Overvåget af Orbán?: Journalist føler, han er med i en spionfilm

Szabolcs Panyi og andre ungarske journalister har fået deres telefoner hacket med spionsoftware.

Tilbageskuende er der nogle brikker, der falder på plads, når han nu ved, at han har været overvåget. "Jeg kunne ikke færdiggøre visse undersøgelser. Nogle kilder blev tavse. De vidste nok, at jeg var under overvågning, siger Szabolcs Panyi, graverjournalist ved Direkt36. Grafik: Søren Winther Nørbæk. (Foto: (C) DR Nyheder)

En journalistisk afsløring har ramt forsiderne kloden rundt, og i disse dage pibler det frem med breaking-historier om massiv overvågning af aktivister, advokater, journalister, politikere og topchefer.

17 medier i 10 lande har i månedsvis arbejdet på at efterprøve en lækket telefonliste med potentielt over 50.000 ofre for spion-programmet Pegasus, der er udviklet af det israelske sikkerhedsfirma NSO Group.

Med Pegasus i værktøjskassen kan magthavere infiltrere en mobiltelefon, uden telefonens ejer har en jordisk chance for at vide, at staten læser med og delvist kan overtage telefonen.

Programmet er blevet solgt til lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Aserbajdsjan, Indien og Mexico med henblik på at overvåge terrorister og kriminelle.

Men som historien 'Pegasus Project' afdækker, har magthaverne udnyttet overvågningsværktøjet til også at overvåge regeringskritiske stemmer.

Ungarn i dårligt selskab

Listen over lande, der kan have udnyttet Pegasus mod sin egen befolkning, tæller primært stater med tvivlsomme tilgange til menneskerettighederne.

Men også et EU-medlemsland optræder i lækagen: Ungarn.

Ifølge mediedækningen kan omkring 300 ungarer være blevet overvåget af sin egen regering. En af de personer, der har fået sin telefon inficeret med Pegasus, er den ungarske graverjournalist Szabolcs Panyi:

- Jeg mener, vi er vidner til en stor skandale. Ungarn er medlem af EU, og derfor burde der være meget alvorlige konsekvenser. Det er ikke kun ungarsk lov, der er krænket. Og ikke kun mit privatliv. Det er et EU-land, der ikke respekterer EU’s værdier og ikke følger international lov, siger Szabolcs Panyi, der er graverjournalist på det ungarske medie Direkt36.

  • Hele 14 verdensledere er identificeret i papirerne, som danner grundlag for 'Pegasus Project'. Blandt andre skal den franske præsident Emmanuel Macron optræde på listen over potentielle ofre for overvågning. En analyse viser, at de fleste af Macrons ministre har spor efter Pegasus-softwaren. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)
  • NSO har tidligere afvist, at Pegasus skulle være blevet brugt i forbindelse med drabet på den saudiske journalist, jamal khashoggi, som i 2018 blev dræbt på det saudiske konsulat i Istanbul. Men ifølge 'The Pegasus Project' er spionprogrammet blevet brugt til at overvåge personer tæt på Khashoggi lige op til og efter hans død. En undersøgelse af telefonen tilhørende hans forlovede Hatice Cengiz viser, at hendes telefon blev infiltreret af Pegasus få dage efter Khashoggis død. - Det er mit personlige liv, det er mit hellige liv, siger Hatice Cengiz til den amerikanske tv station, PBS. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)
  • Indien skal være blandt de lande, som har udnyttet Pegasus til at overvåge regeringskritiske borgere. Billedet her er fra en demonstration i New Delhi, efter afsløringerne om indisk involvering i Pegasus Project kom frem. (Foto: Prakash SINGH © Ritzau Scanpix)
  • Den mexicanske journalist Cecilio Pineda Birto blev i 2017 skudt i en vaskehal i Mexico. Få timer før han blev dræbt, blev hans udsendelse om korruption offentliggjort på Facebook. Han beskyldte politiet og lokale politikere for at samarbejde med en lokal bandeleder. Fire uger før mordet blev Pinedas telefonnummer udpeget som overvågningsmål i Pegasus-systemet. Med flere end 15.000 telefon-opslag er Mexico den mest aktive Pegasus-bruger, ifølge The Guardian. (Foto: Billede fra Facebook)
  • I EU-landet Ungarn står 300 personer på listen, heraf fire journalister, en forretningsmand og en prominent advokat, der er kritisk over for premierminister Viktor Orbán. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Szabolcs Panyi fandt først ud af, at hans telefon var inficeret, da han blev kontaktet af en tysk graverjournalist, som havde fundet hans nummer på den lækkede telefonliste.

- De bad om min telefon, så den kunne blive teknisk analyseret. Og her viste det sig så, at min telefon havde været inficeret med Pegasus i syv måneder, siger Szabolcs Panyi, der senere blev indlemmet i det internationale konsortium af journalister, som har arbejdet på historien.

- Da jeg så listen med ungarske personer, blev jeg meget overrasket. Der var oppositionspolitikere, flere ungarske journalister og medieejere. Det var som en thriller eller en spionfilm. Det var helt vildt, siger Szabolcs Panyi til DR.

I alt fire ungarske journalister optræder i lækagen, herunder også Szabolcs Panyis kollega András Szabó, hvis telefon ifølge en teknisk analyse også er blevet hacket med Pegasus.

Tavse kilder

Szabolcs Panyi var godt klar over, at han stod langt fremme i køen af potentielt overvågede, hvis regeringen satte sig for at spionere mod sine egne borgere.

- Jeg arbejder som graverjournalist og dækker rigets sikkerhed og diplomati. Jeg arbejder med våbenhandel, magtmisbrug og korruption på øverste plan. Så jeg var godt klar over, at jeg måske blev udspioneret. Jeg fik et par gange en venskabelig advarsel om, at jeg måske var under overvågning, siger Szabolcs Panyi.

Da Pegasus ifølge den tekniske analyse blev installeret på Szabolcs Panyis telefon i april 2019 oplevede han også, at hans kilder blev mere fåmælte. Men det er først nu - i bakspejlet - at han ser en sammenhæng.

- Jeg anede ikke, at der var spyware på min telefon. Der var intet spor, og min telefon viste ikke nogen fejl. Men når jeg ser tilbage, kan det måske være forklaringen på, at jeg ikke kunne færdiggøre visse undersøgelser. Nogle kilder blev tavse. De vidste nok, at jeg var under overvågning, siger Szabolcs Panyi.

Vrede i EU

Afsløringen af at Ungarn tilsyneladende har overvåget magtkritiske borgere har affødt kritik i EU-systemet.

Mest skarp er tonen fra den i forvejen Ungarn-kritiske europaparlamentariker Guy Verhofsted, der kræver en tilbundsgående undersøgelse.

- Ikke mere 'dybt bekymret'... Der vokser et diktatur inde i EU, skriver den hollandske parlamentariker på Twitter.

Også den ungarske europaparlamentariker Katalin Cseh er ude med riven efter afsløringen af Ungarns brug af Pegasus.

- Til alle tilbageværende Orban-undskyldere i EU: Det er det, du støtter. Et regime, der spionerer mod sine egne borgere og en totalitær kriminel.

Også kommissionsformand Ursula von der Leyen leverer klar tale, hvis altså beskyldningerne er korrekte, er det "komplet uacceptabelt".

- Pressefrihed er en af EU's kerneværdier. Det er helt uacceptabelt, hvis dette er sket, sagde hun ifølge EU Observer.

Ungarn: Andre stater overvåger også

Ungarn har selv været forbeholdende med at kommentere på mediehistorierne.

Regeringen har således hverken at be- eller afkræftet, at landet skulle spionere mod borgere, der deltager i den demokratiske debat.

Ifølge den internationale medieomtale skal Ungarn have spioneret mod sine borgere siden 2018. På billedet er Ungarns premierminister Viktor Orbán flankeret af kommissionsformand Ursula von der Leyen, som slet ikke er tilfreds med Ungarns indblanding i Pegasus Project. (Foto: François Lenoir © Ritzau Scanpix)

Udenrigsminister Péter Szijjártó har afvist et kendskab til en sådan overvågning.

Men ifølge Szabolcs Panyi skal de kritiske spørgsmål rettes mod justitsminister Judit Varga og den kontroversielle premierminister Viktor Orbán.

- Da der er tale om nationale, ungarske mål, så er det her justitsministerens bord. Justitsministeren går ind for overvågning af hensyn til, som hun siger, rigets sikkerhed. Og hun har altså ikke benægtet noget, siger Szabolcs Panyi.

Netop justitsminister Judit Varga blev for rullende kameraer mandag spurgt ind til regeringens brug af Pegasus.

I sit svar henviste hun til, at andre stater også benytter sig af overvågning:

- Vi lever i en verden, hvor moderne stater står over for mange trusler. Lad os ikke være latterlige, hvert land har brug for sådanne værktøjer, sagde hun til det ungarske medie Népszava.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk