OVERBLIK Vestagers 3 sager mod Google

Søgegiganten risikerer flere kæmpebøder som den, EU's konkurrencekommissær udskrev i dag.

Margrethe Vestager åbnede en sag mod Googles mobile styresystem Android i april 2016. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Når europæere søger efter noget på internettet, leverer Google over 90 procent af søgeresultaterne.

Det giver selvsagt den amerikanske teknologigigant en dominerende position, som kan misbruges - og det er præcis, hvad EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager har givet Google en bøde på hele 18 milliarder kroner for i dag.

Vestager mener, at selskabet har favoriseret sin egen service "Google Shopping". Og det er ikke det eneste horn, som kommissæren har i siden på Google.

Faktisk har Margrethe Vestager åbnet hele tre sager mod firmaet:

1. Google Shopping

EU's konkurrencemyndigheder modtog den første klage over Google for 15 år siden. I 2010 begyndte EU en undersøgelse af selskabet, og endelig, i april 2015, er Margrethe Vestager klar til at åbne en sag.

I en såkaldt "klagepunktsmeddelelse" beskylder EU Google for at favorisere sin egen tjeneste "Google Shopping" på bekostning af andre shopping-hjemmesider.

Christian Bergquist, der er lektor i EU-ret ved Københavns Universitet, forklarer EU's beskyldninger mod Google:

Google Shopping var i udgangspunktet en tjeneste, der sammenlignede priser på de produkter, brugere søgte efter. Senere ændrer Google vilkårene, så butikker nu skal betale for at få vist deres varer i tjenesten. De optræder dengang som nu øverst i resultaterne, når man søger på Google.

Selskabet afviser beskyldningerne blandt andet med henvisning til, at forbrugerne frit kan bruge andre søgetjenester, og at selskaber som Amazon og Ebay er mange gange større end Google, når det gælder onlineshopping.

2. Android

I april 2016 indkalder Margrethe Vestager til pressemøde med nye beskyldninger om konkurrenceforvridning mod Google.

Denne gang er det selskabets mobile styresystem Android, som nærmer sig en markedsandel på 90 procent på verdensplan, som har kommissærens fokus.

Googles Android-styresystem bruges i smartphones fra en lang række forskellige firmaer. (Foto: MARK BLINCH © Scanpix)

EU's klage går på, at Google presser producenter af smartphones til at installere Google-tjenester som eksempelvis browseren Chrome på forhånd - til ulempe for konkurrerende browsere.

- Googles adfærd fratager forbrugerne et bredere udvalg af mobilapplikationer og -tjenester og hindrer andre aktører i at innovere, siger Margrethe Vestager.

Google svarer, at Android er åbent og frit - og at selskabets "aftaler med partnere er helt frivillige."

3. Annoncer

Bare tre måneder efter Android-pressemødet er Margrethe Vestager klar med en tredje konkurrencesag mod Google.

I en pressemeddelelse skriver kommissæren, at Google har udnyttet sin dominerende position ved at favorisere annoncer fra netbutikker, der har betalt selskabet for en fremtrædende placering i Googles søgeresultater.

- Det betyder, at forbrugere ikke nødvendigvis ser de mest relevante resultater i deres søgninger, udtaler Vestager.

Annoncesalg udgør Googles primære indtægtskilde, og derfor kan denne sag ramme selskabet hårdt - ikke kun på grund af de milliardbøder, EU plejer at udskrive, men også hvis Google tvinges til at ændre den algoritme, der bestemmer søgningernes rangorden.

- Vi mener, at vores innovationer og produktforbedringer har øget valgmulighederne for europæiske forbrugere og fremmer konkurrencen, siger en talsperson for Google i forbindelse med den tredje sag.

Facebook
Twitter