OVERBLIK Det ved vi om gidseltagningen i Bangladesh

Fredag aften angreb bevæbnede mænd en café i Bangladeshs hovedstad Dhaka. Aktionen blev afsluttet i morges med mange døde.

Soldater patruljerede, mens gidseltagningen stod på i Bangladeshs hovedstad, Dhaka. (Foto: Str © Scanpix)

Fredag aften angreb bevæbnede mænd en café i diplomatkvarteret i Bangladeshs hovedstad, Dhaka.

Efter 12 timer blev gidseldramaet afsluttet, og flere gidsler befriet. Der er meldinger om i alt 28 dræbte.

Det ved vi:

  • Bevæbnede mænd angreb fredag aften caféen 'Holey Artisan Bakery' i Bangladeshs hovedstad, Dhaka.

  • Caféen ligger i Dhakas diplomatkvarter og er populær blandt unge og udlændinge med bopæl i byen. Området betragtes normalt som sikkert.

  • Mændene tog flere af restaurantens gæster som gidsler. Cirka 35 mennesker var samlet på caféen.

  • Gidseltagningen kostede 20 gidsler livet. De fleste var udlændinge: Ni italienere, syv japanere, en inder og to til tre fra Bangladesh. Herudover en amerikansk statsborger.

  • 13 gidsler er blevet reddet - heriblandt japanere og srilankanere.

  • Seks gerningsmænd er blevet dræbt. Derudover er en gidseltager blevet anholdt.

  • Alle syv angribere var fra Bangladesh, siger politiet til CNN lørdag aften.

  • To politibetjente har mistet livet. Tidligere i dag lød det også, at 30 betjente var blevet såret.

  • Den danske ambassade ligger i det kvarter, Gulshan, hvor angrebet skete.

  • Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der ikke er oplysninger om berørte danskere.

  • Angrebet kommer bag på mange - blandt andet fordi det fandt sted på en fredag, der er hellig blandt muslimer, fordi det skete midt i ramadanen, og fordi det skete på en café, hvor folk var samlet for at spise efter fasten.

  • Angrebet kommer efter en række andre episoder, hvor militante islamister har angrebet personer, der har en sekulær og liberal tilgang til verden.

  • Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) har taget ansvaret for angrebet. Myndighederne har dog ikke bekræftet det.

  • IS har før taget ansvar for angreb i Bangladesh, men regeringen i Bangladesh afviser, at IS er i landet.

  • Der bor 142 millioner mennesker i Bangladesh, som er et af de fattigste og tættest befolkede lande i verden.

  • Kilder: Reuters, CNN, BBC

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk