OVERBLIK Sådan påvirker det britiske valg Danmark

Danske fiskere holder vejret, mens flere brancher skriger efter afklaring.

Det britiske valg kan ende med at få store konsekvenser herhjemme. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

I disse timer går briterne til stemmeurnerne ved et valg, der kan få enorme konsekvenser for Storbritanniens fremtid.

Men der er også tale om et valg, der kan få stor betydning for Danmark.

De to store britiske partier, der kæmper om magten, har nemlig vidt forskellige bud på, hvilken retning Storbritannien skal bevæge sig i.

Det gælder også i forhold til det helt store spørgsmål i britisk politik: Nemlig brexit.

Premierminister Boris Johnson lover, at han med et flertal til Det Konservative Parti får stemt sin brexit-aftale igennem og får sagt farvel til EU inden februar.

Hos det store oppositionsparti Labour lover man i stedet at lave en ny skilsmisseaftale med EU og så lade det britiske folk afgøre, om brexit skal finde sted eller ej.

Og netop brexit er noget, der kan få stor betydning for Danmark.

Vi har samlet nogle af eksemplerne her.

1

Danske arbejdspladser kan komme i fare

Den danske eksport af svinekød til Storbritannien risikerer at komme i klemme, hvis der ikke kommer styr på forholdet mellem EU og Storbritannien i fremtiden. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Der er god grund til at holde øje med dagens valg, siger Søren V. Kristensen, der er cheføkonom hos Sydbank.

- Det kan få ret stor betydning for dansk økonomi, siger han.

- Det er mest på længere sigt, men jeg synes alligevel, at det er værd at holde øje med, siger han.

Man skal nok ikke forvente, at udfaldet af dagens valg i Storbritannien medfører fyringsrunder eller ekstra julebonusser på de danske arbejdspladser i morgen.

Men udfaldet af valget kommer til at betyde meget for brexit. Og brexit er noget, der i den grad betyder noget for dansk erhvervsliv.

- Kommer vi i et no-deal-scenarie, så kan det betyde, at vi mister adskillige tusinde arbejdspladser, siger cheføkonomen.

- Men det er ikke sådan, at jeg tror, at det kommer til at slå den fremgang, vi ser i dansk økonomi, helt i stykker. Det betyder absolut mest i Storbritannien, men det betyder helt bestemt også noget i Danmark, siger han.

Han peger på, at der er nogle brancher, der kan blive betydeligt hårdere ramt end andre.

Det gælder blandt andet i landbruget og de dele af industrien, der handler med Storbritannien, siger han.

- For nogle af de her typisk lidt mindre industrivirksomheder, hvor Storbritannien fylder rigtig meget, der kan det være et rigtig hårdt slag, hvis vi enten får et no-deal-brexit, eller hvis den aftale, man laver på langt sigt, gør, at reglerne i Storbritannien og EU bliver mere og mere forskellige, så det bliver sværere at handle sammen.

Også hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv mener man, at der er grund til at følge udviklingen i Storbritannien.

Hele 60.000 danske arbejdspladser er nemlig knyttet til eksporten til landet, siger Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel hos Dansk Erhverv.

Her forventer man, at brexit vil føre til, at der sker en afmatning i britisk økonomi, og det kan betyde mindre efterspørgsel på danske varer.

Michael Bremerskov Jensen mener, at man som dansker skal håbe på et resultat, der betyder, at briterne beholder et tæt forhold til EU. Og det optimale i den sammenhæng vil være, hvis Labour og de andre oppositionspartier får flertal, så brexit kan blive aflyst.

- Der ingen tvivl om, at vi ønsker, at Storbritannien bliver i EU, siger han.

Det betyder dog ikke, at en overraskende Labour-sejr og efterfølgende aflysning af brexit vil betyde, at alt er fryd og gammen, pointerer han.

En britisk regering ledet af Labour-lederen, Jeremy Corbyn, vil nemlig give nogle andre brudflader med EU, siger han.

- Corbyns prioriteter er ikke at få den mest gnidningsløse samhandel med Danmark og EU-lande.

2

Fiskere holder vejret

Usikkerheden om brexit har lammet danske fiskeri på flere områder, lyder det fra branchen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Særligt det danske fiskeri er sårbart, når det kommer til Storbritanniens fremtid.

- Vi har brug for at komme videre, og der er valget helt afgørende, siger Esben Sverdrup-Jensen, direktør hos interesseorganisationen Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Han fortæller, at danske fiskere fanger hele 40 procent af deres fisk i britisk farvand. Derfor har man fulgt udviklingen i Storbritannien ganske tæt siden folkeafstemningen om brexit for over tre år siden.

- Det er selvfølgelig fordi, det er så vigtigt, at der kommer en aftale mellem EU og Storbritannien, hvor vi kan fastholde vores fiskerimuligheder i britisk farvand, og hvor vi kan fastholde fordelingen af kvoter internt i EU, siger han.

- For de fiskere, jeg repræsenterer, så taler vi om 70 procent eller mere, der fanges i det, der i fremtiden bliver Storbritanniens fiskerifarvand, siger direktøren, som understreger, at fiskerne har brug for, at der kommer afklaring om, hvordan deres fremtid bliver.

- Det er fuldstændig afgørende for de 16.000 mennesker i Danmark, der er beskæftiget med fiskeri eller fiskerirelateret arbejde, at der kommer en fornuftig aftale med Storbritannien, siger han.

Derfor efterlyser man et klart valgresultat.

Det optimale for Esben Sverdrup-Jensen vil være, at oppositionen får flertal, og brexit bliver aflyst. Det næstbedste vil være, at Boris Johnson vinder klart nok til, at han kan få godkendt sin brexit-aftale inden udgangen af januar.

For så er der styr på skilsmissen, og så kan man begynde at koncentrere sig om det fremtidige forhold: Herunder hvad der skal ske på fiskeriområdet.

- Dansk fiskeri har været lammet i tre år på grund af brexit og den usikkerhed, som det skaber i hele sektoren, lyder det fra direktøren, der siger, at det blandt andet har medført manglende investeringer i nye fartøjer.

3

Påvirker finansmarkedet

Finansmarkederne holder tæt øje med udviklingen i Storbritannien. (Foto: © Ralph Orlowski, Scanpix)

Dagens valg kan også give udslag på de finansielle markeder, påpeger Søren V. Kristensen.

Hvilken vej markederne bevæger sig, kommer an på udfaldet af valget.

En klar sejr til Boris Johnson, hvor premierministeren får flertal til at få vedtaget sin brexit-aftale inden deadline den 31. januar, kan løfte stemningen en smule på de finansielle markeder, siger han.

- Omvendt kan et mudret billede, hvor man ikke rigtig ved, om Johnsons aftale kan komme igennem, give den modsatte effekt, fordi man igen skal til at være bekymret for, om vi inden for få måneder står over for et muligt no-deal-brexit igen, siger Søren V. Kristensen.

Selv om rigtig meget peger på, at brexit vil være skidt for den danske økonomi, så vil det være positivt at få en afgørelse, påpeger cheføkonomen.

Usikkerheden omkring brexit betyder nemlig, at mange virksomheder - også herhjemme - er i en venteposition og ikke tør foretage store investeringer.

- Den usikkerhed er nærmest gift for økonomien, siger cheføkonomen.

4

Usikkerhed giver dyrere CO2-kvoter

Forsyningsselskaber kan ende med at skulle betale meget ekstra for CO2-kvoter i forbindelse med brexit. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Hos energikoncernen EWII råder man dansk erhvervsliv til at holde øje med, hvad der sker i Storbritannien.

Valget kan nemlig få stor betydning for brexit, som så kan få EU's priser på det såkaldte kvotemarked til at stige. Omsætningen af kvoter afhænger nemlig af, om Storbritannien forlader EU med eller uden en udtrædelsesaftale.

Det påvirker nemlig antallet af kvoter, der er i spil, og det kan betyde øgede omkostninger for danske virksomheder, lyder det fra Kent Christensen, der er afdelingsleder for Renewables, Trading og Consulting i energikoncernen.

- Lige nu er der en risiko for, at det kan påvirke priserne ret heftigt, og folk sidder og lurepasser lidt i øjeblikket for at se, om briternes kvoter kommer i spil eller ej, siger han.

Han forklarer, at danske virksomheder skal købe CO2-kvoter, når de producerer eksempelvis elektricitet ved hjælp af olie, gas eller kul.

Den fortsatte usikkerhed omkring brexit betyder, at priserne på kvoterne er steget.

- Som det er lige nu, så vokser usikkerheden bare, som tiden går, siger han.

Og det betyder blandt andet, at nogle vælger at vente med investeringer, der skal skære ned på de fossile brændsler, lyder det.

Kent Christensen peger på, at særligt store industrikunder og forsyningsselskaber påvirkes af de højere priser.

Derfor krydser man fingre for, at der kommer en klar afgørelse ved dagens valg.

Det vil sige, at enten Det Konservative Parti eller oppositionen får et stort nok flertal til at kunne gennemføre deres politik.

- Det kan betyde en hel del for de store selskaber, siger han.

- Usikkerheden er svær at håndtere.