OVERBLIK Engelske skoler og Roms attraktioner: Europa åbner forsigtigt op igen

I en række lande bliver coronavirus-restriktioner lempet fra og med i dag.

Turister - i nøje afmålte grupper - er tilbage på ensrettede stier på Colosseum i Rom. (Foto: Filippo MONTEFORTE © Scanpix)

Datoen 1. juni betyder ikke kun, at sommeren er begyndt i Europa.

En række lande tager i dag små skridt tilbage mod noget, der minder om normalitet efter de

restriktioner
, som har været indført under coronakrisen.

Her er et overblik over, hvad borgerne i forskellige europæiske lande nu kan gøre igen med god samvittighed:

Engelske børn tilbage i skole

Elever sidder med behørig afstand på Watlington Primary School, der blev genåbnet i dag. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix)

Efter ti uger med hjemmeundervisning vendte udvalgte elever i England i dag tilbage til deres klasseværelser.

Skolerne har åbnet dørene for elever på foreløbig tre klassetrin: Børnehaveklassen, 1. klasse og 6. klasse.

Efter dansk forbillede er børnene fordelt i klasser på

maksimalt
15 elever, som ikke har kontakt med andre klasser. Grupperne udgør dermed en "beskyttet boble", der skal
minimere
smittespredning.

Uafhængige forskere har advaret om, at genåbningen af de engelske skoler kommer for hurtigt.

En rundspørge blandt skoleledere i England viser, at de kun forventer at se halvdelen af de to millioner elever, som nu kan vende tilbage. Mange forældre stoler simpelthen ikke på regeringens forsikringer om, at det er sikkert, skriver The Guardian.

Brevduer bliver sluppet fri til en kapflyvning i Kettering i dag. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Det er ikke kun engelske skoleelever, som er blevet sluppet fri i det britiske i dag, skriver

BBC
. Grupper på op til seks personer fra forskellige husholdninger kan nu mødes udendørs, og særligt sårbare mennesker kan igen bevæge sig uden for deres hjem.

Konkurrencesport blev ligeledes

genoptaget
i England i dag, og ved en enkelt begivenhed var tilskuere endda tilladt: En kapflyvning for brevduer.

Italien genåbner museer

Turister med mundbind besøger Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Scanpix)

Et sikkert tegn på sommer og normalitet kunne i dag igen opleves i Rom: Lange køer foran den italienske hovedstads berømte

turistattraktioner
.

Efter næsten tre måneders nedlukning er det igen muligt at komme inden for murene til Colosseum - altså hvis man på forhånd har sikret sig en billet. Et andet krav er, at en temperaturscanner ikke viser tegn på feber.

En gæst får taget sin temperatur ved Colosseum i Rom i dag. (Foto: YARA NARDI © Scanpix)

Nogenlunde de samme forholdsregler gælder i Vatikanet, hvor turister iført mundbind i dag vendte tilbage til den lille stats museer, som for eksempel Det Sixtinske Kapel.

Italien har været blandt de hårdest ramte lande under coronakrisen og er ivrig efter at få genstartet turismeerhvervet, der tegner sig for 13 procent af landets økonomi.

Grækenland tager stort spring

Et offentligt svømmebassin gøres klar til badegæster i Thessaloniki. (Foto: SAKIS MITROLIDIS © Scanpix)

En anden statskasse, som savner

indtægter
fra turisme, er Grækenlands.

Skrappe

restriktioner
har sørget for, at Grækenland har oplevet relativt få tilfælde af smitte med coronavirus. Kun 175 er døde med Covid-19.

Succesen har motiveret grækerne til at lancere en ret omfattende genåbning af samfundet. Fra i dag vil det igen være muligt at tjekke ind på et hotel, spille golf, få sig en tatovering eller tage en dukkert i et offentligt svømmebassin, skriver AP.

Grækenland meddelte i sidste uge, at landet vil genåbne for internationale fly 15. juni. Passagerer fra områder med "høj risiko for spredning af Covid-19" skal dog være forberedt på at tilbringe mindst en uge i karantæne efter ankomst.

Andre lande åbner op

Den Store Bazar i Istanbul er genåbnet i dag. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

Over det meste af Europa har borgerne i dag fået en del af deres bevægelsesfrihed tilbage.

I Norge kan man blandt andet igen nyde en øl på en bar. Det samme gør sig gældende i Finland og Rumænien, hvor restauranterne også kan tage imod gæster.

I Tyrkiets største by,

Istanbul
, åbnede Den Store Bazar som led i en større genåbning af samfundet, mens indbyggerne i Holland kan gå på museum. I Portugal åbner blandet andet biografer og teatre.

En kvinde bliver desinficeret, inden hun kan shoppe i indkøbscenteret Evropeyskiy i Moskva. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

I Ruslands hovedstad,

Moskva
, kan borgerne igen - omend på skift - tage sig en længere gåtur udendørs for første gang i ni uger. Samtidig åbner en række ikke-essentielle butikker.

Genåbningen af Rusland vækker dog kritik, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor smittetallet er stigende.

Facebook
Twitter