OVERBLIK Drab på sort teenager i Ferguson har ført til raceuro

Den betjent, der skød 18-årige Michael Brown i byen Ferguson, bliver ikke tiltalt. Få et overblik over sagen, der har ført til voldsom uro.

Drabet på 18-årige Michael Brown i august har ført til demonstrationer med afbrændte politibiler og plyndringer. (Foto: Adrees Latif © Scanpix)

En storjury har afgjort, at betjent, der dræbte sort teenager, ikke skal tiltales for drab.

Få et overblik over sagen, der har ført til store raceuroligheder.

- 9. august bliver den 18-årige sorte teenager Michael Brown skudt og dræbt af en hvid politimand i Ferguson, en forstad til byen St. Louis i Missouri, USA. Politiet forklarer, at Brown var truende, mens øjenvidner fortæller det modsatte.

- 10. august ender et mindeoptog med plyndringer og sammenstød med politiet. Over 30 bliver anholdt.

- 11. august bruger politiet for første gang tåregas til at opløse en demonstration. 15 anholdes.

- 16. august erklærer guvernør Jay Nixon undtagelsestilstand i Ferguson-området.

- 18. august indkalder guvernøren nationalgarden til at genoprette ro og orden i Ferguson.

- 20. august begynder en storjury på arbejdet med at indhente og vurdere beviser i sagen.

- 22. august indledes en gradvis tilbagetrækning af nationalgarden.

- 24. august deltager Browns forældre i demonstration mod politiet, hvor de opfordrer til ro under begravelsen af deres søn.

- 25. august begraves Michael Brown.

- 3. september ophæves undtagelsestilstanden i Ferguson.

- 17. november bliver der igen indført undtagelsestilstand. Nationalgarden indkaldes forud for storjuryens afgørelse.

- 24. november oplyser anklager Robert McCulloch, at der ifølge juryen ikke er grundlag for at rejse tiltale mod betjent Darren Wilson.

Kilder: AFP, CNN, Reuters, USA Today.

Facebook
Twitter