OVERBLIK Kvinder i Saudi-Arabien kan køre bil, dyrke sport og har stemmeret

Kvinder har fået flere rettigheder i det ultrakonservative kongerige - men der er stadig meget, de ikke må.

Saudi-Arabien er berømt og berygtet for sin strenge lovgivning for kvinders rettigheder.

Indtil Saudi-Arabiens konge i aftes udstedte et dekret, var det eksempelvis det eneste land i verden, som forbød kvinder at køre bil.

Saudi-Arabien er et muslimsk monarki, der er regeret efter sharia-lov, og kvinder er i mange sammenhæng afhængige af en tilladelse fra deres mand eller værge.

På offentlige steder skal kvinder stadig være fuldt tildækkede, og de må ikke være i selskab med mænd, som de ikke er i familie med.

Kvinder skal også skal have tilladelse til at studere, arbejde eller rejse fra deres mand eller mandlige værge, inden de bliver gift.

Gennem de seneste år har det ultrakonservative kongerige dog vedtaget flere tiltag for at sikre kvinderne bedre rettigheder - især efter ønske fra den tidligere konge Abdullah, som døde i 2015, og hans efterfølger kong Salman bin Abdulaziz Al Saud.

Kvinder i Saudi-Arabien har flere gange forsøgt at udfordre lovgivningen og har i protest sat sig bag rattet. (Foto: Str © Scanpix)

Her er et overblik over de mest markante:

September 2017Kvinder må køre bil

Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud udsteder et dekret, som betyder, at saudiske kvinder må køre bil, og at de ikke skal have tilladelse til at få kørekort fra deres værge.

Den nye lov betyder, at politiet skal trænes i at interagere med kvinder på en måde, som de ikke er vant til.

Maj 2016Kvinder må studere og kan få lægehjælp - uden tilladelse fra mænd

Den saudiske konge udsteder et dekret, som betyder, at kvinder i landet kan studere og blive behandlet på hospitaler uden en tilladelse fra deres mand eller mandlige værge.

Marts 2016Kvinder får kopi af ægtepagt En ny lov om indgåelse af ægteskab, der skal "beskytte kvinders rettigheder", bliver vedtaget. Den indebærer blandt andet, at saudiske kvinder i fremtiden vil modtage en kopi af ægtepagten. Tidligere har det kun været forbeholdt mænd i Saudi-Arabien.

I Mekka blev der i august i år oprettet et call-center under landets sikkerhedsstyrelse, hvor kun kvinder kan arbejde. (Foto: SUHAIB SALEM © Scanpix)

December 2015Kvinder må stemme og stille op til kommunalvalg Saudiske kvinder kan i forbindelse med kommunalvalget for første gange stemme til et politisk valg i landet. Som resultat bliver mindst ni kvinder valgt ind i lokalrådet, blandt andre Salma bint Hizab al-Oteibi, som blev valgt ind i bydelen Madrakah i Mekka. Lokalrådene har ikke nogen lovgivende magt i Saudi-Arabien.

I alt havde 978 kvinder registreret sig som kandidater, mens 5938 mænd var opstillet. Ifølge saudiarabiske myndigheder havde cirka 130.000 kvinder fået stemmeret forud for valget ved at registrere sig. Det samme gjorde sig gældende for omkring 1,35 millioner mænd.

https://twitter.com/MahaAkeel1/status/675628583059066880

August 2013Kvinder må ikke misbruges

Styret i Saudi-Arabien vedtager en lov, som gør det kriminelt at udsætte kvinder, børn og arbejdere for vold og misbrug. Overgreb bliver straffet med et års fængsel og en bøde på op mod 50,000 riyals - svarende 83.800 kroner.

Loven har til formål at beskytte og tilbyde al form for 'social, psykisk og sundhedsmæssig' hjælp.

Maj 2013Kvinder må dyrke sport

Det saudiarabiske uddannelsesministerium tillader piger på privatskoler at dyrke sport, når blot det sker i overensstemmelse med sharialov.

Pigerne skal være passende klædt og under opsyn af kvindelige lærere. Mænd må eksempelvis ikke se saudiarabiske kvinder i joggingbukser. Året før blev en kvinde anholdt for at snige sig ind på et fodboldstadion for at se en kamp.

Den saudiske kvinde Wojdan Ali Seraj Abdulrahim Shaherkani til åbningsceremonien under OL i London 2012. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Marts 2012Kvinder må dyste til OL

Den saudiske kronprins, Nayef bin Abdul Aziz, giver landets kvinder lov til at deltage i OL i London, så længe deres sport "opfylder standarden for kvinders anstændighed og ikke er i modstrid med islamiske love".

Landet sendte to kvindelige deltagere i 800 meter-løb, Wojdan Shaherkani i judo og Sarah Attar, til den britiske hovedstad.

Januar 2012Kvinder må sælge kosmetik, tøj og sko

Regeringen i Saudi-Arabien beslutter, at kvinder får lov til at sælge kosmetik, tøj og sko. Før skulle de saudiske kvinder købe lingeri fra mandlige butiksassistenter, og kvinderne var forment at arbejde som sælgere i butikker af frygt for, at de skulle komme i kontakt med fremmede mænd, der ville lede dem i uføre.

En saudisk kvinde arbejder i en lingeri-butik i Jeddah. (Foto: SUSAN BAAGHIL © Scanpix)