OVERBLIK: Sådan hærgede Sandy time for time

Fra orkan til superstorm. Sandy har taget livet af mindst 102 mennesker og har efterladt 6,5 millioner i USA uden strøm.

Fra orkan til superstorm. Sandy har taget livet af mindst 171 mennesker og har efterladt 6,5 millioner i USA uden strøm. (© Scanpix)

Mindst 171 personer har mistet livet i USA, Canada, Caribien og Haiti. 6,5 millioner indbyggere i USA står uden strøm, og mange tusinde hjem er blevet smadret af enorme vandmasser.

Det er status på de dødsfald og ødelæggelser, som orkanen Sandy har forårsaget.

Efter at have hærget i Caribien og Haiti de seneste dage ramte orkanen USA klokken et tirsdag nat dansk tid (20 lokal tid).

LÆS HELE DR.DK'S TEMA OM ORKANEN SANDY

Den gjorde sit indtog på den amerikanske østkyst i det sydlige New Jersey med en vindstyrke på op mod 160 kilometer i timen.

Til sammenligning havde orkanen i Danmark i 1999 vindstød på op mod 144 kilometer i timen.

Rekordhøj vandstand

Omkring halvanden time senere ramte orkanen New York City, og styrken havde da aftaget til omkring 130 kilometer i timen.

Sandy er 1600 kilometer bred, som svarer til, at den strækker sig over et område fra København til Frankrig. Den har trukket enorme vandmasser med sig og har oversvømmet store områder og fyldt biltunneller og metrotrafiknettet i New York med vand.

Vandstanden i den sydlige del af Manhattan steg i nat til 4,2 meter over det normale. Aldrig før har det været så højt i New York City.

I løbet af natten aftog Sandy så meget i styrke, at den hun blev nedgraderet fra orkan til superstorm.

Se billedserie fra ødelæggelser her:

  • (Foto: BRENDAN MCDERMID © Scanpix)
  • (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • (Foto: BRENDAN MCDERMID © Scanpix)
  • (Foto: ADREES LATIF © Scanpix)
  • (Foto: ANDREW KELLY © Scanpix)
  • (Foto: ANDREW KELLY © Scanpix)
  • (Foto: Petty Officer 2nd Class Tim Kukl © Scanpix)
  • (Foto: HANDOUT © Scanpix)
  • (Foto: HANDOUT © Scanpix)
  • (Foto: RUTH FREMSON © Scanpix)
  • (Foto: Andrew Burton © Scanpix)
  • (© Scanpix)
  • (Foto: Andrew Burton © Scanpix)
  • (Foto: GARY HERSHORN © Scanpix)
  • (Foto: Allison Joyce © Scanpix)
  • (Foto: KEITH BEDFORD © Scanpix)
  • (Foto: Andrew Burton © Scanpix)
1 / 17

På vej videre

Klokken 8.30 dansk tid havde Sandy passeret New York og var nået nogle hundrede kilometer ind i landet med aftagende styrke.

Mens Sandy har forladt New York City, er store mængder af havvand blevet trukket ind i byen, og superstormen har forårsaget massive oversvømmelser langs USA's Atlanterhavskyst fra North Carolina i syd til Maine i nord.

På det meste af østkysten falder der også kolossale mægder regn, som betyder, at floderne bliver fyldt helt op, og det skaber flere oversvømmelser.

Hos DMI vurderer vagtchef Frank Nielsen, at vandet vil begynde at sive væk i løbet af i dag.

171 er omkommet

Fredag aften dansk tid havde Sandy taget livet af mindst 102 mennesker i USA i seks forskellige delstater. Det bekræfter myndighederne, der dog tager forbehold.

Nogle dødsfald kan senere vise sig, ikke at have forbindelse til stormen, og man regner derfor med, at drabstallet vil ændre sig i takt med efterforskningen.

I New York er mindst 41 personer omkommet, mens tallet er 49 for hele staten.

I New Jersey rapporterer myndighederne om 11 dødsfald, der har forbindelse til stormen.

Dræbte i Caribien og Haiti

Inden Sandy nåede fastlandet i USA, blev et berømt træskib, som er blevet brugt i store Hollywood-produktioner, sænket af fem meter høje bølger ved USA's østkyst.

14 af skibets 16 besætningsmedlemmer blev reddet, men liget af en matros blev senere hevet op fra bølgerne, mens skibets kaptajn fortsat savnes.

Foruden de mennesker, der er omkommet i USA, er en kvinde død i Toronto i Canada. Hun blev ramt af murbrokker, som havde revet sig løs på grund af kraftige vindstød.

Før orkanen Sandy ramte USA's østkyst har den hærget Caribien og Haiti, hvor mindst 67 mennesker er blevet dræbt.

Millioner uden strøm

Sandy har skabt en undtagelsestilstand i store dele af det nordøstlige USA.

New Yorks store lufthavne JFK, LaGuardia og Newark Liberty International er blevet lukket på grund af store oversvømmelser.

Tirsdag formiddag står 6,5 millioner mennesker uden el, en halv million er evakueret, og man vurderer, at mindst 50 millioner mennesker er berørt af uvejret.

Mange tusind huse er blevet oversvømmet - særligt i delstaten New Jersey, hvor byerne ligger lavt. I bydelen Queens er 50 bygninger brændt ned til jorden efter orkanen Sandy.

Oprydningen skal i gang

Det ventes, at Sandy vil slå sig sammen med en koldfront fra vest, hvilket gør stormen ekstra kraftig og medfører snefald på op til 150 centimeter.

Meteorologerne frygter, at Sandy vil kaste 300 millimeter regn af sig i de hårdest ramte områder i løbet de tre dage, uvejret sandsynligvis varer.

Kystbyer som Boston, New York, Philadelphia, Baltimore og hovedstaden Washington DC ventes at være delvist lammet endnu 48 timer frem til sent onsdag.

Det amerikanske beredskab skal nu til udbedre de skader, som Sandy har forårsaget. Vand skal pumpes ud, bygninger skal sikres og elledningerne skal repareres.

Elselskaber regner med, at det kan gå flere uger, før alle de 6,5 millioner mennesker uden el, får strømmen tilbage.

Er du berørt af Sandy, så skriv til os på 1212@dr.dk

Facebook
Twitter