OVERBLIK Boris Johnsons ni liv: Teflon-premierministeren har overlevet møgsager på stribe

Den britiske premierminister befinder sig i en politisk krise. Men han er tidligere kommet i gennem alt fra politiske brølere til dokumenteret utroskab.

Iagttagere peger på, at Boris Johnson befinder sig i sit livs politiske krise. Dem har der været flere af. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Denne artikel blev i første omgang bragt den 13. januar i år.

Teflon.

Det er et ord, der gang på gang bliver brugt af politiske iagttagere, når det handler om at beskrive Boris Johnson.

Den kontroversielle britiske premierminister har nemlig gennem årene vist sig at have en utrolig evne til at få møgsager til at glide af sig. New York Times har ligefrem omtalt ham som en "politisk udbryderkonge".

I øjeblikket diskuteres det, om det også bliver tilfældet denne gang, hvor premierministeren er dybt presset og opfordres af flere partifæller til at gå af. Det sker, efter afsløringer af at premierministeren deltog i en fest i haven bag sin embedsbolig den 20. maj 2020, mens Storbritannien var under streng nedlukning.

Nu afventer det politiske Storbritannien resultatet af den undersøgelse af sagen, som er undervejs - en undersøgelse, der ifølge iagttagere kan trække gulvtæppet væk under Boris Johnson.

Premierministerens fremtid balancerer på et knivsæg, lyder det i dagens udgave af The Guardian. (Foto: Screenshot fra The Guardians Twitter-profil)

Men det er altså ikke første gang, at premierministerens fremtid har været usikker.

Premierministeren har en politisk straffeattest, der er længere end de flestes. Eller som det britiske medie ITV har beskrevet det:

- Johnson trådte ind i Downing Street nummer 10 trods en række fadæser og skandaler, der ville have afsluttet karrieren for ringere politikere.

Få overblikket over nogle af Johnsons største møgsager gennem årene her.

Wallpaper-gate

I foråret satte avisen Daily Mail spot på en kontroversiel renovering af Johnsons bolig i Downing Street. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

Den igangværende kritik af havefesten i Downing Street er ikke den eneste sag, der klæber sig til den britiske premierminister i øjeblikket. Sagen følger flere afsløringer af påståede forbudte fester i Downing Street i december 2020, som lige nu er under luppen.

Men det er ikke første gang, at Downing Street er omdrejningspunktet for en politisk møgsag for premierministeren.

I foråret ramte den såkaldte wallpaper-gate-sag nemlig de britiske avisforsider.

Sagen omhandlede renoveringen af premierministerens bolig i Downing Street. Her kom det frem, at Boris Johnson og hans hustru, Carrie Johnson, havde fået foretaget renoveringer for over en million kroner - et godt stykke over de 267.000 kroner, der årligt afsættes til vedligehold af embedsboligen.

Renoveringen indebar blandt andet tapeter med ægte guld til 7.500 kroner per rulle.

Hvem der betalte var dog uklart, og det førte til beskyldninger om, at rige donorer betalte for den dyre renovering. Og spekulationerne blev ikke mindre af, at Johnson og Det Konservative Parti nægtede at svare på, hvem der betalte gildet.

Det kom senere frem, at den rige partistøtte David Brownlow havde betalt for renoveringen.

Regeringens udpegede vagthund frikendte Johnson for lovbrud, fordi han efter sigende ikke var klar over, hvor pengene kom fra, og premierministeren tog sig efterfølgende selv af regningen.

Senere bragte britiske medier imidlertid sms'er, der pegede på, at Johnson var ganske klar over, hvor pengene kom fra, og han modtog formel kritik for at tilbageholde oplysningerne, mens Det Konservative Parti fik en bøde på 158.000 kroner.

"En af de største sundhedsfiaskoer nogensinde"

Storbritannien er et af de lande i verden, der har registreret flest coronadødsfald. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

Utallige iagttagere har spekuleret i, om Boris Johnsons kontroversielle coronakurs ville koste ham premierministerposten. Han er nemlig utallige gange blevet beskyldt for at undervurdere truslen fra covid-19.

Herunder da store dele af verden i første halvdel af marts 2020 indførte historiske nedlukninger af samfundet for at bremse spredningen af coronavirus. Her tillod Johnson-regeringen mulige supersprederbegivenheder med titusinder af deltagere, åbne pubber og skoler.

Premierministeren blev ligeledes kritiseret for at bagatalisere covid-19, da han i starten af marts 2020 præsenterede regeringens handleplan for at bekæmpe virusudbruddet, hvor han fortalte, at han fortsat gav hånd til folk.

- Jeg var på et hospital forleden, hvor jeg faktisk tror, at der var nogle coronapatienter, og jeg gav hånd til alle, hvilket vil glæde jer at høre, og jeg vil fortsætte med at give hånd, lød det fra Boris Johnson.

Verdenspressen fulgte med, da premierministeren blev indlagt i London. (Foto: ISABEL INFANTES © Scanpix)

Få uger efter blev premierministeren smittet med virusset og blev indlagt på intensiv.

I skrivende stund har Storbritannien registeret over 151.000 coronarelaterede dødsfald.

Sidste oktober konkluderede en rapport fra det britiske underhus, at den britiske regerings forsøg på at stoppe coronasmitten i starten af pandemien er "en af de største sundhedsfiaskoer nogensinde".

Hvis regeringen havde være mere handlekraftig, da coronavirusset brød ud, så ville det ikke være endt med, at briterne klarede sig "betydeligt værre" igennem pandemien end mange andre lande, lød det endvidere.

Dokumenteret utroskab

Britisk politi har undersøgt Johnsons forhold til den amerikanske forretningskvinde Jennifer Arcuri. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

Boris Johnson er kendt for at have et kulørt privatliv. Premierministeren, der har været gift tre gange, har flere gange stået over for beskyldninger om affærer.

Tilbage i 2004 kostede det Johnson posten som kunstordfører, da Det Konservative Partis daværende formand, Michael Howard, mente, at Johnson havde løjet om beskyldninger om en affære med klummeskribenten Petronella Wyatt.

Samtidig har han ved utallige lejligheder nægtet at udtale sig om, hvor mange børn han har.

Premierministeren har fire børn fra sit andet ægteskab, men i 2013 løftede en domstol sløret for, at Johnson havde et barn uden for ægteskab som følge af en affære, fra da han var borgmester i London.

Under formandsvalget i Det Konservative Parti i sommeren 2019 kom Johnson i mediemøllen efter et meget omtalt skænderi med sin kæreste, hvor politiet var blevet tilkaldt:

I de senere år er premierministerens privatliv også kommet under luppen hos politiet, efter den amerikanske forretningskvinde Jennifer Arcuri fortalte, at hun havde en fire år lang affære med Johnson, da han var borgmester.

Acuris firma modtog nemlig over 200.000 kroner i offentlig støtte, og amerikaneren blev taget med på tre erhvervsfremstød til udlandet. Politiets efterforskning fandt ikke grundlag for at rejse sigtelser, men pointerede, at Johnson burde have bekendtgjort den mulige interessekonflikt i forhold til Jennifer Arcuri.

Boris Johnson har afvist alle anklager.

Fik højesteretsafgørelse imod sig

En enig britisk højesteret med formand Lady Brenda Hale gik imod Johnsons suspendering af det britiske parlament i 2019. (Foto: Reuters Tv © Ritzau Scanpix)

Det skete i opløbet til brexit og blev af kritikere set som et forsøg på at forhindre hans politiske modstandere i at modsætte sig hans brexit-kurs. Og det mente højesteretten også.

- Premierministerens anbefaling til Hendes Majestæt var ulovlig og ugyldig, lød det fra dommerformanden, Lady Hale.

Boris Johnsons handlinger var ulovlige, fordi de "havde den effekt at forpurre eller forhindre parlamentets evne til at udføre dets konstitutionelle funktioner uden rimelig begrundelse", lød det fra en enig højesteret.

Premierministeren havde ellers fastholdt, at det er kutyme at suspendere parlamentet, inden regeringen fremlægger sit program, og at spørgsmålet var politisk og derfor ikke hørte hjemme i højesteret.

Umiddelbart efter afgørelsen gik den daværende formand for oppositionspartiet Labour, Jeremy Corbyn, på scenen under partiets partikongres og krævede premierministerens afgang. Den samme opfordring kom siden fra andre partiledere, men Johnson blev som bekendt siddende.

Uheldig kommentar fik brite i problemer

Richard Ratcliffe er gift med Nazanin Zaghari-Ratcliffe og kæmper fortsat for at få sin hustru ud af Iran. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)

Tilbage i 2017, da Boris Johnson var udenrigsminister, spillede han en uheldig rolle i fængslingen af den iransk-britiske nødhjælpsarbejder Nazanin Zaghari-Ratcliffe.

Briten var på ferie i Iran, men blev i 2016 anholdt og beskyldt for at opildne til oprør.

I efteråret 2017 fortalte Johnson fejlagtigt et parlamentsudvalg, at Nazanin Zaghari-Ratcliffe trænede og uddannede journalister i Iran.

Efter Johnsons udlægning blev den 38-årige Zaghari-Ratcliffe konfronteret med nye anklager, som kunne resultere i op til 16 års fængsel, og det iranske retsvæsen henviste til, at Johnsons bemærkning var et bevis for, at kvinden ikke var på ferie, som hendes familie hævder.