Overlevende fra massakre: Jeg hører hele tiden gerningsmandens latter

Traumatiserede overlevende fra natklub fortæller om gruopvækkende timer med død og blod overalt.

FBI-folk undersøger gerningsstedet, natklubben Pulse. Her er det de huller, som politiet måtte lave for at befri folk. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)

Norman Casiano oplevede masseskyderiet på homo-natklubben Pulse i Orlando på tætteste hold.

Han er taknemmelig for, at han overlevede. Det gjorde 49 andre diskoteksgæster ikke.

Og de rædselsfulde timer fra cirka klokken 02.00 om natten til klokken 05.00 vil følge ham og resten af de overlevende for altid.

- En af de første ting, jeg hører, når jeg lukker mine øjne er våbene, kuglerne, der rammer gulvet og den latter, fortæller han til CNN.

Latteren, som Norman Casiano hørte, kom fra gerningsmanden Omar Mateen. Det var 'lyden af den rene ondskab', som Normann Casiano udtrykker det.

Gerningsmanden sagde ikke ét ord under massakren, der bliver betegnet som et terrorangreb og er USA's mest dødbringende af sin slags.

Hans latter rungede blot i natklubsrummet efterfulgt af bang-bang-bang, som skudsalverne regnede over diskoteksgæsterne.

- Den eneste lyd, vi hørte, var den latter. Det var et tilfredsstillende grin, der lød som om: 'jeg gør det, jeg er kommet for at gøre, siger Norman Casiano.

Troede det var fyrværkeri

Omar Mateen var ifølge flere øjenvidner 'rolig og iskold', da han gik til angreb på de glade og feststemte mennesker på homo-natkluben.

De første skud blev affyret cirka klokken 02.00 ved baren og dansegulvet, hvor der var samlet allerflest mennesker.

Først troede flere af gæsterne, at lydene var fyrværkeri eller en del af et sceneshow.

Men så begyndte rædslerne at gå op for dem, da folk blev smurt ind i blod, og de døde faldt mod gulvet én efter én.

- Jeg troede, det var fyrværkeri. Men skuddene stoppede ikke. Jeg så kroppe på gulvet, folk lå overalt på gulvet, siger DJ'en Ray Rivera til New York Times.

Han befandt sig på natklubbens terrasse og spillede reggaemusik inden angrebet.

Gerningsmanden Omar Mateen var 29 år og født i New York af forældre fra Afghanistan. (Foto: handout © Scanpix)

Kvinde skudt for øjnene af bartender

At massakren kommer til at traumatisere de overlevende står klart, når man læser deres øjenvidneberetninger.

Chriz Enzo så en kvinde blive skudt lige foran ham og bartender-kæresten Rodney.

Rodney havde travlt med at lave drinks i baren og var ved at blande en til kvinden. Men hun var dræbt på stedet, før hun fik drinken i hånden, fortæller Chris Enzo til norske VG.

- Hun lå død på gulvet. Og så blev han (kæresten, red.) ramt af tre kugler. Han faldt om bag baren.

Chris Enzos kæreste har siden fortalt, han først ville ligge helt stille, til de øredøvende skudsalver var forbi.

Men gerningsmanden havde så meget ammunition, at han ikke løb tør på noget tidspunkt.

Kæresten Rodney besluttede sig i stedet for at bruge sine absolut sidste kræfter på at rejse sig hårdt såret og flygte ud af klubben.

- Takket være det er han i live i dag, siger Chris Enzo, der ikke selv blev ramt.

Politiet fik adgang allerede klokken 03.00

Politiet begyndte cirka en times tid efter de første skud at skaffe sig adgang til barområdet, da man vidste, at mange flere liv ellers ville gå tabt.

- Politiet kom ind og råbte til os, vi skulle række hænderne i vejret, hvis vi var i live. Kort efter skulle vi hurtigt ned på jorden, fordi manden stadig var i barområdet, fortæller en tredje overlevende Brett Rigas til CNN.

Han stod omkring baren og så, hvordan sprutflaskerne smadrede, og glasskårene fløj rundt, da kuglerne fra automatvåbenet ramte flaskerne og gæsterne.

- Der var folk, som græd og råbte, men så var der kun lyden af skud. Der var helt stille, siger han.

Da politiet var trængt ind på natklubben, forskansede Omar Mateen sig ude ved toiletterne og tog gidsler.

Dernæst kunne politiet i al hast få folk inde ved barområdet til at flygte ud af vinduerne.

- Vi var heldige, vi kom ud tidligt, siger Brett Rigas til det amerikanske medie.

Udenfor tog folk deres tøj af og bandt om dem selv eller andre sårede for at stoppe de voldsomme blødninger her og der på alle tænkelige kropsdele.

En af de 49 ofre var Brett Rigas kæreste gennem de sidste tre år, Frank, der ikke slap ud i live.

Skånede ingen

Ude på toiletterne varede mareridtet til omkring klokken 05.00, hvor gerningsmanden blev dræbt af politiet.

På det tidspunkt var der gået flere timer, hvor politiet uden held havde forsøgt at forhandle med gerningsmanden.

Undervejs ringede Omar Mateen til alarmcentralen tre gange, hvor han blandt andet svor troskab til Islamisk Stat.

  • Orlando er i dyb sorg efter tragedien. Her er det et billede fra en mindeceremoni i byen fra i går. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)
  • Over hele verdenen viser folk deres støtte til ofrene og til homoseksuelle. Her foran USA's ambassade i Rumæniens hovedstad, Bukarest. (Foto: Daniel Mihailescu © Scanpix)
  • Og her en indisk LGBT-aktivist, der spreder glade budskaber i byen Bangalore. (Foto: MANJUNATH KIRAN © Scanpix)
  • Byer over hele USA står sammen med Orlando i sorg. Her en mindehøjtidelighed i Los Angeles. (Foto: David Mcnew © Scanpix)
  • I Orlando har tusindvis været på gaden for at sørge og mindes. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)
  • Og også i København var der mandaf mindehøjtidelighed foran den Amerikanske Ambassade på Østerbro. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)
1 / 6

Men derudover stillede han ingen krav til gidselforhandlerne udenfor. Han sagde næsten ingenting, har FBI forklaret.

Den førnævnte overlevende Norman Casiano nåede ikke ud med de første hold, da politiet trængte ind på diskoteket.

Han søgte tilflugt ude ved toiletterne, hvor gerningsmanden endte med at opholde sig længst tid.

Og Omar Mateen skånede ingen, fortæller Norman Casiano.

- Folk skreg, græd og bad for deres liv.

- Lad vær. Lad vær, lad vær. Skyd ikke. Lad os gå, tiggede og bad folk om, da skuddene ramte ude ved toiletterne, forklarer han.

Gerningsmandens svar var blot at sigte direkte mod toiletbåsene, hvor folk desperat havde gemt sig.

Norman Casiano blev selv ramt to gange. Men han var heldig.

Mange af de 20-30 personer sammen med ham døde, fortæller han.

Politiet formåede til sidst at sprænge huller udefra indtil toiletområdet og køre en panseret bil ind i muren, så folk kunne flygte ud.

Gerningsmanden kom selv ud af et af hullerne svært bevæbnet og endte i ildkamp med politiet.

Han tog 49 mennesker i alderen 19-50 med sig i døden. Og sårede 53.

Seks overlevende er fortsat i kritisk tilstand.

VIDEO Øjenvidne: Mine hænder var smurt ind i blod