'Overvægtig, kæderygende gin-drikker': Nigel Farage angriber kongelige på lukket møde

Brexit-forkæmper giver en bredside til alle andre end dronningen i en tale i Sydney.

Nigel Farage på scenen i Sydney, hvor 500 fremmødte lyttede til brexit-lederen. (Foto: BIANCA DE MARCHI © Scanpix)

Lederen af det britiske Brexit Party, Nigel Farage, kalder dronning Elizabeth II for en "fantastisk, respektindgydende kvinde".

Men lige der slutter den indflydelsesrige politikers respekt for det britiske kongehus tilsyneladende.

I en tale på et lukket møde under en kongres for højreorienterede i Sydney, Conservative Political Action Conference, angreb Farage stort set alle andre fremtrædende kongelige i Storbritannien. Det viser en optagelse af talen, som avisen The Guardian har fået fat i.

Efter sin ros til dronningen sagde Nigel Farage:

- Når det gælder hendes søn, når det gælder Charlie Boy (prins Charles, red.) og klimaforandringer, åh nej, åh nej, åh nej. Hendes mor, hendes kongelige højhed dronningemoderen, var en lettere overvægtig, kæderygende gin-drikker, som blev 101 år. Jeg kan kun sige, at Charlie Boy nu er i 70'erne... Må dronningen leve meget længe.

Dronning Elizabeth (th.) i 2000 med sin mor, der i Storbritannien bare blev kaldt "dronningemoderen". (Foto: Ian Waldie © Scanpix)

Prins Harry 'kørt af sporet'

Nigel Farage har tidligere kritiseret prins Charles' miljøaktivisme, som han finder upassende for en tronarving. Men der er åbenbart alligevel ét medlem af kongehuset, som er værre i brexit-forkæmperens optik: Prins Harry.

I en kommentar til prinsen og hans hustrus, hertuginde Meghan, beslutning om kun at få to børn, sagde Farage:

- Hvis jeg vil have dronningen til at leve længe for at forhindre Charlie Boy i at blive konge, så vil jeg have Charlie Boy til at leve endnu længere og William (prins Harrys storebror, red.) til at leve evigt for at forhindre Harry i at blive konge, lød det i talen, der fandt sted i den forgangne weekend.

Nigel Farage sagde, at prins Harry var den "mest populære kongelige i den unge generation i 100 år". Men så mødte prinsen den amerikanske skuespiller Meghan Markle, og nu er det hele "kørt af sporet".

- Faktum er, at klodens befolkning eksploderer, men ingen tør tale om det, ingen tør gør noget ved det, og om hvorvidt prins Harry har to børn er irrelevant i lyset af, at der nu er 2,6 milliarder kinesere og indere på jorden, sagde Farage.

Prins Harry and Meghan Markle med sønnen Archie. (Foto: POOL New © Scanpix)

Afsat premierminister er "en slange"

Nigel Farage blev introduceret på konferencen i den australske storby som "højst sandsynligt" den næste premierminister i Storbritannien.

Hans parti, Brexit Party, er godt nok ikke repræsenteret i det britiske parlament, og Farage selv har ikke formået at blive valgt til underhuset, House of Commons, i fire forsøg.

Brexit Party blev dog største parti ved valget til Europa-Parlamentet i Storbritannien i maj, og Nigel Farage rejser flittigt rundt i verden, hvor han er lidt af en stjerne i højreorienterede kredse.

Farage ønsker et opgør med, hvad det vil sige at være konservativ; for mange af de politikere, som kalder sig konservative, er det slet ikke, mener han.

I talen i Sydney kaldte han for eksempel Australiens afsatte premierminister, Malcolm Turnbull, for "en slange", som kun foregav at være konservativ. Og det samme gjaldt den tidligere britiske premierminister David Cameron, kunne man forstå:

- David Cameron var sådan en, som slet ikke var konservativ, men en del af den trendy, liberale storbyelite, der klæder sig ud som konservative, sagde Nigel Farage, der fremhævede Australien som en sand ven, som Storbritannien kan knytte tættere bånd til, når man bliver fri for EU.

Facebook
Twitter