OVERBLIK Det ved vi om de dødelige angreb i Sri Lanka

Tre danske børn er blandt de 359 dræbte.

(Foto: Lakruwan WANNIARACHCHI © Scanpix)

En række eksplosioner ramte søndag Sri Lanka med store dødstal til følge.

58 er anholdt, og 359 er meldt dræbt, hvoraf mindst 31 er udlændinge. Tre danske børn er blandt de dræbte. Det drejer sig om tre søskende og børn af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.

Landet er i undtagelsestilstand og Udenrigsministeriet fraråder al unødvendig rejse til Sri Lanka.

DR Nyheder giver dig her et overblik over situationen:

Hvad er der sket?

Søndag morgen dansk tid blev tre kirker og tre hoteller i Sri Lanka ramt af eksplosioner næsten samtidig.

De tre luksushoteller, The Shangri La, Cinnamon Grand og Kingsbury, ligger alle i Sri Lankas hovedstad, Colombo, mens to af kirkerne ligger tæt på Colombo og den sidste på Sri Lankas østkyst. Kirkerne var fyldte, da der var påskemesse i dagens anledning.

Cirka tre timer senere ramte to nye eksplosioner i forstæder til Colombo. De to eksplosioner var mindre i omfang, og den sidste skete, da politiet forsøgte at arrestere en gruppe potentielle gerningsmænd.

Sent søndag aften blev en bombe fundet på en vej nær Colombos internationale lufthavn, skriver nyhedsbureauet AP. Bomben blev deaktiveret.

Mandag rystede en mindre eksplosion igen Sri Lankas hovestad. Eksplosionen skete, da politiets specialstyrker var ved at desarmere en bombe i en varevogn tæt på den kirke, der blev ramt i den første bølge af angreb. Det var en kontrolleret eksplosion.

Politiet fandt mandag 87 bombe-detonatorer på en stor busstation centralt i Colombo. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvor mange er døde?

En sko i bunker af glasskår efter en af eksplosionerne. (Foto: DINUKA LIYANAWATTE)

359 personer er indtil videre meldt dræbt efter de otte eksplosionsangreb. Mindst 500 personer er sårede.

Mindst 32 er udlændinge.

Tre danskere har mistet livet. Det drejer sig om tre børn af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.

En dansker er blevet udskrevet fra hospitalet oven på terrorangrebet, oplyser den danske ambassadør i Sri Lanka, Peter Taksøe-Jensen til TV Avisen 2. påskedag.

Hvem står bag?

Srilankanske specialstyrker undersøger den bygning, hvor den 7. eksplosion fandt sted. (Foto: Ishara S. KODIKARA © AFP or licensors)

Islamisk Stat tog skylden for angrebet tirsdag.

De offentliggjorde samtidig et billede af otte mænd, der ifølge den militante islamistiske gruppe står bag angrebene.

Der blev dog ikke fremlagt nogen beviser for påstandene, og billedets ægthed er ikke bekræftet.

Samme dag fortalte Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde, at Islamisk Stat kan have spillet en rolle i angrebene påskesøndag.

Den srilankanske forsvarsminister, Ruwan Wijewardene, kalder angrebene for 'terror'.

Mandag bekræfter regeringens retsteknikere, at der er tale om syv selvmordsbombere i de seks første bombeangreb.

Den srilankanske regering mistænker en lokal, radikal islamistisk terrorgruppe for at stå bag, oplyser en talsmand for regeringen ifølge AP. Teorien er dog, at de har fået hjælp af internationale terrorister.

- Vi mener ikke, at disse angreb blev udført af en gruppe mennesker, der var begrænset til dette land, siger regeringstalsmand og sundhedsminister, Rajitha Senaratne ifølge The Guardian.

Regerigen mistænker en relativt ukendt islamistisk gruppe ved navn National Thawheed Jama'ut for at stå bag disse angreb og at denne gruppe er tilknyttet en forholdsvist ukendt radikal islamistisk gruppe i Indien - Jamaat-ul-Mujahideen India.

Ingen gruppe har endnu selv taget ansvaret for angrebet.

60 personer er anholdt i sagen. Blandt dem er føreren af en varevogn, som angiveligt blev brugt af selvmordsbomberne, og ejeren af et hus, hvor flere af dem boede.

Politiet havde tidligere på måneden modtaget en advarsel om et muligt angreb mod kirker.

Advarslen kom fra en udenlandsk efterretningstjeneste.

Men premierministeren har ikke fået besked om rapporten, og det er ikke klart, hvilke tiltag - om nogen - der blev sat i værk som følge af tippet fra den udenlandske efterretningstjeneste.

En politisk strid mellem Sri Lankas præsident og premierminister har tilsyneladende betydet, at premierministeren ikke var informeret om advarslen.

Hvad skal der nu ske?

Diplomatisk personale fra den danske ambassade i New Dehli er i Sri Lanka for at finde ud af mere om de danske ofre. Danmark har ikke selv nogen ambassade i Sri Lanka, men den norske har stillet deres faciliteter til rådighed, fortalte statsministeren søndag.

Det danske forsvar sendte søndag aften et fly til Sri Lanka med et kriseberedskab, der skal hjælpe danskere derude.

Ombord på flyet var der medarbejdere fra PET, Rigspolitiet, Udenrigsministeriet, Hovedstadens Akut Beredskab og Dansk Røde Kors. Alle med stor erfaring med kriseberedskab.

Ifølge DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe har de srilankanske myndigheder lige nu tre opgaver foran sig:

- For det første skal de have styr på de dræbte og de sårede. Det er den vigtigste opgave. Så skal myndighederne forsøge at finde ud af, hvem der står bombeangrebene, siger hun og fortsætter:

- Og sidst men ikke mindst skal myndighederne forsøge at forhindre, at der sker endnu flere sprængninger.

De srilankanske myndigheder genindførte mandag aften udgangsforbud i Colombo.

Derudover er landet i undtagelsestilstand.

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, underskrev mandag aften et dekret, der giver landets militær vidtrækkende beføjelser, som de ellers kun har, når landet er i krigstilstand.

De får mulighed for at ransage uden en dommerkendelse og tilbageholde mistænkte i op til to uger før de kommer for retten.