OVERBLIK Trumps russiske forbindelser

Få et overblik over de største sager mellem Donald Trump og Rusland.

Der bliver ved med at dukke historier op i medierne om forbindelser mellem Rusland og så USA's præsident Donald Trump og hans regering.

Få et overblik over nogle af de mest markante sager her:

Trumps kampagneleder går af efter beskyldninger om bestikkelse

Hvornår: 19. august 2016

Hvem: Trumps kampagneleder Paul Manafort og kampagnerådgiver Carter Page.

Paul Manafort og Kellyanne Conway. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Hvad: Fik han millioner af dollar i kontanter for at repræsentere russiske interesser i Ukraine og USA? Og kom en del af pengene endda fra en oligark med tætte forbindelser til Ruslands præsident Putin? Sådan lyder beskyldningerne i hvert fald mod Paul Manafort, tidligere leder af Trumps valgkampagne.

Siden Manaforts afgang er yderligere beskyldninger dukket op, blandt andet at den tidligere kampagneleder i al hemmelighed skulle have arbejdet for en russisk milliardær for at støtte Putin.

I samme periode kommer det frem, at en anden af Trumps kampagnerådgivere, Carter Page, har skjult, at han har mødtes med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak - og har tilmed været overvåget af FBI, fordi han har haft kontakter til højtstående russere med forbindelse til Vladimir Putin.

Sikkerhedsrådgiver løj om ulovlige samtaler og bliver fyret

Hvornår: December 2016-februar 2017

Hvem: National sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak

Hvad: I slutningen af december 2016 taler Michael Flynn flere gange i telefon med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak. Det er ulovligt, da Flynn endnu ikke er tiltrådt posten som præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver og derfor agerer som civil. Samtalerne finder sted samtidig med, at Barack Obama som afgående præsident indfører sanktioner mod Rusland, efter at Rusland ifølge FBI har blandet sig i den amerikanske valgkamp.

Michael Flynn, da han var ansat som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Michael Flynn misinformerer derefter blandt andre vicepræsident Mike Pence om indholdet af sine samtaler med Kislyak, da han siger, at de to ikke diskuterede USA's sanktioner mod Rusland.

Efter nogen tøven fyrer Donald Trump Michael Flynn 14. februar 2017.

Justitsminsteren talte usandt til Senatet

Hvornår: 1. marts

Hvem: Justitsminister Jeff Sessions og Ruslands ambassadør Sergej Kislyak

Jeff Sessions bliver taget i ed under en høring i Senatet. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Hvad: Avisen Washington Post afslører, at Trumps nyudnævnte justitsminister, Jeff Sessions, talte usandt under en høring i USA’s Senat, forud for sin godkendelse som justitsminister. Sessions afviste at have haft kontakt til russere, men ifølge Washington Post mødtes Sessions med Ruslands ambassadør, Sergej Kislyak, to gange, blandt andet på hans kontor den 8. september 2016. Jeff Sessions erklærer sig efterfølgende inhabil i undersøgelsen af Trumps valgkampagne og Ruslands eventuelle indblanding.

Trump fyrer FBI-chef

Tidligere FBI-chef James Comey og Præsident Donald Trump. (Foto: DREW ANGERER © Scanpix)

Hvornår: 9. maj 2017

Hvem: Præsident Donald Trump og FBI-chef James Comey

Hvad: Trump chokerer Washington D.C. og resten af verden ved at fyre chefen for den amerikanske efterretningstjeneste FBI, James Comey. Iagttagere vurderer, at Comey var kontroversiel for Trump, da han i marts bekræfter, at efterretningstjenesten undersøger mulige forbindelser mellem Rusland og Trumps kampagneteam.

Det Hvide Hus skifter efterfølgende forklaring mange gange, når det gælder årsagen til fyringen af James Comey.

Trump deler tophemmelige oplysninger med Rusland

Hvornår: 15. maj 2017

Hvem: Præsident Donald Trump, Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak.

Præsident Donald Trump mødes med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov i Det hvide Hus 10. maj. (Foto: ho © Scanpix)

Hvad: Anonyme kilder siger til avisen Washington Post, at Donald Trump har delt hemmeligstemplede oplysninger med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak, plus deres rådgivere, under et officielt besøg i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus 10. maj 2017.

Ifølge avisen drejer oplysningerne sig tilsyneladende om en terrortrussel fra Islamisk Stat relateret til bærbare computere på et rutefly. Ifølge kilder kontakter Trumps ansatte efterfølgende efterretningstjenesterne CIA og NSA for at informere om Trumps videregivelse af oplysningerne. Det ville for de fleste være strafbart at viderebringe fortrolige oplysninger. Det er dog lovligt for præsidenten.

Donald Trump skriver selv på Twitter, at han har ret til at dele oplysninger med Rusland.

Memo: Trump beder FBI om at stoppe undersøgelse

Hvornår: 16. maj 2017

Hvem: Præsident Donald Trump og FBI-chef James Comey.

Hvad: Flere amerikanske medier skriver om et memo fra februar, skrevet af daværende FBI-chef James Comey. Memoet handler om en samtale i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump tilsyneladende beder Comey om at stoppe en undersøgelse af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forbindelse til Rusland.

I et skriftligt vidneudsagn til efterretningskomitéen i Senatet fortæller James Comey senere, at Trump også krævede hans loyalitet, og at Trump i et telefonopkald den 30. marts spurgte Comey, hvad der kunne gøres for at få mindsket fokus på efterforskningen af Trumps påståede relationer til Rusland.

Svigersøn på FBI's radar

Hvornår: 25. maj 2017

Hvem: Toprådgiver Jared Kushner og ambassadør Sergej Kisljak.

Svigersønnen Jared Kushner (h) er en af Donald Trumps mest betroede medarbejdere. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Hvad: Flere medier skriver, at Donald Trumps svigersøn og toprådgiver Jared Kushner bliver efterforsket af FBI i forbindelse med en undersøgelse af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Senere fortæller unavngivne kilder Washington Post, at Kushner forsøgte at oprette en hemmelig kommunikationskanal mellem USA og Rusland under et møde i Trump Tower i New York med den russiske ambassadør Sergej Kisljak. Mødet fandt sted få uger efter, at Trump var blevet valgt til præsident.

Følg høringen af den fyrede FBI-direktør live her

Facebook
Twitter