Over halvdelen af Orlando-ofrene var fra Puerto Rico

90 procent af alle ofrene var latinoer, oplyser Puerto Ricos viceudenrigsminister.

Mexicos regering oplyser i en erklæring, at tre af de døde i skyderiet var mexicanske statsborgere. Et fjerde dødsoffer kan muligvis også være fra Mexico, lyder det. (Foto: Wojtek Radwanski © Scanpix)

Mere end halvdelen af de 49 mennesker, der natten til søndag blev skudt og dræbt på homo-natklubben Pulse i Orlando, Florida, var af puertoricansk oprindelse.

90 procent af alle ofrene var latinoer. Det oplyser Puerto Ricos viceudenrigsminister, Rolando Padua, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det, som vi er blevet informeret om hidtil, er, at 90 procent af ofrene er latinoer, og at mere end halvdelen af dødsofrene er af puertoricansk oprindelse, siger Padua.

Samtidig oplyser Mexicos regering i en erklæring, at tre af de døde i skyderiet var mexicanske statsborgere. Et fjerde dødsoffer kan muligvis også være fra Mexico, lyder det.

Massakren skete ved en event natten til søndag, hvor Pulse, der betegner sig selv som "the hottest gay bar" i Orlandos centrum, havde inviteret til fest med "Latin flavor" - altså latino-tema.

Skyderiet begyndte omkring klokken 02 lokal tid, da natklubben skulle til at lukke.

Foruden de 49 dødsofre blev gerningsmanden, den 29-årige Omar Mateen, selv dræbt. Mindst 53 andre blev såret.

Tidligere mandag sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at homoseksuelle miljøer efter massakren i Orlando ikke får ekstra beskyttelse.

I interviewet neden for kan du se, hvad Løkke mere sagde, da han DR Nyheder mødte ham ved den amerikanske ambassade, hvor han var til stede for at mindes ofrene i Orlando.

/ritzau/