OVERBLIK 2014 kostede mange menneskeliv i luften

Mange fly lettede og landede fint i 2014, men ikke alle flyafgange gik lige godt.

Malaysia har spillet en kedelig rolle i flybranchen i 2014. Her ses en dreng i lufthavnen i hovedstaden Kuala Lumpur. (Foto: OLIVIA HARRIS © Scanpix)

Med et forsvundet fly kort inden årsskiftet sætter AirAsia et punktum for et år, hvor flyindustrien satte sig på en god portion af overskrifterne hele verden rundt. Og det var ikke med positive nyheder.

Her er et overblik over nogle af de værste nyheder fra flyselskaberne i 2014. Datoerne er i danske tider.

16. februar: Nepalesisk styrt

I bjergområdet Argakhachi i Nepal styrtede et lokalt fly med 15 passagerer og tre besætningsmedlemmer ned. En af dem var dansker.

Kort efter blev flyet fundet i en landsby. Alle personer ombord døde, da flyet styrtede ned.

Nepal har oplevet flere flystyrt, og EU valgte i december 2013 at advare mod alle landets flyselskaber på grund af dårlig sikkerhed.

7. marts: Det forsvundne MH370

Et fly med nummeret MH 370 lettede fra den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, og satte kurs mod Beijing. Cirka to timer efter flyet lettede, mistede Malaysia Airlines kontakt med flyet.

227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer var ombord på flyet, og kort efter flyets forsvinden fra radaren går et enormt eftersøgningsarbejde i gang.

MH370 har affødt adskillige spekulationer og konspirationsteorier, der drejer sig om alt fra kapring til nedskydning, men det er endnu ikke lykkes at finde frem til flyet eller flyets sorte boks.

17. juli: Nedskydning over Ukraine

Krisen i Ukraine ramte denne sommer flybranchen, da et Boeing 777 fra Malaysian Airlines styrtede ned i den østlige del af landet. 298 mennesker var ombord på flyet MH17 på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur - to tredjedele var hollændere - og alle døde. Flere lig mangler stadig at blive fundet.

Præcis, hvad der skete, da flyet styrtede ned, er ikke afklaret. Vesten og regeringen i Ukraine peger på, at oprører har skudt flyet ned med et missil, mens russerne påstår, at flyet er skudt ned af et ukrainsk jagerfly.

Styrtet skabte stor forargelse, fordi oprørere blokerede for internationale observatørers adgang til lig og vragdele.

23. juli: Flystyrt på Penghu-øerne

Mindst 48 personer døde, da et fly fra selskabet TransAsia missede sit andet forsøg på at lande i lufthavnen i byen Magnog på Penghu-øerne i Taiwan - en populær turistdestination.

Det var første dødelige flystyrt i Taiwan i et årti.

Piloten var rutineret, og det var TransAsias værste ulykke, siden selskabet blev grundlagt tilbage i 1951.

24. juli: Franskmænd styrter ned i Mali

54 franskmænd var ombord på et fly fra det algiriske selskab Air Algerie, da det styrtede ned i Mali. Alle døde.

Retsmedicinske eksperter fra Europa deltog i efterforskningen, som blev besværliggjort af, at lemmerne på de fleste af de 118 lig var revet fra hinanden.

Ikke siden et Air France-fly på vej fra Rio de Janeiro til Paris i 2009 forulykkede i Atlanterhavet, har så mange franskmænd mistet livet i en flyulykke.

Tidligere på året mistede en 103 mennesker livet, da et militært transportfly styrtede ned i Algeriet.

10. august: Styrt i Iran

Et fly fra selskabet Taban Airlines på vej fra den iranske hovedstad Teheran styrtede ned i et boligområde. 39 ud af 48 personer blev dræbt.

Dog kunne styrtet have medført langt flere dræbte, da flytet ramte jorden få hundrede meter fra et lokalt marked.

Ifølge meldingerne fra Iran var flyet kun i luften i nogle få sekunder, da piloten mistede den ene motor.

28. december: Endnu et fly forsvinder i Asien

Få dage inden årsskiftet mister de indonesiske luftfartsmyndigheder kontakten til en 'Airbus 320-200' med 162 personer ombord. Kort efter gik eftersøgningen i Javahavet mellem Borneo, Sumatra og Java i gang, men den blev sidst på eftermiddagen lokal tid indstillet midlertidigt på grund af mørket.

Dårligt vejr hæmmede desuden eftersøgningen den første dag, men Singapore, Malaysia og Australien har alle tilbudt at hjælpe.

49 procent af aktierne i selskabet Indonesia AirAsia er ejet af det malaysisk-baserede AirAsia Bhd, mens lokale investorer sidder på resten.

Facebook
Twitter