Lige nu kæmper redningsfolk i Tyrkiet og Syrien ikke kun med murbrokker, betonblokke og jern efter to voldsomme jordskælv har ramt området.
Også dårligt vejr med temperaturer omkring frysepunktet, voldsom blæst og også sne enkelte steder besværliggør redningsarbejdet.
Det fortæller katastrofechef i Røde Kors Bjarke Skaaning.
Han afviser ikke, at nogle af de mennesker, der har overlevet jordskælvene, vil dø af kulde.
- Jeg håber selvfølgelig, at vi og myndighederne lokalt kan nå at skaffe de ting, der skal til, og jeg ved, at man arbejder på højtryk for, at det skal lykkes. Men det bliver rigtig svært, siger han til P1 Orientering.
Indenfor bare 12 timer har to kraftige jordskælv ramt det sydlige Tyrkiet.
I skrivende stund er flere end 2.200 bekræftet omkommet og flere end 10.000 kvæstet i Tyrkiet og Syrien.
Bygninger er kollapset af de store jordskælv og en lang række efterskælv, og mennesker er fanget i murbrokkerne.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere i dag udtalt, at det endnu ikke er muligt at sige, hvor dødstallet vil ende. Også han understreger, at vintervejret gør nødhjælpsarbejdet svært.
- Alle lægger deres hjerte og sjæl i indsatsen, selvom vintersæsonen, koldt vejr og at jordskælvet skete om natten gør tingene mere besværlige, sagde han tidligere i dag.
Mange kommer til at sove ude
Ifølge Reuters har syrisk stats-tv vist optagelser af redningshold, der arbejder i silende regn og slud.
Samtidig tør mange mennesker ikke bevæge sig inden døre af frygt for, at bygningerne vil styrte sammen, fortæller Bjarke Skaaning.
- Der er umiddelbart ikke særligt mange, som kommer til at sove inden døre i nat, siger han.
Der bor flere millioner mennesker i en radius af 100 kilometer fra epicentrene for de to jordskælv, og det er ifølge den danske katastrofechef umuligt at skaffe overnatningssteder til dem alle så hurtigt.
- Derfor bliver det noget med at prioritere, hvem der skal have hjælp først.
Særligt natten til onsdag bliver kold
Ifølge vejrprognoserne vil temperaturerne i de kommende dage falde yderligere i de ramte områder, hvor der blæser kold luft ned fra Rusland, fortæller meteorolog på DR-Vejret Anders Brandt.
- Man kan næsten ikke få det koldere på den her tid af året, end man har det nu, siger han.
Bjarke Skaaning fra Røde Kors ser bekymret frem mod natten til onsdag, hvor temperaturen i det nordlige Syrien ser ud til at falde til under frysepunktet.
- Jeg håber ikke, at vi kommer til at se, at folk dør af forfrysninger. Det bliver vigtigt at have fokus på, at der er noget varmt at drikke til folk, og at man får etableret nogle overnatningssteder til så mange som muligt rigtig hurtigt, siger han.
Særligt børnene er udsatte, lyder det fra den danske Røde Kors-chef.
- Som voksen kan man måske klare sig lidt mere, men det er klart, at de børn, som har mistet deres hjem, har behov for et sted og varme meget hurtigt, siger han.