OVERBLIK Tyrkiets dilemma: Angriber kurdere og Islamisk Stat på samme tid

Tyrkiet er for alvor gået ind i kampen mod Islamisk Stat. Også PKK er på den tyrkiske målskive - og begge grupper svarer igen på angrebene.

Pårørende sørger over familiemedlemmer, der blev dræbt i bombeangrebet mod kulturcenteret i Suruc 20. juli. (Foto: 10611 Ensar Ozdemir © 2015 Anadolu Agency)

To terrorstemplede organisationer, et land i blodig borgerkrig, storpolitik og en kamp om selvstyre. Det er nogle af de tråde, der fletter sig ind i den seneste uges begivenheder i grænseområdet mellem Tyrkiet samt nabolandene Irak og Syrien.

Den nyeste udvikling er, at amerikanerne søndag har fordømt den kurdiske bevægelse PKK. Men før det fulgte en handlingsmættet uge, der ifølge militæranalytiker og oberstløjtnant ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen må betegnes som en "game changer" i kampen mod Islamisk Stat.

DR Nyheder giver dig et overblik her.

Kampfly kom på vingerne

Tyrkiet er længe blevet beskyldt for at blive stående på perronen, mens en række andre lande har forsøgt at komme ekstremisterne fra Islamisk Stat til livs.

Denne uge trådte den tyrkiske regering så om bord med en skærpet sikkerhedspolitisk kurs under armen.

Landet har fra start har været en del af den internationale koalition, der angriber Islamisk Stat i Syrien og Irak, men har ikke tidligere deltaget i offensive operationer mod terrororganisationen.

Det ændrede sig i denne uge, hvor Tyrkiet sendte kampfly på vingerne og bombede terrorbevægelsens stillinger i Syrien.

Premierminister Ahmet Davutoglu holdt lørdag møde i Ankara, hvor kommandør for de tyrkiske luftstyrker Akin Ozturk informerede ham om nattens aktion. (Foto: TURKISH PRIME MINISTER PRESS OFF)

Åbnede base og beskød militante

Derudover har landet åbnet luftbasen Incerlik i den sydøstlige del af landet for koalitionen, så basen kan bruges som afsæt for angreb mod terrorbevægelsen.

I denne uge har tyrkiske soldater desuden ligget i ildkamp med militante på tværs af grænsen til Syrien.

Sideløbende ransagede myndighederne i Tyrkiet flere hundrede adresser rundt omkring i landet og arresterede et stort antal personer under mistanke om tilknytning til PKK eller Islamisk Stat.

Her ses den base, som den tyrkiske regering nu har åbnet for angreb mod Islamisk Stat. (Foto: 10611 Ibrahim Erikan © 2015 Anadolu Agency)

Kritik for ikke at gøre nok

Der er blevet spekuleret i, om Tyrkiets regering har tøvet med at angribe Islamisk Stat af frygt for, at angrebene ville fremme bevægelsen Kurdistans Arbejderpartis (PKK) dagsorden.

PKK har i årtier kæmpet for selvstyre i Tyrkiet, men er nu også gået ind i kampen mod Islamisk Stat i Irak. Og det er her, Tyrkiet natten til lørdag angreb syv PKK-lejre.

Lørdag erklærede PKK på gruppens hjemmeside, at Tyrkiets angreb har slået en fed, sort streg henover al snak om en våbenhvile med tyrkerne.

Samme dag døde to tyrkiske soldater i et bilbombeangreb mod en konvoj i den sydøstlige del af landet, som er overvejende kurdisk. PKK har fået skylden for angrebet.

Demonstranter protesterer mod Tyrkiets angreb, der blandt andet var rettet mod Kandil-bjerget, hvor PKK's militære ledelse befinder sig. (Foto: Jawdat Ahmed/Pacific Pres/SIPA)

Angrebet mod Suruc

Det er ikke den eneste udvikling i forhold til den anspændte situation, der altså både involverer Tyrkiet, PKK, Islamisk Stat, USA, Syrien og Irak.

Tidligere på ugen døde 32 personer - primært kurdere fra en socialistisk ungdomsorganisation - i et angreb mod et kulturhus i den tyrkiske grænseby Suruc.

De var på stedet for at koordinere nødhjælpsarbejde til byen Kobane, der ligger på den modsatte side af grænsen til Syrien.

Tyrkiet har erklæret, at det var en selvmordsbomber med bånd til Islamisk Stat, der stod bag.

Kobane har været fanget i krydsilden mellem Islamisk Stat og kurdiske styrker, og byen betragtes som et vigtigt strategisk punkt for terrorbevægelsen, der har en klar interesse i at kontrollere grænseområder for at få folk og materiel ind og ud af Syrien.

Bombeangrebet i Suric 20. juli sårede omkring 100. Efter angrebet blev de døde lagt op på rækker. (Foto: 10611 Orhan Cicek © 2015 Anadolu Agency)

USA fordømmer PKK som terrorgruppe

Og nu fordømmer USA altså PKK, der er sortlistet på internationale terrorlister. Gruppens betegnelse som terrorbevægelse har dog været oppe til diskussion internationalt, efter PKK gik ind i kampen mod Islamisk Stat.

Den amerikanske regerings særlige viceudsending i kampen mod Islamisk Stat skriver på Twitter, at USA har fuld respekt for Tyrkiets ret til selvforsvar.

https://twitter.com/brett_mcgurk/status/625070882621390848

Samtidig understreger han, at der ingen forbindelse er mellem luftangrebene mod PKK og USA's og Tyrkiets aftale om at intensivere samarbejdet om at bekæmpe Islamisk Stat.

https://twitter.com/brett_mcgurk/status/625071051395960833

Facebook
Twitter