OVERBLIK Det ved vi om dobbeltdrabet på dansk og norsk kvinde

Drab på 24-årig og 28-årig kvinde kan være en terrorhandling, siger PET.

Politi og lokale nær det sted, hvor de to kvinders lig blev fundet. (Foto: © -, Scanpix)

Danske, norske og marokkanske myndigheder efterforsker fortsat, hvad der er motivet bag dobbeltdrabet på den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland.

Ligene af de to blev fundet i Atlasbjergene syd for Marrakesh i Marokko i mandags.

Her følger et overblik over, hvad vi ved indtil videre.

Hvad er der sket?

De to kvinder fra Danmark og Norge var på juleferie i Marokko og på vandretur i det velbesøgte bjergområde Atlasbjergene. De camperede ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil ca. en times kørsel fra Marrakesh.

Kvinderne vandrede angiveligt uden guide, hvilket ifølge en rejseekspert, som DR Nyheder har talt med, ikke er så normalt. Langt de fleste turister vælger at vandre med en kender, da vind- og vejrforhold hurtigt kan ændre ruterne.

Ligene af de to blev fundet uden for deres telt i et øde bjergområde. Ifølge norske VG var det et fransk kærestepar på vandretur, som gjorde det grufulde fund.

Ligene bar tegn på vold ved halsområdet.

Marokkanske medier kalder drabene for 'afskyvækkende' og 'grusomme'.

Hvem er mistænkt?

Fire mænd er mistænkt for drabene og anholdt for dobbeltdrabet.

I alt er 13 mænd anholdt i sagen, men det står endnu ikke klart, hvordan de resterende ni personer er forbundet til drabene på de to kvinder.

Allerede dagen efter drabet anholdt politiet en person. Han blev pågrebet af politiet i Marrakesh og er nu varetægtsfængslet. Politiet fandt angiveligt hans id-kort glemt i et telt nær gerningsstedet.

Yderligere tre personer blev efterlyst med billeder, ogefterfølgende lykkedes det marokkanske myndigheder at anholde dem i en bus på vej mod byen Agadir. De tre mænd er 25, 27 og 30 år gamle og havde store knive på sig, da de blev anholdt.

Fredag blev ni øvrige mænd anholdt i sagen. En eller flere af de ni personer er blevet arresteret i Marrakesh, hvor også de fire hidtil anholdte kom fra.

Både danske, norske og marokkanske myndigheder efterforsker drabet på de to kvinder som terror. PET peger på, at de fire mænd, som først blev anholdt, kan være forbundne til terrororganisationen Islamisk Stat.

Hvorfor er det terror?

Der er flere grunde til, at myndighederne efterforsker drabene som terror.

For det første har den mand, der først blev anholdt forbindelser til en ekstremistisk gruppe, ifølge de marokkanske myndigheder.

For det andet florerer der to videoer på internettet.

Den første video viser ifølge PET angiveligt drabet på en af de to kvinder og bliver fortsat undersøgt af PET.

Det norske kriminalpoliti, Kripos, har oplyst i en pressemeddelelse, at der "indtil videre ikke er noget konkret, der tyder på, at videoen ikke er ægte".

- Vi samarbejder tæt med dansk politi i arbejdet med efterforskningen, skriver det norske politi.

I den anden video, som kom frem torsdag, sværger fire mænd på arabisk troskab til terrororganisationen Islamisk Stat og reciterer koranvers foran et hjemmelavet IS-flag.

PET understreger, at videoen nu indgår i efterforskningen, men i lighed med den første video endnu ikke er verificeret.

Den unge danske kvinde og den norske kvinde blev fundet døde lidt uden for bjerglandsbyen Imlil, der ligger ca. en times kørsel fra Marrakech. (© DR Nyheder)

Hvem var kvinderne?

Den danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen boede i Norge og studerede sammen med sin norske veninde en bachelor på linjen Friluftsliv, Kultur og Naturvejledning på Universitetet i Sørøst-Norge.

Ifølge rektor på universitet Peter Aasen var de to erfarne friluftsmennesker og dermed vant til at begå sig i naturen på egen hånd.

- De er vant til at færdes i skove og fjelde. De har juleferie nu og er på en rejse, som de har planlagt længe, til et område, som normalt regnes som sikkert at færdes i, sagde han til DR Nyheder forleden.

Hvad siger danske myndigheder?

- Meget tyder nu på, at drabene kan være politisk motiverede og dermed en terrorhandling. Det fylder mig med vrede og afsky, og jeg tager på det skarpeste afstand fra disse barbariske og bestialske handlinger, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Rigspolitiet har man sendt en forbindelsesofficer til Marokko, som skal samarbejde med de lokale myndigheder.

Forbindelsesofficeren skal ligeledes stå for at holde de danske myndigheder løbende underrettet om udviklingen i sagen og hjælpe den danske ambassadør i Marokko, der i øjeblikket befinder sig i Marrakesh.

Også norsk politi har sendt en medarbejder til Marokko.

Hvad siger de danske politikere?

En række danske folketings-politikere har reageret på, at drabene nu efterforskes som terror.

- Det viser, at der er en alvorlig terrortrussel. Det oplever vi i Europa, men vi ser det altså også, når vi rejser ud i verden, siger Socialdemokratiets politiske leder, Mette Frederiksen, og fortsætter:

- Vi skal være varsomme og tænke os om, for der er en alvorlig terrortrussel. Jeg synes, at det ville være mærkeligt at stå her og sige, at man kan gøre, som man altid har gjort - helt problemfrit. Men vi skal ikke stoppe med at leve vores liv, og det er først og fremmest en politisk forpligtigelse at bekæmpe terror.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykte også sin foragt for gerningen på et pressemøde i Statsministeriet.

- Det, der skulle være en ferierejse, blev et mareridt. To kvinder blev dræbt på bestialsk vis. Vi reagerer alle med forfærdelse, afsky og dyb sorg.

- Mine tanker og medfølelse går til de to unge kvinders familier. Hvad de skal gennemgå de her dage, kan jeg næsten ikke forestille mig, sagde Lars Løkke Rasmussen, der bekræftede, at drabene efterforskes som terror.

- Meget tyder på, at de grusomme drab kan være en terrorhandling. Det bygger jeg på, at de marokkanske myndigheder siger, at en anholdt mand har forbindelse til en ekstremistisk gruppe.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kalder drabet 'rædselsfuldt'. Han slår dog også fast, at samarbejdet med de marokkanske myndigheder fungerer godt.

- Den information, jeg har fået, er, at det kører rigtig godt, siger ministeren, der fortæller, at Udenrigsministeriet har sendt en ekstra mand til Marokko for at assistere på ambassaden.