OVERBLIK Kurderne i klemme, mens magtfulde interesser slås

Den tyrkiske offensiv i det nordvestlige Syrien har sat forholdet til dets NATO-allierede USA på hård prøve.

USA, Tyrkiet, Rusland og Iran.

Alle sammen lande med store interesser i det, der nu har udspillet sig i det nordvestlige Syrien den seneste uge.

Siden sidste fredag har Tyrkiet sat både land- og luftangreb ind mod den kurdisk-kontrollerede provins Afrin for at bekæmpe den syrisk kurdiske milits YPG, som tyrkerne betragter som en terrorgruppe og en del af PKK, som har kæmpet for kurdisk autonomi i Tyrkiet siden 1984.

YPG har distanceret sig fra PKK, og USA har støttet organisationen både militært og økonomisk.

Sammen med De Syriske Demokratiske Styrker har de været en allieret for USA i kampen mod IS.

Men den åbenlyse støtte til det, Tyrkiet betragter som en terrororganisation, har nu bragt de to NATO-allierede på konfrontationskurs.

Hvorfor nu?

Tyrkiets militæroffensiv blev iværksat umiddelbart efter, USA meddelte, at den styrkede med en hær på 30.000 soldater i grænseområdet mellem de to lande. Formålet er at sikre, at Islamisk Stat ikke bliver genopbygget.

Syriens regering, der har undgået konfrontation med kurderne har kaldt det et angreb på landets suverænitet, og Tyrkiets præsident Erdogan meldte ud, at de tyrkiske tropper var klar til at bekæmpe "terrorreden" langs landets grænse og indledte angrebet mod Afrin og har truet med at fortsætte det mod Manbij, hvor USA er til stede med militære styrker.

Kurderne har opfordret Syriens præsident Bashir al-Assad til at gribe ind og støtte dem, men indtil videre har han forholdt sig tavs.

Hvem har interesser i konflikten?

Vi har bedt lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, Søren Schmidt, og Jakob Lindgaard, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i kurdiske og tyrkiske forhold, om at vurdere de forskellige landes interesser.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan (Foto: Murat Cetinmuhurdar © Scanpix)

Tyrkiet

Præsident Recep Tayyip Erdogan har gjort klart, at han vil den syrisk-kurdiske milits YPG til livs. Men for Erdogan handler et også om at positionere sig indenrigspolitisk.

Det vurderer Jakob Lindgaard.

- Sat på spidsen kan man sige, at det er optakt til valg. Efter Erdogan var ved at tabe magten ved et valg i juni 2015, vandt han magten igen allerede i november ved at skifte en ellers historisk fredsproces med kurderne ud med en historisk hård kurs over for dem.

- Den anti-kurdiske linje er et central element af den tyrkiske form for nationalisme, som Erdogan, der begyndte at kuppe, og som har fået vind i sejlene i Tyrkiet på grund af kurdisk succes i Syrien og på grund af frustrationer over de mange syriske flygtninge i Tyrkiet.

Søren Schmidt:

- Man skal forstå, at Tyrkiet ligger i krig med PKK, og det er klart, at man ikke ønsker, at der umiddelbart på den anden side af grænsen, skal etableres et territorium kontrolleret af PYD/YPG.

- Og nu har USA vendt rundt og besluttet sig for at styrke det her område med det mere langsigtede formål at kontrollere grænsen op mod Tyrkiet. Det var udslagsgivende for tyrkerne, for så handler det ikke længere om bekæmpelsen af IS.

USA's præsident Donald Trump (Foto: Laurent GILLIERON © Scanpix)

USA

I begyndelsen af ugen opfordrede USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, Tyrkiet til at nedtrappe indsatsen i Afrin og anerkendte samtidig tyrkernes bekymring over grænseområdet.

Søren Schmidt:

- USA har fravalgt at alliere sig med Tyrkiet for i stedet at alliere sig med kurderne.

- For USA er det helt centralt, at Iran ikke får konsolideret sig i regionen og kan fremrykke linjerne mod Israel. USA's politik er styret af en anti-Iran-holdning, derfor er de gået med til at få sat sig mellem Israel og Iran, men har samtidig fået skubbet deres naturlige allierede Tyrkiet væk og skubbet dem over i armene på Rusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Foto: SPUTNIK © Scanpix)

Rusland

Jakob Lindgaard:

- Rusland har længe støttet kurderne og er gået meget langt i deres støtte. Der kan dog være flere årsager til, at de alligevel har trukket deres militære rådgivere væk og dermed givet Tyrkiet frit lejde til Afrin.

- Den helt store gevinst for Rusland er, at de får spillet to store NATO-lande ud mod hinanden og prøver at udstille USA som den største trussel mod freden i Syrien, fordi de støtter kurderne.

- Derudover findes der militant islamistiske og stejlt regime-kritiske grupper i Idlib, som tyrkerne hidtil har støttet. Dem vil både Rusland og Assad til livs, og det kan man forestille sig bliver en mulighed nu. Endeligt er det en mulighed for at få Erdogan til at lægge låg på sin kritik af Assad.

Syriens præsident Bashar al-Assad. (Foto: sana © Scanpix)

Syrien

Jakob Lindgaard:

- Bashar al-Assad er på mange måder en marionetdukke, og ideen om en syrisk opposition er ved at være slut. Det er Iran, Rusland, Tyrkiet og USA, der kontrollerer området.

- Men det kan være, at kurderne i Afrin ender med at acceptere, at Assad tager kontrollen, for i det tilfælde vil han være den bedste af to onder, fordi alternativet er Tyrkiet. Det skal dog nikkes af i Moskva, og så vil det være usikkert, om Tyrkiet vil acceptere det.

Søren Schmidt:

- Nu har russerne solgt Afrin til Tyrkiet, men det er ikke sådan, at kurderne så er kørt over, for der skal findes en ny balance. Kurderne er afhængige af forholdet til Rusland.

- Rusland er interesseret i et mere decentraliseret Syrien med områder, hvor oprørerne og kurderne har noget at skulle have sagt. Det har Assad hele tiden modarbejdet, han vil gerne have et centralt styret Syrien. Omvendt har han ingen interesse i et syrisk Kurdistan støttet af USA.

Facebook
Twitter