OVERBLIK: Flere storbyer lægger arm med Airbnb

Se hvilke byer der forsøger at spænde ben for tjenesten her.

Airbnb har eksisteret siden 2008, man i takt med at tjenesten er blevet mere populær, er den også kommet under større pres. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

Lej en privat lejlighed med god beliggenhed, plads til hele familien og måske endda en lækker stor altan til det halve af, hvad tilsvarende hotelovernatninger ville koste.

Det er den slags muligheder, som har gjort udlejningstjenesten Airbnb rigtig populær.

Siden Airbnb skød op i San Francisco i 2008 har tjenesten bredt sig til over 134.000 byer i 191 lande.

Det er især i storbyerne, at turister har taget tjenesten til sig, men dens vokseværk er de seneste år begyndt at få især politikere og hotelejere til at bide negle.

Mens Airbnb mener, at de skaber forbrug og vækst, både ved at hjælpe økonomisk pressede lokale og turister, der ikke har råd til dyre hoteller, så ser politikere og myndigheder lidt anderledes på det.

Den private indlogering er nemlig ikke underlagt samme lovmæssige regulering som hoteller, og derfor er der især opstået spørgsmål om brandsikkerhed, skat og stigende lejepriser for almindelige indbyggere i byerne.

Derfor bliver udviklingen mange steder fulgt nøje, og især i disse byer er der efterhånden blevet stukket et par kæppe i hjulet på Airbnb.

Barcelona

Turisme i den catalonske hovedby er en enorm indtægtskilde, og derfor er politikerne ikke meget for, at afgive for meget kontrol med turistindustrien.

Derfor er der blevet indført krav om, at man skal have en godkendelse fra de lokale turistmyndigheder for at udleje sin bolig i mindre end 30 dage.

Dette bruger myndighederne til både at sikre sig skatteindtægter men også til at danne sig et overblik over udbuddet. Og for at kunne følge med er uddelingen af tilladelser flere gange blevet suspenderet i op til seks måneder.

Så sent som i december fik Airbnb en bøde på 60.000 euro, eller det der svarer til cirka 450.000 kroner for at udbyde boliger, som ikke levede op til kravet om en godkendelse.

Paris

Den franske hovedstad er blandt Airbnb’s mest populære destinationer, men myndigheder og politikere gør, hvad de kan, for at spille med musklerne over for udlejningstjenesten.

Det er således blevet forbudt at udleje sin bolig i mere end 120 dage om året, og i løbet af det seneste år er der med jævne mellemrum blevet udført razziaer i nogle af byens mest populære kvarterer.

Bliver man taget i at udleje sin bolig i mere end de 120 dage årligt, risikerer man en bøde på 25.000 euro, eller det der svarer til cirka 188.000 kroner. Byens politikere arbejder dog på at kunne sætte bøden op til 100.000 euro svarende til cirka 750.000 kroner.

New York

I USA’s mest besøgte by New York blev det i 2010 ulovligt at udleje sin bolig i mindre end 30 dage, medmindre man som ejer selv er til stede under opholdet. Og den regel har myndighederne ved flere lejligheder sat en fed streg under.

Blandt andet ved i 2014 at udskrive en bøde på cirka 16.000 kroner til en indbygger, som udlejede et værelse i sin lejlighed i tre dage, mens han selv var på ferie.

Sidste år viste en undersøgelse lavet af New Yorks rigsadvokat, at 72 procent af de boliger, der udbydes i byen via Airbnb ikke efterlever kravene. Det har fået politikerne til at skrue bissen yderligere på, og for tiden behandler de en lov, som kan give bøde på 7500 dollar, eller cirka 48.000 kroner, for at reklamere for en udlejningsbolig, der ikke efterlever kravene.

Santa Monica

USA’s mest strikse regler når det kommer til Airbnb og lignende tjenester finder man dog i Los Angeles-forstaden Santa Monica.

Her var korttidsudlejning af boliger blevet så god en forretning, at de øvrige huslejepriser blev presset alt for højt i vejret. Derfor har det siden juni 2015 været påkrævet, at man selv er til stede sin bolig, i hele den periode, man udlejer den i. Derudover skal man skaffe sig en erhvervslicens for at få lov til at udleje boligen og ikke mindst opkræve 14 procent i belægningsskat fra lejeren, som går direkte til kommunekassen.

Det er dog langt fra alle byens indbyggere, der bakker op om de nye regler. Udlejning af deres bolig har nemlig sikret dem en del ekstra indtægter:

Alligevel har de nye regler medført, at der nu er 80 procent færre boliger, der bliver udbudt via Airbnb i Santa Monica.