OVERBLIK Det ved vi om USA's angreb i Syrien

Et giftgasangreb i Idlib i Syrien i tirsdags udløste i nat en amerikansk angreb på det syriske regime.

Sagen kort

  • Klokken cirka 3.45 lokal tid i nat affyrede to amerikanske krigskibe 59 krydsermissiler mod Shayrat-luftbasen nær Homs i Syrien.

  • Det er første gang i den seks år lange krig, at USA foretager angreb mod den syriske hær.

  • Seks soldater blev dræbt i angrebet som medførte omfattende materielle skader.

  • Angrebet blev udført som svar på det giftgasangreb, som i tirsdags dræbte 86 civile i Idlib-provinsen, Syrien.

  • Rusland har kaldt angrebet et brud på internationale konventioner og en aggression mod en suveræn stat.

  • Læs mere i artiklen herunder.

USA har i nat affyret 59 Tomahawk-missiler mod en luftbase nær Homs i Syrien.

Luftbasen Shayrat er kontrolleret af det syriske regime og huser angiveligt både syriske og russiske kampfly og helikoptere.

Missilerne, som blev affyret fra to amerikanske krigsskibe i Middelhavet, ramte klokken 3.45 lokal tid (2.45 dansk tid) og forvoldte stor materiel skade ifølge syrisk militær.

Her affyres Tomahawk-missilerne:

Ifølge det syriske militær er seks personer blevet dræbt i angrebet.

Der er ingen russiske soldater blandt de dræbte.

Angrebet sker efter mindst 86 mennesker tidligere på ugen blev dræbt ved et giftgasangreb i byen Khan Sheikhoun i den nordlige Idlib-provins.

De mange mennesker blev dræbt, og endnu flere såret, efter syriske kampfly havde foretaget et luftangreb i den oprørskontrollerede by.

Giftangrebet i tirsdags

Ifølge den syriske regering kom giften fra et våbenlager, som tilhører den syriske gren af al-Qaeda, al Nusra, og ikke fra de syriske fly.

- Vi har aldrig og vil aldrig bruge kemiske våben mod vores eget folk, udtalte landets udenrigsminister, Walid Moalem, i går.

Men den køber USA ikke.

- Jeg synes, at det, der skete i Syrien, er en skændsel mod menneskeheden. Han (Assad) er der, og jeg formoder, at han styrer tingene, så noget skal ske, sagde Trump i går.

Han tilføjede, at "alle civiliserede nationer" skal hjælpe med at sikre, at nedslagtningen og blodsudgydelserne i Syrien stoppes, og at USA ikke blot vil se til, mens blodsudgydelserne fortsætter.

USA's holdning til Assad skifter

Hidtil har man fra amerikansk side bakket op om Assad som en del af løsningen - også på lang sigt.

Men nu er de første skridt til at fjerne den omstridte præsident er nu taget, sagde den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson for kort tid siden.

- Det er meget vigtigt, at den russiske regering grundigt overvejer, om det skal fortsætte med at støtte Assad, sagde Rex Tillerson og understregede, at Assad under ingen omstændigheder skal spille en rolle i fremtidens Syrien.

Tillerson kritiserede samtidig Rusland for ikke at leve op til den aftale, de indgik med USA i 2013, om at sikre afskaffelsen af Syriens kemiske våben.

En anonym kilde i det amerikanske forsvarsministerium oplyser til Reuters, at angrebet en "one-off", altså en engangsfortéelse. Dette er dog ikke bekræftet af officielle kilder.

Hvem støtter angrebet:

  • Tyskland

  • Frankrig

  • Danmark

  • Tyrkiet

  • Storbritannien

  • Saudi-Arabien

  • Australien

  • Frankrig

  • Polen

  • Israel

  • Japan

Hvem fordømmer angrebet:

  • Syrien

  • Rusland

  • Iran

Rusland reagerer

Ifølge Rusland blev det amerikanske angreb udført på baggrund af en "opdigtet sammenhæng."

Præsident Vladimir Putin mener, at USA's angreb i Syrien er en aggression mod en suveræn stat og en krænkelse af folkeretten.

De meddeler samtidig, at de vil indkalde til et ekstraordinært hastemøde i FN's Sikkerhedsråd.

Rusland vil også opsige den luftsikkerhedsaftale, som de har indgået med USA. Aftalen blev indgået i september 2015 og skulle forhindre sammenstød og andre episoder mellem russiske og amerikanske kampfly i luftrummet over Syrien.

Glæde hos syrisk opposition

Den samlede syriske opposition har budt angrebet velkommen og håber på, at USA vil fortsætte anslaget mod præsident Assad, skriver nyhedsbureuaet Reuters.

USA bør stoppe de syriske regerings bombetogter og brug af "internationalt forbudte våben", lyder det fra oppositionen.

FacebookTwitter