Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen skrev vi, at 15.663 tyrkiske statsborgere havde stemt i Danmark. Det rigtige tal er 16.502 - ud af dem var 16.433 stemmer gyldige. Det svarer til en valgdeltagelse på 43,58 procent. DR beklager fejlen.
Vi har samtidig valgt at præcisere rubrikken, så det tydeligt fremgår, at det er over 60 procent af stemmerne i Danmark, der er gået til præsident Erdogan.
Søndag var tyrkerne til valg, hvor de skulle beslutte sig for, om de ville give præsident Recep Tayyip Erdogan fem år mere ved magten.
Resultatet blev et ja. Erdogan vandt nemlig valget med 52,16 procent af stemmerne, og erklærede sig som sejrherre kun tre timer efter, at stemmeurnerne lukkede.
Men inden søndag var tyrkiske statsborgere i udlandet også ved stemmeboksen. Tyrkere i udlandet kunne nemlig stemme mellem den 20. og 24. maj. Og de resultater blev også talt op i går.
I Danmark kunne man stemme på den tyrkiske ambassade i København og på et valgsted i Aarhus, men langt de fleste har stemt i hovedstaden.
Sejren blev også fejret søndag aften på Rådhuspladsen i København, hvor en gruppe Erdogan-tilhængere fejrede valgresultatet.
Mandag eftermiddag er alle 100 procent af stemmerne talt op, og resultatet viser, at 60,03 procent af dansk-tyrkere har stemt på Erdogan i København.
I første valgrunde for to uger siden var det tal på 50,09 procent. Dengang var der tre kandidater at vælge imellem, i denne runde har der kun været Erdogan og oppositionsleder Kemal Kilicdaroglu.
Også i Aarhus har langt størstedelen stemt på Erdogan – her er hele 68,59 procent af stemmerne er gået til præsidenten.
- Det er ikke overraskende, fortæller Hetav Rojan, som er adjunkt på Københavns Professionshøjskole.
For ifølge ham er der ikke forskel på Erdogans vælgere i Tyrkiet og Erdogans vælgere i Danmark.
Søndag fejrede Erdogan og hans tilhængere sejren med en sang i Istanbul.
Fra Trabzon til Skive
Præsident Erdogan har ført en meget nationalistisk og islamisk valgkamp. Det er dét, der har tiltrukket flertallet af stemmerne i Tyrkiet, og det er præcis samme politik, der har tiltrukket Erdogan stemmer i Danmark. Det fortæller Hetav Rojan.
Og det gælder ikke kun i Danmark. I Tyskland har Erdogan eksempelvis fået 67,36 procent af tysk-tyrkernes stemmer. Og hvis man tæller alle stemmerne sammen fra tyrkere i udlandet, så har Erdogan sikret over 59 procent af de stemmer. Og der har altså været et rekordhøjt antal af udlandstyrkere ved stemmeboksen under dette valg. I Danmark stemte 43,58 procent af de stemmeberettigede.
- Der kan være tale om vælgere, som ikke føler sig værdipolitisk repræsenteret af europæisk politik. De vil derfor hente deres stolthed og værdipolitik hos Erdogan, siger Hetav Rojan.
Erdogans vælgere er typisk kortuddannede, kulturkonservative fra landdistrikterne. Det er de samme tyrkere, der kom til Danmark som gæstearbejdere i 1970’erne, forklarer Hetav Rojan. Han siger samtidig at forskning viser, at efterkommere typisk læner sig rigtig meget op ad deres forældres vælgermønster.
Erdogans nationalistiske og islamistiske mærkesager runger derfor klart i ørerne på de vælgere, som har rødder i landdistrikterne, forklarer eksperten.
- Det er præcis den samme vælger, der stemmer på Erdogan i Trabzon (by i nordøstlige Tyrkiet, red.), som det er, der stemmer i Skive, siger Hetav Rojan.
Erdogans brand
Udover Erdogans politik så oprettede præsidenten i 2010 et statsagentur, hvis eneste mission er at mobilisere vælgere for regeringspartiet, AKP, i udlandet – heriblandt europæiske lande, forklarer eksperten fra Købehavns Professionshøjskole
- Erdogan har et kæmpe kampagnemaskineri i blandt andet Danmark, Tyskland og Norge, hvor der bor mange tyrkiske statsborgere, siger Hetav Rojan.
Dét kampagnemaskineri betyder også, at det er nemt for tyrkiske statsborgere i udlandet at komme i kontakt med AKP, som blandt andet kan hjælpe vælgerne med at komme til valgstederne på tværs af landet og føle sig trygge, når de stemmer.
Ifølge Hetav Rojan spiller moskénetværket også en rolle i Erdogans popularitet i Danmark. Det er direktoratet for religiøse anliggender Tyrkiet, Diyanet, som har en religiøse rådgivere i Danmark. Samtidig har Diyanet en dansk afdeling på Vestegnen i København.
Uanset hvad grunden er, så er det ikke nyt, at Erdogan er populær blandt tyrkiske statsborgere i Danmark.
Under præsidentvalget i 2018 fik præsident Erdogan 57,6 procent af stemmerne i Danmark. Da der året forinden var folkeafstemning om den forfatningsændring, der skulle ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik, var Danmark det land i Norden, hvor flest stemte ja.
- Der er ikke nogen lig Erdogan, der har gjort sig til et fyrtårn for national og islamistisk stolthed nogle steder i verden. Det er Erdogans brand. Og det er der ikke nogen i Europa, der kan konkurrere med, siger Hetav Rojan.
Artiklen er opdateret med faktaboks om stemmeantal.