Overlevende fra Auschwitz markerer 70-året for befrielsen

Stats- og regeringsledere fra hele verden deltager i markering af befrielsen fra koncentrationslejr, men Putin bliver væk.

Mordechai Ronen fra Canada, der overlevede Auschwitz, lagde i går vejen forbi koncentrationslejren, der var den sikre død for mange jøder og andre minoriteter under Anden Verdenskrig. I dag danner lejren ramme om markeringen af 70-årsdagen for befrielsen. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)

I dag er det 70 år siden, at sovjetiske soldater kørte ind i Auschwitz i det sydlige Polen og befriede fangerne i nazisternes lejr.

Flere end en million mennesker, fortrinsvist jøder, mistede livet i de fem år, lejren eksisterede. Mange af dem i de dertil indrettede gaskamre.

Nogle af dem, der trods alt overlevede, deltager i markeringen af 70-året for befrielsen, der allerede har varet en uge.

De overlevende er hovedpersoner

- Man har afholdt andagter, vist dokumentarfilm på tv og haft interviews i talkshows med nogle af de sidste overlevende. I dag kommer kulminationen, hvor kongelige samt stats- og regeringsledere fra hele verden mødes i Auschwitz, siger DR's Tysklandskorrespondent, Michael Reiter, fra Krakow.

- Men i dag er det kun de overlevende, der taler, siger Michael Reiter.

Han har haft lejlighed til at snakke med flere af de 300 overlevende, der deltager ved ceremonien i dag.

- De har nogle forfærdelige, men også vigtige historier at fortælle. De var børn, da Auschwitz blev befriet, og det er muligvis sidste chance for at høre deres øjenvidneberetninger.

Michael Reiter, der til daglig bor i Berlin, fortæller, at man i Tyskland hele tiden minder sig selv om de forfærdelige synder fra nazitiden.

- På den måde vil man vaccinere sig selv mod, at den grusomme fejl nogensinde skulle ske igen, siger korrespondenten, der også oplever en massiv interesse fra udenlandske journalister.

Putin bliver væk

Der er dog én person, der ikke viser samme interesse for 70-årsdagen, nemlig Vladimir Putin.

Under normale omstændigheder ville den russiske præsident deltage ved en mindehøjtidelighed som den i dag, fordi Rusland under besættelsen var en del af Sovjetunionen, hvis hær åbenbarede de ufattelige lidelser i lejren.

Men i dag bliver Putin væk.

- I Kreml vil de sige, at han ikke er inviteret, mens Polen siger, at han har fået samme invitation som alle andre, siger Michael Reiter.

  • En kvinde går gennem sneen ved indgangen til lejren, hvor nazister holdt jøder, sigøjnere og andre mennesker, som fanger, fordi nazisterne mente, at de var forkerte mennesker. (Foto: JOEL SAGET © Scanpix)
  • De tyske nazister byggede Auschwitz-lejren i 1940 for at holde polske jøder fanget. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Fangerne fik fjernet alle deres ejendele med beskeden om, at de ikke ville få brug for dem. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Hver fange fik et nummer. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Barakkerne er nu faldet sammen, og pigtrådshegnet, der holdt fangerne langt fra verden udenfor, er væk. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • De fleste blev sendt direkte i døden, og andre fanger blev mishandlet i måneder og år, mens de arbejdede som slaver. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Fangerne vidste ikke, hvilken fremtid de gik i møde, da de ankom til Auschwitz med deres kufferter. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • En masse tomme Zyklon B-dåser er siden hen blevet fundet. Zyklon B er det dræbende giftstof, nazisterne anvendte i gaskamrene til at dræbe jøder. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Der blev fundet over 43.000 sko i alle størrelser. Derudover blev der fundet tonsvis af hår, jakkesæt og dametøj. (Foto: PAWEL ULATOWSKI © Scanpix)
  • Sneen falder nu over mindestedet for Auschwitz. (Foto: JOEL SAGET © Scanpix)
  • Holocaust-overleveren Judith Hershkowitz på 86 år var ganske ung, da hun oplevede Anden Verdenskrig. Her viser hun et billede af sin familie. Hun bor i dag på det, der kaldes "Survivors' Street" - "De overlevendes gade" i Israel. (Foto: MENAHEM KAHANA © Scanpix)
  • Overlevende fra koncentrationslejren Auschwitz var tilbage i lejren for at mindes ofrene. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)
  • Mordechai Ronen fra Canada var rørt over at være tilbage. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)
  • Malicki fra Ukraine har iført sig de blå striber igen. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)
  • Ceremonien markerer 70 års frihed for 300 tidligere fanger, som stadig lever i dag. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)
  • Fire børn, der blev brugt til nazisternes medicinske eksperimenter, hænger på væggen i en af barakkerne i Auschwitz. (Foto: ODD ANDERSEN © Scanpix)
  • Sam Beller viser sit fangenummer, der er tatoveret på armen. (Foto: JANEK SKARZYNSKI © Scanpix)
  • Lederen af Den Jødiske Verdenskongres, Ronald Lauder, står foran porten med teksten 'Arbeit macht frei'. (Foto: ODD ANDERSEN © Scanpix)
  • Sten er lagt ind i væggen kaldt 'the Wall of Death', hvor mange fanger blev skudt. (Foto: LASZLO BALOGH © Scanpix)
  • Overleverne er iklædt de blå-hvide striber og bærer blomster til minde for ofrene. (Foto: JANEK SKARZYNSKI © Scanpix)
  • Der er flere mindesten for de mange dræbte, så historien ikke bliver glemt. (Foto: JOEL SAGET © Scanpix)
1 / 21

Han peger på, at Putin er ildeset i Polen.

- Mange polakker er bange for, at russerne pludselig vælter ind over grænsen, ligesom de har gjort på Krim-halvøen. Men der har også været rygter blandt vestlige ledere om, at hvis Putin kom, så ville man blive væk.

Under markeringen i dag er Danmark repræsenteret ved kronprins Frederik, Frankrig ved præsident François Hollande, Ukraine ved præsident Petro Porosjenko, mens Rusland, Israel og USA ikke er præsenteret på præsidentniveau.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54c6ba7aa11f9d1ba0db7f02

FacebookTwitter