Protester i Venezuela

På madjagt i Caracas' skraldespande: 11-årig José blev stukket ned, da han rodede i affald

Antallet af fejlernærede børn og unge får læger til at råbe vagt i gevær i Venezuela, hvor der i dag vælges ny præsident.

Det tydelige let hævede ar sidder på brystkassen på den 11-årige José, der hiver lidt ned i trøjen og peger med beskidte fingre.

- Det er et knivstik, jeg fik, da jeg rodede noget affald igennem. Så stak de mig, fortæller han, og med en lille bevægelse imiterer han stikket i brystet.

Drengen er blot en af mange tusinder, som lever på gaden i Venezuelas hovedstad, Caracas, og som overlever ved at spise mad, han finder i byens skraldespande.

Drengene er mellem 11 og 24 år og kæmper med knive for at forsvare deres territorier i Caracas, hvor de roder efter mad i skraldespandene. (Foto: Kristian Almblad)

Den hårde kamp for mad har bevirket, at grupperne af børn og unge nu slås om byens territorier. Og i kampene risikerer man at blive stukket ned.

Store dele af befolkningen i et land på randen af et økonomisk kollaps er ramt af udbredt sult, og mange børn og unge er tvunget til livet på gaden i hovedstaden.

- De drenge, jeg mødte, boede på gaden, fordi forældrene på den ene eller anden måde har opgivet dem. Der er simpelthen ikke overskud til at tage sig af dem længere, siger DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad, der er i Caracas.

- I den gruppe var de mellem 11 og 24 år, og det er lidt tilfældigt, hvordan de har fundet sammen. Men som samlet flok har de lettere ved at “jage”, end hvis de gik alene, og der er ingen tvivl om, at de ældre tager sig af de lidt yngre, siger han og fortsætter:

- De forsøger bare at overleve på gaden. Til trods for, at de hele tiden jager mad og er vildt beskidte, sad de sammen og jokede og grinte, fortæller DR's korrespondent, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne tilbringe mere end knap tyve minutter på gaden med de helt unge drenge i en af verdens farligste hovedstæder.

I hovedstaden Caracas lever tusinder på gaden.

Oppositionen er fjernet

I Venezuela stemmer omkring 20 ud af landets 30 millioner indbyggere i dag til præsidentvalget, men meget få tror på, at det ender med andet end yderligere seks år til den siddende præsident, Nicolas Maduro.

- Valget fylder meget, og indtil i torsdags har der været valgbusser og valgarrangementer, lavet af Nicolas Maduros folk. Det er tydeligt, at de forsøger at skabe en stemning om valget, mens oppositionen har opfordret til, at man holder sig hjemme, siger Kristian Almblad.

For landets forværrede økonomiske tilstand til trods, er der reelt ikke mange alternativer til den 55-årige Maduro ved dagens valg.

Oppositionen har kaldt valget en farceog bliver støttet af USA, EU og en række andre lande, som vil have valget udskudt. Flere af præsidentens politiske modstandere sidder fængslet eller er blevet udelukket fra at deltage i valget.

Halvanden million er flygtet

Ifølge UNCHR har knap halvanden million mennesker allerede forladt Venezuela over de seneste år. På daglig basis flygter omkring 5.000 fra landet for at tage til Colombia, Peru og Brasilien, og den store mangel på basale nødvendigheder som medicin og mad har ført til, at et stort antal børn lider af svær fejlernæring.

På landets hospitaler melder lægerne ifølge New York Times om hundredvis af døde. En situation, der var højst usædvanlig for få år siden.

En af dem, der har oplevet at miste sit barn er Nataly Peres. Hendes yngste søn var ikke stærk nok til at overleve en influenza og blev bare otte måneder gammel.

- Vi forsøgte at skaffe medicin, men det var ikke nok. Han klarede 15 dage på hospitalet, men til sidst kunne han ikke mere, fortæller hun.

Holder USA ansvarlig

Venezuela har de største oliereserver i verden, men landets indkomst har været baseret på eksport af olien - 95 procent af landets indtægter stammer fra olieksport- og blev for alvor ramt, da oliepriserne faldt i 2014. Inflationen er tårnhøj, omkring 13.000 procent, og den kroniske mangel på medicin og fødevarer har sat sine spor.

Omkring 90 procent af befolkningen lever i fattigdom, og sidste år var venezuelanernes gennemsnitlige vægttab på omkring 11 kilo, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Nicolas Maduro har placeret ansvaret for landets økonomiske krise på USA og kriminelle bander, og han understreger, at valget i dag er en mulighed for at gøre op med kriminalitet.

- Hvis ikke du stemmer, vil du fjerne mine muligheder for at handle over for den kriminelle mafia, som styrer økonomien og den illegale handel, sagde Maduro tidligere på ugen.

Facebook
Twitter