OVERBLIK: Det vil Polens valg give svar på

30,7 millioner personer er stemmeberettigede, når polske vælgere sætter deres kryds søndag.

Premierminister Ewa Kopacz taler til sine vælgere inden dagens valg. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)

De polske vælgere skal søndag i stemmeboksene for at vælge 460 medlemmer til det polske parlament, Sejm.

Her et overblik over valgets største temaer.

* Flygtningekrisen i Europa

En PiS-ledet regering ventes at stille sig i frontlinjen for en koalition af central- og østeuropæiske lande, der modsætter sig EU's aftale om flygtningekvoter.

Hidtil har Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien strittet mest mod tanken om flygtningekvoter. Med opbakning fra Polen kan det blive endnu sværere for EU at finde fælles fodslag.

* Euroen

PiS er modstander af den fælles valuta. Med Polens evne til at holde et højt økonomisk tempo, gennemføre reformer og have styr på statsfinanserne kunne landet blive et nyt og stærkt medlem af eurozonen. Med PiS i regering anses det dog for usandsynligt.

* Velstand

PiS lover flere penge til velfærd og lavere skatter. Pengene skal komme fra højere beskatning af finanssektoren og udenlandske selskaber. Løfterne har fået alarmklokkerne til at ringe hos mange polske topøkonomer.

Selv chefen for Polens centralbank har brudt traditionen for personer i den position ved under valgkampen at ytre sig kritisk om PiS' økonomiske løfter.

* Miljø

Kulminedrift er historisk en af Polens store industrier. Danner PiS regering kan det muligvis få betydning for EU-landenes fælles forhandlingsmandat ved klimatopmødet i Paris. Partiet ønsker at sikre Polen mulighed for at satse endnu på kulbaseret energi, og det harmonerer dårligt med EU's målsætninger.

* Rusland

Uanset, hvilket parti der søndag aften kan fejre valgsejren, vil holdningen til den store nabo mod øst være uændret. De politiske ledere vil fortsat anse Rusland for at udgøre den største trussel mod regionens stabilitet.

Kilder: American Enterprise Institute, The Guardian, Reuters

/ritzau/