lederen. Det er signalet.

Går ofte godt i national modgang

Og amerikanerne bakker op om deres leder i krisetider. Han er ”commander in chief”, som det hedder derovre. Steffen Gram forklarer:

- Det så man også med Bush efter 11. september, efter Katrina i 2005 og med Obama under det meste af den finansielle krisen i 2008.

- Amerikanerne bakker altid op om deres leder i krisetider. Derfor er der flere, der bakker op om Trumps håndtering af coronakrisen, end folk der ikke gør.

Trumps opbakning kommer ikke bag på Steffen Gram, der også bemærker, at tallene ikke er tårnhøje.

- Efter 11. september bakkede 90 procent op om Bush. Så på sin vis er Trumps opbakning relativt beskeden, siger Steffen Gram.

Hvorfor er opbakningen til ham så ikke højere?

- Det skyldes - efter min bedste overbevisning – at han ikke er Amerikas præsident. Han er sine vælgeres præsident. Han samler ikke nationen, han splitter den. For eksempel når han taler om, at delstater, der ikke bakker op om linjen fra regeringen, ikke skal regne med at få hjælp. De guvernører, der ikke kan lide os, lader han være med at ringe til, har han sagt. Det er jo ikke samlende lederskab.

- Men der er sket noget de seneste dage. Det er som om, at han tager krisen mere alvorligt, som om der er nogen, der er nået ind til ham.

Og så er det valgår. Efter planen skal amerikanerne stemme til efteråret. Steffen Gram har dækket flere amerikanske valg. Han har dog aldrig dækket et amerikansk valg umiddelbart efter en pandemi.

- Det, der er særligt interessant, er jo, om han kan tage den opbakning, han trods alt har nu, med ind i valgkampen. Hvilken betydning ender det her med at få for, om han får fire år mere? spørger Steffen Gram og svarer selv:

- Det er der ingen, der ved.

FacebookTwitter