OVERBLIK Hvad er Spaniens artikel 155?

Spaniens regering kan overtage kontrollen i Catalonien med én artikel i forfatningen.

Demonstranter med catalanske separatistflag foran den regionale, catalanske regerings hovedsæde i Barcelona. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Skal den spanske regering i hovedstaden Madrid overtage kontrollen i den selvstyrende region Catalonien?

Ja, lyder svaret fra det spanske senat, som i dag stemte om, hvorvidt landet skal tage artikel 155 i den spanske forfatning i brug.

Aktiveringen af forslaget blev fremsat af den spanske regeringen, som følge af det, Spaniens premierminister Mariano Rajoy kalder et "klart lovbrud" fra Catalonien.

Men hvad indebærer artikel 155?

  • Hvis en selvstyrende region, som Catalonien har handlet på en måde, som underminerer Spaniens interesser, vil den centrale regering "tage alle nødvendige foranstaltninger" for at tvinge regionen til at opfylde dens forpligtelser overfor staten.

  • Artiklen uddyber ikke, hvad disse "foranstaltninger" består af, men ifølge en stribe retseksperter giver den regeringen lov til helt eller delvist at overtage magten i en selvstyrende region under særlige omstændigheder.

Åben for fortolkning

Myndighederne har aldrig før anvendt artikel 155, og artiklens brede formulering giver regeringen i Madrid stort råderum, fortæller DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Det er en gummiparagraf, og det er dermed op til den siddende regering at fortolke, hvad de nødvendige midler er.

- Den spanske regering har besluttet, at de nødvendige midler er stort set at fyre den catalanske regering, at reducere parlamentet til en symbolsk forsamling og at tage magten over den catalanske centraladministration, siger hun.

Det vil sige, at brandmænd, skolelærere, embedsmænd, skorstensfejere arbejder videre, mens deres politiske chefer vil blive udskiftet.

Samtidig vil den spanske regering under den fortolkning fjerne retten til at udskrive et regionalvalg og retten til at udpege en kommende selvstyrepræsident.

Læs den originale lovtekst for artikel 155 på spansk her.

Facebook
Twitter