Overlevende beskriver rædselsscene, da turbåd sank på Donau

Ungarns regeringsleder lover en grundig undersøgelse af kollision.

- Jeg så det store cruiseskib komme nærmere, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville ramme vores båd.

Sådan beskriver en 31-årig sydkoreansk kvinde med efternavnet Jeong øjeblikket, før et flodcruiseskib ramte en langt mindre turbåd på Donau-floden onsdag aften.

Kvinden er en af de syv personer, som overlevede ulykken. Syv sydkoreanske turister er foreløbig fundet døde, mens 21 personer - 19 sydkoreanere og to besætningsmedlemmer fra Ungarn - er meldt savnet.

Se de to skibe, som var involveret i ulykken:

  • Havfruen er 26 meter lang og har plads til 45 turister. (Foto: handout © Scanpix)
  • Viking Sigyn er 135 meter lang og 12 meter bred. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)
1 / 2

Sank på syv sekunder

Turbåden var få meter fra afslutningen på en timelang rundtur på Donau, da kollisionen skete. Skibet "Havfruen" sank ifølge politiet i Ungarn på bare syv sekunder.

Jeong fortæller nyhedsbureauet Yonhab, at hun og andre blev kastet ud i det kolde vand på grund af kraften fra sammenstødet. Hun siger, at hun greb fat i redningsbåd, som drev forbi. Herfra reddede hun en medpassager ved at kaste et reb til hende.

Fra kanten af redningsbåden kunne de to kvinder magtesløse se til, mens deres medpassagerer kæmpede for at holde hovederne over vand i den kraftige strøm.

- Folk faldt ned i floden i mørket og råbte "hjælp mig!", mens de sprællede i vandet. Men jeg kunne ikke gøre noget for dem, græder Jeong.

Sydkoreas udenrigsminister, Kang Kyung-wha (i midten), besøgte i dag ulykkesstedet. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Orban lover undersøgelse

Ungarns regeringsleder Viktor Orban har i dag lovet en grundig undersøgelse af ulykken.

- Der er sket en ulykke, hvor passagererne næsten ikke havde nogen mulighed for at overleve, siger Orban til ungarsk statsradio.

Myndighederne har tidligere udtalt at episoden efterforskes som en kriminel handling.

Sent torsdag blev det meldt ud, at kaptajnen fra det norskejede cruiseskib Viking Sigyn" var i politiets varetægt. Den 64-årige ukrainske kaptajn er mistænkt for "handlinger, som ledte til ulykken", oplyser Reuters.

Donau-floden oplever i øjeblikket forhøjede vandstande og kraftig strøm som følge af voldsom nedbør de seneste dage.

De usædvanlige forhold besværliggør indsatsen for at finde de 21 personer, som stadig savnes.

Facebook
Twitter